Da hans lillebror døde, fik han næsten en åbenbaring

SAN PEDRO DEL PINATAR

Han stod i midten af en stor cirkel, viftede med armene, dansede rundt og talte med høj stemme på engelsk med nordjysk accent til sine spillere og resten af staben på en træningsbane i Spanien, hvor den aarhusianske Superligaklub forbereder sig på forårets kampe.

Alle lyttede til AGF-træner David Nielsens peptalk, der dybest set drejede sig om, hvor vigtigt det er at hanke op i sig selv, komme videre efter en fejl og ikke give andre skylden. På et tidspunkt traskede David Nielsen over og pegede på målmand Jesper Hansen, der er et mønstereksempel på en professionel fodboldspiller. Se og lær, kunne David Nielsens fagter tolkes som. Vi satte os ned med den 36-årige målmand for at finde de nedslag, der har haft størst betydning i Jesper Hansens liv.

Hvis jeg siger pokalfinale, hvad siger du så?

»Jeg har vundet tre finaler, to med FC Nordsjælland og en meget speciel en mod FC Midtjylland i 2019. Det var klubbens første finalesejr. Min lillebror Thomas var lige død en uge tidligere, den 10. maj, i et trafikuheld. Jeg besluttede at spille finalen den 17. maj. Jeg reddede to straffespark mod Brøndby, det var mere, end jeg havde drømt om.

Jeg vandt finalen for min bror. Han blev begravet fire dage senere. Der var en uges mental forberedelse op til finalen. Vi vandt, og så kom vi alle bedre igennem det. Det var hårdt. Da vi kørte over til Sjælland, efter at han var død, var det verdens længste tur. Allerede da var jeg fast besluttet på at spille. For min lillebror ville have sagt til mig: ”Du skal fandeme bare spille den finale dér!”. Jeg var ude i klubben to dage efter ulykken og træne igen. Jeg brugte gutterne, og jeg kom ud og greb nogle bolde igen.

Det har været en form for terapiforløb. Jeg har fået sindssygt meget ud af det videre i livet. Jeg har lært meget om mig selv. Jeg anede ikke, om jeg ville være stærk nok til at spille finalen, ville klappen gå ned? Jeg kom igennem på flotteste vis, og det lærte jeg meget af. Det var det rigtige for mig. De følelser kunne jeg klare. Jeg har aldrig haft en mentaltræner, men oplevelsen bekræftede min mentale styrke. Det har givet mig, ja, næsten en åbenbaring, for jeg hviler endnu mere i mig selv nu.

Efter nogle års afstand kom jeg tæt på min bror. Thomas kæmpede med mange ting, han havde nogle venner, der påvirkede ham. Han har virkelig skullet kæmpe. To måneder inden ulykken havde han fået en datter. Han var kommet virkelig flot igennem det. Det er jeg stolt af. Han gik ud af 8. klasse og havde haft mange problemer, efter at vores far døde i en tidlig alder. Jeg har prøvet at hjælpe ham, så godt jeg kunne. Han havde skabt sig et godt udgangspunkt for et godt liv.

Jeg havde fodbolden som vej, jeg har taget fornuftige valg. Han stoppede tidligt med fodbold, og han røg ud i forskellige ting. Det var dejligt at se, han kom igennem. Han var 29 år, da det skete, han havde fået en kæreste, og de havde lige fået barn sammen. Det var rigtig hårdt, at hans datter ikke nåede at lære sin far at kende.«

Hvis jeg siger landsholdet?

»Jeg har fået fantastiske oplevelser. Det er et kæmpestort privilegium at være i periferien af landsholdet og have været det i 10 år. Jeg giver det et skud indtil den dag, jeg er for gammel. Mit personlige mål er VM i Qatar. Jeg har været hele verden rundt med landsholdet. Jeg har haft Morten Olsen, Åge Hareide og senest Kasper Hjulmand som trænere. Jeg har fået store oplevelser inden EM og efter EM.

Der har også været nedture, jeg er blevet sorteret fra til tre slutrunder i sidste øjeblik fra 2012 til 2021. Det har været hårdt. Jeg havde håbet på at få en enkelt halvleg i en testkamp, så jeg kunne få en landskamp på cv’et. Konkurrencen er hård, Kasper Schmeichel er en af verdens bedste målmænd. Han vil spille alle minutter, det har jeg respekt for, men det er da irriterende for os andre, der kæmper for at få chancen.

Jeg har haft to muligheder. Vi havde en testkamp i Tjekkiet. Kasper Schmeichel var skadet. Det var en ligegyldig træningskamp. Jonas Lössl og jeg var med, og Frederik Rønnow havde stået kampen inden. Vi fik et hint om, at Åge Hareide ville se os an. Men det blev Frederik Rønnow, der stod kampen. Det var ærgerligt. Og så var der en tur i taxi med Robert Skov, der testede positiv for corona. Så måtte vi isolere os på hotellet, da vi skulle møde Sverige. Hvis jeg ikke havde taget en taxi med Robert Skov, havde jeg nok stået i stedet for Oliver Christensen og Thomas Mikkelsen, der blev kaldt ind. Det gjorde ondt. Jeg sad i fire dage på et værelse i Helsingør og så kampen på tv. Jeg håber bare at få den ene landskamp, det vil være en kæmpedrøm, der går i opfyldelse. I princippet er det bare en indskiftning, en enkelt halvleg, så jeg kan sige det, når jeg stopper.

På trods af det kan jeg se tilbage på, jeg ved ikke hvor mange kampe, som jeg har set fra bænken i de seneste 10 år. Det er nok over 50 kampe, tror jeg. At blive udtaget har givet mig en personlig tilfredsstillelse. Jeg er kommet med, fordi jeg har fortjent muligheden på baggrund af gode kampe på klubholdet. Og det er fedt. Jeg har altid trænet godt i landsholdslejren. De kan regne med en stor arbejdsindsats, selv om jeg skal stå og tage 200 spark efter hver træning og tage skraldet, hvis man skal sætte det hårdt op. Jeg piber ikke.«

Hvis jeg siger FC Nordsjælland?

»Den klub jeg har været længst tid i fra junior til senior. Og så tænker jeg på mine første trofæer som senior og de første og eneste indtil videre i klubben. En tid, der har formet mig som fodboldspiller og har haft afgørende betydning for, hvor jeg er i dag. Jeg var der i 13 år, fra 2003 til 2013 skete der en kæmpe forvandling. Jeg gik fra at være 18 år og tredjemålmand til at stå med mesterskabet i 2012 og spille Champions League.

Men de første fem år, inden jeg fik debut, handlede om udvikling, udvikling, udvikling. Jeg var meget tålmodig de første mange år, jeg skulle forbedre mig, selv om jeg ikke selv var enig i, hvad jeg skulle gøre bedre. De sagde, jeg havde tiden foran mig. For 20 år siden var der ikke så mange unge målmænd, der fik chancen som i dag.«

Hvis jeg siger Frankrig?

»Jeg havde to år i Evian med flere danske holdkammerater, blandt andre Daniel Wass, som er blevet en rigtig god ven fra fodbolden. Alle de andre er kolleger og gode bekendtskaber. Daniel er min ven. Vi taler sammen flere gange hver uge. Vi kæmpede for at undgå nedrykning den første sæson. Jeg fik chancen efter 10 kampe og spillede resten af sæsonen. Vi havde en afgørende kamp mod Sochaux. Vinderen ville blive i ligaen. Vi vandt 3-0; det var som at vinde et mesterskab.

Efter 10-15 kampe i den anden sæson skiftede træneren målmand. Vi rykkede ned. Jeg kom til Bastia i den bedste række. Jeg var med i de fire første kampe, så kom den tidligere andenmålmand tilbage efter en skade. Han skulle have muligheden, og han stod en fantastisk sæson. Det sidste halve år var hårdt. Vi lejede et hus, men det viste sig, at der var skimmelsvamp i det. Vi flyttede i et nyt hus. Udlejeren fik aldrig lavet det færdigt. Der var meget, der ikke fungerede. Jeg skulle hele tiden kontakte ham. Det fungerede hverken på eller uden for banen. Vi fangede 20 mus i huset, de kravlede rundt på loftet. De var overalt. Så krævede udlejeren en højere husleje, men han glemte bare at lave forbedringerne. Efter sæsonen skulle vi væk fra Korsika hurtigst muligt.«

Hvis jeg siger FC Midtjylland?

»Tre sæsoner med to mesterskaber og en pokaltitel, skønne år. Champions League med den anden danske klub ud af fem. Jeg tror ikke, der er andre danske spillere, der har spillet Champions League for to ud af fem danske klubber. Det er egentlig fedt at tænke på. Jeg spillede i Lyngby, vi var blevet nummer tre foran FC Midtjylland.

Det var et nemt valg, da FC Midtjylland kom. Min kone og jeg stammer fra Frederikssund, og vi kan godt lide Jylland og har slået os ned. Det passer perfekt til familien. Vi har købt hus i Jylland og har planer om at blive boede, når jeg stopper. Afslutningen blev lidt hård. (FC Midtjylland hentede Jonas Lössl, som fik pladsen i målet). Det havde jeg ikke fortjent, synes jeg. Vi vandt noget hver sæson. Nu fylder afskeden ikke noget. Men jeg ærgrede mig dengang, jeg var sur og skuffet. Jeg kunne godt have råbt op, men sådan er jeg ikke. Det var vigtigt for mig komme et nyt sted hen.«

Hvis jeg siger AGF?

»Jeg har kun spillet i AGF et halvt år. Jeg føler, jeg har været her langt længere. Jeg er faldet til med det samme. Det var det rette valg i stedet for at prøve noget i udlandet. Min førsteprioritet var, at vi kunne blive boende i Silkeborg. Chancen for at fortsætte på landsholdet er større, når jeg spiller i AGF. Jeg havde en mulighed i Holland, men muligvis ville jeg ikke spille så meget. Jeg kom med i to ud af tre landsholdssamlinger i 2021. AGF var en god beslutning.

Jeg kendte David Nielsen og målmandstræner Nikolai Pold i forvejen. Jeg ville gerne bidrage med min erfaring, som man skal som ældre spiller. Jeg vil gerne give noget videre til de yngre målmænd. Vi skal se, om vi ikke kan udrette noget i topseks. Det kunne være fedt at overraske, at komme til at kæmpe om medaljer. Det kan sagtens lade sig gøre.

Mens jeg spillede i FC Midtjylland, afsluttede jeg en akademiuddannelse i ledelse. Min plan lige nu er at blive målmandstræner. Jeg vil gerne fortsætte i AGF. Jeg tror, jeg kunne blive en god målmandstræner. Det falder mig naturligt at hjælpe de unge. Jeg vil gerne blive i branchen. Når jeg får tid, tager jeg uddannelsen som målmandstræner. Lige nu har jeg ikke tid, da jeg har fuldt fokus på min karriere. Jeg har halvandet år tilbage i AGF. Jeg ved ikke, hvordan min krop har det og hvordan formen er om to år. Jeg er forberedt på, at der er en udløbsdato. Det har jeg været meget bevidst om de seneste syv år. Jeg vil ikke falde i et sort hul, når jeg stopper.«