Fortsæt til indhold
Aarhus

Rådmand: Lav vildskov uden indhegnede dyr

Efter analyser anbefaler V-rådmand, at der etableres vildskov uden indhegnede dyr. Forligskredsen afgør sagen, og S er åben over for en løsning uden hegn.

»Ja, vi kan lave vildskov i Marselisborgskovene, men nej, det bliver ikke med indhegnede dyr.«

Sådan lyder vurderingen hos teknisk rådmand Bünyamin Simsek (V), efter at hans forvaltning har analyseret mulighederne i den omdiskuterede sag.

»Forvaltningen har lavet en grundig undersøgelse af alternativerne, og det peger alt sammen i retning af, at vi skal tilbage til udgangspunktet. At vildskoven placeres i Marselisborgskovene, men uden hegn, så vi stadig sikrer, at aarhusianerne kan bruge skoven som hidtil. Derudover er det min anbefaling, at der bliver lavet en handleplan for, hvordan vi kan skabe mere biodiversitet i Marselisborgskovene de kommende år. Vi skal forpligte hinanden på at lave en mere koncentreret indsats for at øge biodiversiteten i skoven,« siger rådmanden i en pressemeddelelse.

Debatten om vildskov har udfoldet sig, siden et flertal i byrådet i 2019 vedtog at etablere vildskov i Marselisborgskovene fra Varna til Fløjstrup.

Målet er at fremme biodiversitet med mere urørt skov og indhegninger til græssende køer og/eller heste, men projektet har fået kritik fra fritidsbrugerne i skovene, der frygter, at projektet vil begrænse deres muligheder. Deres holdning er blandt andet, at der ikke er plads til indhegninger med dyr i skoven.

Små forsøg

I maj besluttede forligskredsen bag vildskoven, at Teknik og Miljø skulle afdække alternative bud på, hvor et vildskovprojekt kunne placeres. Det skete, efter at Venstre og Det Konservative Folkeparti gjorde det klart, at de ikke ønskede at hegne dele af skoven ind af hensyn til borgernes adgang.

De løsninger er nu afdækket, og den tekniske rådmand anbefaler, at placeringen bliver den samme, men uden hegn og dermed uden græssende dyr, og det har han netop oplyst forligskredsen.

Hvis et flertal i forligskredsen fortsat ønsker en løsning med dyr og dermed hegning, anbefaler rådmanden, at der først laves små forsøg i Hørret Skov og Lisbjerg Skov. Det skal afdække, om dyrene overhovedet har betydning for biodiversiteten, og om der er tilstrækkelig med føde til, at de kan trives.

Anders Winnerskjold, politisk ordfører for Socialdemokratiet, er åben for løsninger uden hegn:

»Nu må vi tage en drøftelse i forligskredsen, men vi er åbne for, at der ikke skal være indhegninger i Marselisborgskovene. For os er det primære mål at højne biodiversiteten i Aarhus, og hvis det kan lade sig gøre uden indhegninger, er vi åbne for den løsning, så vi ikke begrænser fritidsbrugerne. I starten var der fokus på, at der også skulle være indhegninger for at nå målene, men noget tyder nu på, at man også kan nå langt uden indhegninger,« siger han.

Det vil være op til forligskredsen at træffe en endelig beslutning om placering af en kommende vildskov. Forligskredsen forventes at drøfte rådmandens anbefalinger i løbet af september.