Fortsæt til indhold
Aarhus

Vildskov: Åben duel mellem V-rådmand og S-ledelsen

Teknikrådmand efterlyser mere præcis afgrænsning, før Teknik og Miljø kan gå videre med scenarier for vildskov. Kom nu i arbejdstøjet, siger S-ordfører.

Sagen om Moesgaard Vildskov spidser til.

Hvad der for to uger siden lignede en blød landing på et møde mellem forligspartierne, ligner nu mere en direkte duel mellem teknikrådmand Bünyamin Simsek (V) og borgmester Jacob Bundsgaard og den øvrige S-ledelse.

»Nu skal vi have borgmesteren til at definere, hvilke fritidsbrugere der må generes og hvor meget. Når vi har det, kan vi gå i gang i Teknik og Miljø,« siger Bünyamin Simsek.

Anledningen er ordlyden i det referat, som Borgmesterens Afdeling har lavet af forligsmødet den 10. maj.

Det er efterhånden meget svært at se, at rådmanden er interesseret i at arbejde på en løsning.
Anders Winnerskjold (S), politisk ordfører

Striden om vildskoven handler om balancen mellem vildskov og indhegninger på den ene side og fritidsbrugernes behov på den anden side, og hertil hedder det i referatet:

»Vedrørende fritidsbrugerne er det vigtigt at se på den samlede kvalitet og kvantitet, men der kan godt foreslås ændringer af eksisterende løsninger, hvis balancen fastholdes. For dyrelivet er det vigtigt at sikre et holdbart levegrundlag.«

Den formulering er ikke præcis nok, mener teknikrådmanden.

»Jeg sagde på forligsmødet, at jo mere konkret man kan definere det, jo hurtigere kan vi levere. Og jo mere diffust man leverer svaret, jo sværere bliver det for os at levere, og den her ordlyd siger ikke andet end det, der står i den oprindelige forligstekst,« siger Bünyamin Simsek.

Svaret fra Socialdemokratiet kommer fra politisk ordfører Anders Winnerskjold:

»Det er helt vildt, at man ikke er kommet længere i Teknik og Miljø, to år efter at vi traf beslutningen om vildskov. Nu må rådmanden og forvaltningen altså trække i arbejdstøjet og levere på den bestilling, vi har lavet. Det er efterhånden meget svært at se, at rådmanden er interesseret i at arbejde på en løsning,« siger Anders Winnerskjold.

Men Teknik og Miljø har jo meldt tilbage i sagen og konkluderet, at det ikke kan lade sig gøre at lave vildskov og indhegninger uden at genere fritidsbrugerne?

»Ja, og derfor har vi besluttet, at man må gå længere op i helikopteren og bryde de grænser, der var sat op, så spillepladen er blevet ret stor. Teknik og Miljø, som har fagfolkene på det her område, kan nu gå mange veje for at løse den her opgave – også uden at genere fritidsbrugerne,« siger Anders Winnerskjold.

Han mener, at der bør indkaldes til et nyt møde om sagen, hvis teknikrådmanden fastholder sit krav om høj detaljeringsgrad i forligsteksten.