»Der er højere til loftet i Aarhus. Folk drømmer større, og der er luft til det«

Mehdi Avaz står i vindueskarmen og skuer ud over Aarhus Havn. På hovedet har han en af sin karakteristiske kasketter.

»Jeg bryder mig ikke om at være skaldet. Hvorfor er jeg det? Ingen andre i min familie er det, og jeg blev det allerede, da jeg var i 20’erne,« siger filminstruktøren, der til efteråret - foråret, hvis corona bliver ved med at drille - har premiere på en ny film, ”Toscana”, med Anders Matthesen i hovedrollen.

Faktisk har han sin kalender grundigt besat de næste fem år med f.eks. et nyt samarbejde med forfatter blandt meget andet Renée Toft Simonsen om filmatisering af hendes bøger om børnene fra Sølvgade - »vi går i gang næste år,« siger han - lige som han har besøgt racerkøreren Tom Kristensen i Hobro flere gange.

»Jeg kunne tænke mig at arbejde sammen med Tom, og han kunne tænke sig at arbejde sammen med mig, så nu taler vi om, hvordan vi kan lave en spillefilm om hans liv i nær fremtid,« siger han.

»Men den næste film skal jeg i gang med til efteråret, ”A beautiful life” med musikeren Christopher i hovedrollen. Han er superdygtig, så jeg vil gerne vise den side af ham frem. Det skal være en hyldest til kærligheden og musikken. Er der noget, der er større end kærlighed?«

Som om det ikke var nok, har han netop talt med den danske producer Niels Juul, der har lavet flere film med den amerikanske filminstruktør Martin Scorsese. Produceren skal lave en amerikansk-britisk film om Anden Verdenskrig, der bl.a. skal foregå i Danmark, og er ude efter, at Mehdi Avaz skal være instruktør på den.

Det er fremtiden.

Fra tre til én kaptajn

Indtil nu har han sammen med sine brødre, Milad Avaz og Misam Avaz, på fire år filmet sig ind i manges bevidsthed med film som ”Mens vi lever” og ”Kollision” samt tv-serien ”Alfa”.

”En film af brødrene Avaz” har der stået på rulletekster og plakater, men det er slut nu. Brødrene er gået hver til sit for netop stadig at kunne være brødre.

Det er derfor, at Mehdi Avaz nu står der i vindueskarmen med udsigt over Aarhus Bugt, for han er flyttet til Aarhus med sin kæreste, Kimmie Nørby, og deres to børn, Vincent på to år og Elton på et, og ind i Filmby Aarhus med det filmselskab, Rocket Road Pictures, som brødrene skabte sammen.

»Vi er ikke sammen om det mere. Vi havde en hård juleaften, efter at vi havde lavet ”Alfa” færdig. Det var ikke en rar aften for vores familie, og det havde ingen af os lyst til at opleve igen. Vi havde brugt lang tid på at lave maden, men den smagte sgu ikke ret godt, fordi vi var så bitre. Sådan endte det for tit: Vi kunne ikke lade være med at tale om vores projekter og om, hvis skyld det var, at vi gik en time over på en produktionsdag og den slags. Så besluttede vi os for, at vi hellere ville være brødre og have hinanden i livet end at have firma sammen og være uvenner hver anden dag,« fortæller Mehdi Avaz.

»Vi er stadig utroligt tætte som brødre, vi er hinandens bedste venner og elsker hinanden højt. Vi taler sammen hver dag, og vi bruger hinanden til vores projekter, men hvor vi før var tre kaptajner, er der nu kun én på hvert projekt. Det er vi bedst tjent med.«

Storebrorhatten

Mehdi Avaz er med sine 39 år den ældste af brødrene - Misam Avaz er 36 år, Milad Avaz 33 år.

»Det var ret hårdt for de to, at jeg hele tiden havde storebrorhatten på. Selv om vi havde firmaet sammen, trak jeg ret tit dette ”jeg er den ældste”-kort, og det var da ikke rart for dem,« erkender han.

»Vi er helt klart stærkest sammen, men hellere være knap så stærke hver for sig og være bedste venner. Vi vil altid prioritere familie først, det er vi enige om. Vi ved også, at vi nok inden for de næste tre-fire-fem-syv år skal lave film sammen igen, men lige nu skal vi ud at have nogle kilometer i benene hver for sig. Det der med familie og forretning kan være ret svært, det tror jeg, at mange kan skrive under på.«

Familieangst

Det tætte broderforhold stammer fra deres barndom, mener Mehdi Avaz. De er født i i Iran, men kom til Danmark som flygtninge i 1992 samme med deres mor, Kobra Avaz. Deres far, Aziz Avaz, var flygtet to et halvt år før.

»Jeg var syv år, da min far flygtede. Så måtte jeg for alvor træde ind i en storebrorrolle for Misam og Milad. Det er nok det eneste ar, jeg har i min sjæl: at jeg aldrig har fået lov til at være barn. Det er vel derfor, at jeg laver film nu. At lave film er at være barn igen – man leger med formater og med fiktion og med fantasi, og der er plads til at drømme stort,« siger han.

»I dag har jeg noget, man kan kalde familieangst. Jeg kan aldrig slukke min telefon, heller ikke når jeg sover. Hvad så, hvis min far ringer og siger, at min mor har fået hjertestop? Eller mine brødre ringer? Hvad hvis der sker noget med nogen i familien, og jeg ikke kan være til stede og gøre mit optimale. Den angst kan jeg ikke komme af med – angsten for at miste.«

Kæmpestor kærlighed

Lige nu er hans drenge, Vincent på to år og Elton på et, i vuggestue, men han skæver alligevel til telefonen hele tiden. Hvis nu.

»Jeg tjekker om natten, om de trækker vejret. Det er forfærdeligt, men udtryk for en kæmpestor kærlighed,« siger han.

»Vincent sover imellem os. Det er sgu meget hyggeligt. Jeg får nogle gange tårer i øjnene, når jeg ligger om natten, og der kommer sådan en lille barnehånd hen over mit ansigt. Det er 100 pct. kærlighed. Han forventer bare, at hans far er der. De drenge har ændret mit fokus i livet. Før ville jeg have en Oscar inden for fem år. Nu vil jeg bare gerne være der for mine børn, og jeg vil gerne have, at de ser en smuk version af den verden, jeg kan vise dem.«

Højere til loftet i Aarhus

Familien er flyttet fra Tisvildeleje i Nordsjælland ind i en lejlighed på Frederiksbjerg, få minutters gang fra hans kontor i Filmbyen. Mehdi Avaz elsker det.

»Vi lavede filmen ”Kollision” her og blev ret forelsket i Aarhus og det miljø, der er her. I dag har jeg Rocket Road Pictures sammen med en investor, Jens Søgaard. Han er fra Aarhus, det er min kærestes familie også. Så det er ret fedt at være flyttet hertil,« siger han.

»Der er højere til loftet i Aarhus. Man bliver ikke mødt af et glasloft som i København. Folk drømmer større her i byen, og der er luft til det. Desuden står en sindssygt stor og rå talentmasse i Aarhus på spring.«

Mehdi Avaz har en plan om at få større fokus på det kreative miljø i Aarhus og f.eks. lave nogle store produktioner, som skal være 80 pct. lokale.

»Jeg håber, at de kreative mennesker vil række hånden ud. Jeg vil gerne komme og være med til noget af det, de laver på f.eks. teatrene, så jeg kan se, hvad der er af talent. Jeg er superfrisk på at bygge den bro,« siger han.

»Filmen om børnene i Sølvgade er mit første store samarbejde i Aarhus med SF Studios. Historien om fire børn, der har mistet deres mor og nu prøver at klare sig selv og holde systemet på afstand, minder mig så meget om min egen barndom, hvor vi tre drenge boede i en kælder i skjul sammen med vores mor, efter at min far var flygtet.«

Et nyt ferieparadis

Endnu et punkt på Mehdi Avaz’ lange dagsorden er at opfinde et nyt sted i Danmark.

»Det skal være noget a la Skagen. Et nyt feriested, hvor folk tænker, at der er virkelig dansk. Min mission er at finde et sted, der ikke er så attraktivt, forvandle det til et filmisk ferieparadis og vise landet fra en ny side,« siger han.

»Der skal være sådan en Cannes-stemning med en promenade og yachter, der lægger til. Måske Mandø eller Fanø. Et sted hvor tidevandet rammer. I den næste tid har jeg en aftale med Den Vestdanske Filmpulje om, at folkene der skal vise mig de skatte, der er i Jylland.«

Man kan roligt regne med, at alt dette ikke bare er ord, fastslår han:

»Ingen kan sige om mig, at jeg bare snakker. Hvis jeg nævner noget, bliver det gjort.«

Skulle lære sproget

Han skruer tiden tilbage til sin barndom.

»Jeg var 10 år gammel, da vi rejste til Danmark. Da vi kom til Ålsgårde, fik vi at vide af vores far, at vi kun måtte være sammen med dansksprogede børn, indtil vi havde lært sproget. Han havde været her længe nok til at vide, at det med at kunne sproget er det vigtigste for at kunne gebærde sig i dette samfund. Efter seks måneder kunne vi flydende dansk. Han er en klog mand,« siger Mehdi Avaz.

»Vi havde ikke råd til en skid, ingenting. Til en af mine fødselsdage købte min mor en buket blomster a la en buket fra Netto til 20 kr. Da hun kom hjem, delte hun den i tre, fordi mine brødre også skulle have noget. Jeg blev så ked af det – ikke fordi gaven var for lille, men fordi jeg blev så skuffet over og ked af, at den gave, som hun havde købt til mig, skulle deles. Det er et tydeligt minde. Mine forældre var ulykkelige, fordi vi ingenting havde. Det var hårdt.«

Det var også, fordi forældrene prioriterede benhårdt. Deres tre drenge kom på privatskole, for det betød alt, at de skulle have en uddannelse.

»Milad er uddannet cand.merc. inden for strategi og branding og arbejde i investeringsfonde. Misam er uddannet inden for salg, og jeg er handelsøkonom. Det var jo godt, men vi bruger ikke vores uddannelse,« smiler han, der også var tæt på at komme på Hamburger University i USA, efter at han havde arbejdet på en burgerbar.

»Hele min forretningssans kommer fra McDonald’s.«

Et kamera satte en ny retning

Men sådan blev det ikke, for Mehdi Avaz havde købt et kamera, tog en masse billeder og fandt ud af, at hvis han drejede på knappen, kunne han også filme. I 2011 vandt han en fotokonkurrence, blev ambassadør for Canon med tilhørende fotoudstyr.

»Min først film var en DJ Alligator-video i silende regn. Jeg blev bedre og bedre til det, og efterhånden gik op for mig, hvad jeg ville: lave store, tunge dramafilm. Fortælle en historie, der fik folk til at tænke over deres hverdag,« siger han.

»Det gjorde jeg selv. En dag vågnede jeg op sådan: Kender jeg mig selv? Jeg havde aldrig prøvet at være alene. Så jeg slog op med min kæreste og skrev til en musikproducer i Los Angeles for at høre, om de kunne bruge en til at lave musikvideoer. Han så på noget af det, jeg havde lavet, sagde ja, og så drog jeg af sted.«

»Hvor er jeg heldig«

Han kom hjem som en mand, der kendte sig selv.

»Vores forældre har givet os tre brødre en fantastisk opvækst, og vi har betalt tilbage med respekt og kærlighed og passer på dem nu. Vi har været meget fokuseret på ikke at skuffe min far, som tog det svære valg at flygte i håbet om en bedre fremtid for os alle. Hvis man er bevidst om, at man ikke må skuffe sine forældre, går man direkte efter bøgerne og efter at skabe en fremtid, hvor de kan blive stolte.«

Mehdi Avaz tænker over det, når han kigger ud ad vinduet, ud over havnen og Aarhus Bugt, og sætter gerne ord på sine tanker.

»Hvor er jeg heldig. Jeg er ret tilfreds med mit liv. Jeg har to dejlige drenge med min skønne kæreste, og jeg har friet til hende. Når man igen kan holde en dejlig fest, skal vi giftes. Jeg har fået skabt mig en karriere på kort tid, ved, hvad jeg skal lave de næste mange år og har stadig et mål om, at hver gang jeg laver et projekt, vil jeg gerne være med til at ændre noget,« konstaterer han.

Han har mere på hjerte.

»Jeg har en kæmpedrøm om en dag at arbejde sammen med Leonardo DiCaprio. Eller Sean Penn. Det ville jeg virkelig gerne. Mads Mikkelsen – også vildt gerne. Ham spørger jeg, når jeg en dag har en Oscar-dramafilm,« smiler han.

»Alle siger, at i Hollywood kan drømme blive til virkelighed, men efter min mening er det i Danmark. Det er verdens skønneste land.«