20.000 krabber og en pris 40 år senere
Skou fik sin Nobelpris i 1997 – 40 år efter han opdagende natrium-kalium-pumpen.
I sit arbejde tog Jens Christian Skou udgangspunkt i de særligt store nerveceller, som krabber har i benene. Gennem flere år foretog han laboratorieforsøg med op mod 20.000 krabber. Forsøgene førte til en videnskabelig artikel, hvor han viste, at der findes en pumpe, der opretholder balancen mellem celler og vævsvæske.
»Natrium-kalium-pumpen er et livsvigtigt enzym, som findes i hver eneste af kroppens celler. Pumpen sidder på overfladen af cellen – i cellemembranen – og pumper hele tiden løs af nogle positivt ladede partikler, som kaldes kaliumioner (K+) og natriumioner (Na+),« som videnskab.dk mundret forklarer det.
Artiklen var en Nobelpris værd, men i starten vakte den ikke stor opsigt. Reaktionerne var få og beherskede, måske fordi Jens Christian Skou ikke klart understregede sit budskab om ATP-enzymets funktion i cellen.
Men senere blev videnskabsfolk opmærksomme på, at der var tale om helt afgørende grundforskning, til forståelse af hvordan celler arbejder og fungerer.
»Vores far var meget dedikeret til sit arbejde. I mange år anede vi ikke, at han tidligere havde været indstillet til en Nobelpris, og da vi fandt ud af det, affærdigede han det bare med, »at det var rigeligt og mere end nok for mig«. Så det gjorde ham bestemt ikke noget, at der faktisk var gået 40 år fra hans opdagelse, til han fik Nobelprisen. For prisen kom til at fylde så meget, at det tog tid fra det, han fandt vigtigt, nemlig forskningen. Han var ikke så vild med at være kendt i offentligheden, men vænnede sig til det,« siger Hanne Skou.
Så sent som i 2015 – som 96-årig – fik Skou sin sidste videnskabelige artikel publiceret i tidsskriftet Journal of Psychiatric Research.