Fortsæt til indhold
Aarhus

Nye restriktioner får ikke stor betydning for butikker

Hos to af de aarhusianske forretningsdrivende, der fortsat må holde åbent trods restriktioner, får de nye stramninger af bl.a. afstandskravet ikke den store betydning.

Regeringen strammede tirsdag endnu en gang coronarestriktionerne, og det fik denne gang betydning for indretningen af de få detailbutikker – herunder dagligvareforretninger – som fortsat må holde åbent.

Fremover skal det således være muligt for alle kunder at holde to meters afstand, når man passerer hinanden i supermarkederne eller hos bageren.

Vi har allerede klistermærker på gulvet med to meters afstand, og dem stiller folk sig rigtig fint på.
Tine Lajer Petersen, ejer, Schweizerbageriet

For uddeler i Superbrugsen i Jægergårdsgade i Aarhus C Martin Nørgaard betyder de nye restriktioner, at butikken skal indrettes på ny.

»Som udgangspunkt ændrer det ikke så meget i butikkerne, da vi siden nedlukningen i marts har haft skilte på jorden, der opfordrer kunderne til at holde afstand, og de er lagt med to meters afstand. Selv om afstanden i sommer blev sat ned til en meter, beholdt vi mærkerne,« lød reaktionen fra Martin Nørgaard, kort tid efter at tirsdags pressemøde var slut.

Tirsdag eftermiddag afventede uddeleren yderligere detaljer fra ledelsen om, præcis hvordan medarbejderne skal forholde sig til de nye restriktioner. Han forudså dog allerede på det tidspunkt, at vækkeuret ville ringe tidligt onsdag morgen.

»Vi skal nok fjerne nogle af de udstillinger og kølere, der er mobile, for at få mere luft og rum, så kunderne kan være der uden at gå oven i hinanden. Vi er så heldige, at vi først åbner kl. otte i morgen tidlig, så vi må møde kl. fire eller fem, så vi kan nå meget, inden vi åbner,« forklarede han.

Ingen ommøblering i bageriet

Tine Lajer Petersen ejer Schweizerbageriet på M.P. Bruuns Gade og har ligeledes været en af de heldige, der har kunnet tage imod kunder trods strammere og strammere restriktioner. Og med de nyeste stramninger kan hun fortsat holde åbent.

»Vi har allerede klistermærker på gulvet med to meters afstand, og dem stiller folk sig rigtig fint på. Folk er både gode til at komme ind i butikken en ad gangen og til at holde afstand. Vi synes, det er fantastisk, at folk bakker os op,« lød det fra Tine Lajer Petersen umiddelbart efter pressemødet.

Hun vurderede dog ikke, at der skal rykkes rundt på indretningen i butikken, som det er tilfældet i Superbrugsen.

»Vi har to indgange, så folk kan komme naturligt forbi hinanden. Vi er ikke ”coronapolitiet”, men vi guider folk rundt og har tre kasser åbne, så folk kan føle sig trygge. Vi har længe været forberedt på det med mærker og sprit,« sagde hun og understregede, at den kendte Aarhus-bager »føler sig enormt privilegeret« over at være en af de få, der må holde åbent.

»Vi har jo med fødevarer at gøre, så hver gang der er blevet indført nye restriktioner, har vi fået bekræftet, at vi har fået lov til at holde åbent – og det håber vi fortsætter.«

Selv om corona-anbefalingerne har fået mange arbejdsgivere til at sende medarbejdere hjem til hjemmekontoret, har det ikke haft den store negative effekt hos Schweizerbageriet.

»Det er klart, at trafikken i Aarhus er mere begrænset, fordi folk arbejder hjemme og ikke kommer ind til byen. Ikke desto mindre kommer folk ind til os og køber brød og kage, som de skal hygge sig med nu, hvor de er hjemme,« sluttede hun.