Kilebo: Tilsyn varsler skrappe påbud
Forholdene på bostedet Kilebo er så mangelfulde og bekymrende, at bostedet ikke leverer den fornødne kvalitet, fremgår det af Socialtilsyn Midts påtænkte afgørelse.
Der skal rettes gevaldigt op på forholdene på Bosted Kilebo i Tilst, hvis døgninstitutionen skal fortsætte som botilbud. Det fastslår Socialtilsyn Midt, som har ansvaret for at godkende og føre tilsyn med sociale tilbud. Samtidig har tilsynet varslet, at Kilebo fremover vil være under skærpet tilsyn.
I Socialtilsynets såkaldt påtænkte afgørelse fra begyndelsen af november fremgår det bl.a., at Aarhus Kommune skal udarbejde en handlingsplan, som sikrer, at borgerne på Kilebo, der er døgninstitution for 36 voksne, der er udviklingshæmmede eller har autisme, trives.
»Socialtilsynet vurderer, at borgernes trivsel er i alvorlig fare, hvilket særligt kan tilskrives, at de ikke i tilstrækkeligt omfang mødes af kendte medarbejdere med tilstrækkelige kompetencer og indsigt i borgernes liv,« skriver tilsynet til Sociale Forhold og Beskæftigelse, Aarhus Kommune.
Tilsynet, der endnu ikke har truffet sin endelige afgørelse i sagen, vil også have Aarhus Kommune til at lave en handlingsplan for, hvordan det sikres, at beboerne på Kilebo fremover ikke udsættes for vold.
»Det er meget slemt. Det har vi længe vidst fra pårørende til beboere på Kilebo. Nu har Socialtilsyn Midt verificeret forholdene, men egentligt burde det ikke være nødvendigt. Rådmand Kristian Würtz burde have reageret på de mange henvendelser, som han har fået fra pårørende,« siger Anne Kjeld Pedersen, formand for Lev Aarhus, der er en privat landsdækkende forening for udviklingshæmmede og pårørende.
Sagen om Kilebo startede med en anonym indberetning fra en medarbejder, der bl.a. anklagede en mandlig medarbejder for at begå voldelige overgreb på en 23-årige autistisk beboer. I indberetningen blev ledelsen på Kilebo anklaget for at lukke øjnene til trods for adskillige henvendelser om overgrebene.
Kristian Würtz (S) anerkender, at der er strukturelle problemer på Kilebo, som skal tackles. Rådmanden vil imødekomme de påtænkte påbud fra Socialtilsyn Midt med at splitte bostedet op i to enheder.
»Løsningen af de kvalitetsproblemer, som tilsynet peger på, findes ikke mindst i en rekonstruktion af Kilebo. Set i bakspejlet havde det været bedre at have været nået til den konklusion noget tidligere, men jeg mener, at vi har håndteret det korrekt,« siger Kristian Würtz.
Socialtilsyn Midt skriver i sin påtænkte afgørelse, at tilsynet fortsat modtager mange henvendelser i sagen.