Fortsæt til indhold
Aarhus

Skoleudsættelse står til at blive langt nemmere

Andelen af skoleudsatte børn er mere end halveret på ti år. Nu står forældre til at få mere magt over, om deres børn skal begynde et år senere i skole.

Som udgangspunkt skal forældres ønske om at udsætte skolegangen for deres børn imødekommes.

Færre og færre børn får skoleudsættelse, men det betyder ikke, at vores børn er blevet mere skoleparate.
Thomas Medom (SF), rådmand for Børn og Unge, Aarhus Kommune

Det bliver virkeligheden i de aarhusianske folkeskoler fra det kommende skoleår, hvis politikerne på byrådsmødet onsdag følger anbefalingen fra Borgmesterens Afdeling og Magistraten.

»Byrådet henstiller til skolelederne, at de fremover som udgangspunkt imødekommer forældres ønske om skolegangsudsættelse. Skolelederen skal således vurdere, om der er særlige forhold ved barnet, der gør, at skolegangsudsættelsen trods forældrenes ønske ikke bør godkendes, hvor forældres vurdering af deres barns skoleparathed indgår som et helt væsentligt element,« står der i forslaget fra Børn og Unge.

Svær skolestart

En skoleudsættelse medfører, at et barn først optages i 0. klasse det år, hvor barnet fylder 7 år. I Aarhus Kommune er det skolelederen på barnets distriktsskole, der træffer afgørelsen om en skolegangsudsættelse.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at andelen af børn, der skoleudsættes, er faldet fra 13,2 til 6 pct. fra skoleåret 2009/2010 til 2019/2020. Børne- og ungerådmand Thomas Medom (SF) forklarer, at Aarhus følger landstallene og glæder sig over, at et politisk flertal har tilkendegivet opbakning til at give forældre mere indflydelse på deres børns skolegang.

»Færre og færre børn får skoleudsættelse, men det betyder ikke, at vores børn er blevet mere skoleparate. Undersøgelser viser, at en ikke ubetydelig del af børnene har en svær skolestart,« siger Thomas Medom, der vurderer, at nogle skoler i Aarhus har et godt samarbejde med forældre om, hvornår børnene skal begynde:

»Men der er eksempler på skoler, hvor der træffes afgørelse uden dialog med forældre. Nu lægger vi op til et endnu bedre samarbejde omkring, hvornår børn skal begynde i skole og flytter kompetencen over til forældre.«

Lederforening bekymret

I en forudgående høring for forslaget er der kommet syv svar.

Aarhus Skolelederforening anerkender de gode intensioner i forslaget, men bifalder ikke idéen om, at skolelederne får besked på at imødekomme forældrene.

»Aarhus Skolelederforening er bekymret for den uklarhed, det giver, hvis byrådet giver forældre indtryk af, at de har en retsstilling, der ikke er belæg for i folkeskoleloven,« skriver foreningen.

Bupl Århus, to handicaporganisationer og Aarhus Forældreorganisation er til gengæld begejstrede.

»Som vi ved, kommer vi ingen vegne uden forældrenes opbakning. For os er det afgørende, at alle parter tager afsæt i, at forældrene kender deres børn bedst,« skriver forældreorganisationen.