Magasin har åbnet en blomsterhandel ved åen
Magasin Flowers sælger friske blomster fra Holland til faste priser.
Lørdag åbnede Magasin Flowers en ny blomsterhandel i hjørnet af stormagasinet ved Immervad. Det skete med et væld af blomster og mange kunder, som tog godt imod det nye tilbud.
»Det var en fuldstændig vild dag. Aarhusianerne er utroligt positive og siger til os, at blomster er en god måde at sende søde hilsner på i denne coronatid,« siger Majken Vigh-Larsen, der er den ene af to medindehavere.
Hun er et kendt ansigt i det aarhusianske butiksliv og har tidligere været med til at drive Victoria, Vic Shop, Sand og Paustian.
»Vi solgte på åbningsdagen lige så meget, som man gør på mors dag, der er en af årets allerstørste blomsterdage,« fortsætter hun.
Faste priser
Magasin Flowers har et helt enkelt koncept med faste priser. Blomsterbutikken binder også buketter.
»Vi henter friske blomster direkte fra auktionerne i Holland, så vi altid har det friskeste og nyeste,« siger Majken Vigh-Larsen.
Medejer Per Ellegaard er daglig leder af Magasin Flowers.
»Per har altid arbejdet med indretning og detail og er ekspert i æstetik og farvesammensætning. Han arbejder med blomster på en skæv og kantet måde, der giver buketterne sjæl og personlighed,« mener Majken Vigh-Larsen.
Per Ellegaard har tidligere bygget messer på Formland og drevet Villa Collection, som lå i Østergade i Aarhus.
Som i København
Magasin Flowers åbnede sin først butik på Nytorv i København i august 2019 med stor succes. Nu er der også en i Lyngby og fra i lørdags i Aarhus. Den var egentlig planlagt til at åbne allerede i februar, men så lukkede corona samfundet ned.
I mellemtiden har Magasin fået tilladelse fra Aarhus Kommune til at bygge en lille butik over for Magasins udgang ved Immervad. Den bliver bygget som en træbeklædt container, der får indgang over for stormagasinet.
»Butikken er ikke helt klar endnu, så lige nu sælger vi blomster på gaden under en række parasoller. Simpelthen fordi vi kunne ikke vente med at komme i gang, da vi fik kommunens tilladelse,« siger Majken Vigh-Larsen.
Magasin Flowers i Aarhus har de samme åbningstider som Magasin, så man kan købe friske blomster fra morgen til aften alle ugens syv dage.