Sortandeaften i mørket på terrassen
I løbet af kort tid noterer jeg mindst 10 overtrækkende flokke af sortænder. Samt en håndfuld krikænder, en grønbenet rørhøne, de obligatoriske vindrosler og – ikke mindst – et par fløjlsænder.
Det er april, det er aften, og det er mørkt! Efter en uges halvkølig, men klar østenvind, der har tørret landet godt og grundigt ud, er vinden nu lusket om i vest. Derfor har jeg sat mig på terrassen med… nåja, med computeren, med en whisky og rigeligt med tøj. Det kan godt synes lidt sært at sidde udendørs og arbejde, når man ikke kan se en hånd for sig. Men der er en god grund til det: Jeg venter. Og lytter. Lidt Chuck Norris-agtigt.
Hvis man som sortand har en egenhastighed på 70 km/t. og oplever en bidende kold modvind fra øst på 30 km/t., kommer man ikke langt i livet. Nej, medvind er at foretrække.
Det er nemlig på sådanne aftener, at der kan komme lyde oppe fra himlen. Natuglen giver ganske vist et enkelt tud nede fra skoven, og de butsnudede frøer kvækker i havedammen, men det er fuglene oppe under himlen, som dominerer. De mange tusinde vandfugle, som har overvintret ude på Nordsøen og i Vadehavet, skal nemlig snart hjem til yngleområderne på den sibiriske tundra, og frem for at flyve hele vejen op omkring Skagen vælger mange af dem at krydse Jylland på turen østover.
De gør det imidlertid ikke når som helst. De gør det, når der er månelys, og når vinden er vestlig. Hvis man som sortand har en egenhastighed på 70 km/t. og oplever en bidende kold modvind fra øst på 30 km/t., kommer man nemlig ikke langt i livet. Nej, medvind er at foretrække, når man skal langt, og det er derfor, jeg sidder klar i aften. Lyttende, lyttende … og dér, kl. 22:02: ”gyv-gyv, gyv-gyv-gyv, gyv-gyv”. Så er der sortænder! I løbet af kort tid er himlen fyldt med kaldende sortænder. Jeg kan ikke se en bønne, men fuglene kommer så lavt, at jeg faktisk kan høre deres vingeslag, og deres kurs er stik øst. Hjem til skærgården eller til Sibirien. Det er altså uhyre stemningsfuldt at være vidne til.
Man kan spørge sig selv, hvorfor i alverden fuglene flyver om natten, men forklaringen er den enkle, at der er mindre vind, og at luften er køligere, så fuglene ikke bliver overophedet af den krævende fysiske aktivitet. Det eneste, der kommer i vejen for de nattrækkende fugle, er faktisk byernes lys, der ofte forvirrer dem mere, end godt er. Så ender de med at flyve rundt i ring, mens de kalder febrilsk på hinanden. Sortænderne virker dog meget målrettede; de ved godt, hvor hjem ligger, og det er ikke i Midtjylland!
I løbet af kort tid noterer jeg mindst 10 overtrækkende flokke af sortænder. Samt en håndfuld krikænder, en grønbenet rørhøne, de obligatoriske vindrosler og – ikke mindst – et par fløjlsænder. Og jeg er helt sikker på identifikationen; på xeno-canto.org kan man nemlig høre alle stemmerne, mens de samtidigt lyder oppe fra himlen. Fagre nye fugleverden. Men jeg må hellere i seng, for jeg skal op om blot seks timer. Selvfølgelig for at se på fugle.