Fortsæt til indhold
Aarhus

Aarhus-forskere vil bygge kunstig hjerne

Et forskningsprojekt skal udvikle et helt nyt slags computersystem, der efterligner den måde, menneskets hjerne er opbygget på. Væk med CPU'er og hukommelseslager, ind med kunstige neurale netværk, der kan øge ydeevnen med op til 100.000 gange sammenlignet med moderne supercomputere.

JP Aarhus

Forskere fra Aarhus Universitet har netop modtaget 33 mio. kr. (4,4 mio. euro) fra EU til et projekt, der kan få vidtrækkende konsekvenser for fremtidens computerteknologi.

Målet er at udvikle et såkaldt neuromorfisk computersystem (NCS) som ny kunstig intelligens-hardware (ai-hardware), der kan rammesætte ai-software i et fysisk system, der er bygget som en menneskehjerne.

Et sådant setup har potentiale til at forbedre ydelsen af selv topmoderne computersystemer med op til 100.000 gange.

»En række nylige videnskabelige gennembrud inden for spintronik har medført, at vi i dag mener, at vi er i stand til at skabe en kunstig hjerne; et neuromorfisk computersystem, der efterligner hjernens synapser og neuroner i et neuralt netværk, der giver helt nye muligheder inden for eksempelvis kognitiv computing,« siger ekspert i integreret elektronik, lektor Farshad Moradi fra Institut for Ingeniørvidenskab, Aarhus Universitet.

Projektet, der går under navnet SpinAge, koordineres af Farshad Moradi og får deltagelse af et internationalt hold af forskere.

Projektet vil gøre fuldstændigt op med den normale måde at bygge computere på via integrerede kredsløb og i stedet anlægge en ny hardwarestrategi, der udelukkende fokuserer på hjernens opbygning med neuroner, synapser og neurale netværk.

»Vores hjerner fungerer fundamentalt anderledes end traditionelle computersystemer. Man har allerede udviklet forskellige former for hjerneinspirerede processorer, men vi sigter på mere end bare processorerne. Vi vil bygge en helt ny form for system, en helt ny samlet platform, der ligesom hjernen kan udføre ekstremt komplicerede funktioner meget hurtigt og med meget lille energiforbrug,« siger Farshad Moradi.

Særligt energiforbruget er af stor interesse, for det anses som den væsentligste barriere for fremtidens kunstige intelligens. Og det er netop grunden til, at man vil kopiere opbygningen af den menneskelige hjerne, da den besidder enorm regnekraft, men forbruger ganske lidt energi.

Målet med projektet er at mindske energiforbruget i moderne computersystemer med mindst en faktor 100.

Projektets partnere er: Aarhus Universitet, Politechnico de Milano (Italien), International Iberian Nanotechnology Laboratory (Portugal), NanOsc AB (Sverige), Tyndall Institute (Ireland), CSIC (Spanien) og Greifswald Universitet (Tyskland)