Fem nedslag i et langt politisk liv

1: Terror i Guldsmedgade

Natten til den 22. februar 1945 var den værste i Aarhus under Besættelsen. Den berygtede terrorbande Petergruppen satte med brandbomber gader i brand uden varsel. Tyskerne, der var dømt til at tabe, fandt, at danskerne også skulle mærke, hvad krig var.

Derfor blev Guldsmedgade og Nørregade forvandlet til et inferno, og livet kunne den nat være endt for den 18-årige malerlærling Thorkild Simonsen:

»Jeg blev kastet ud af sengen ved de første eksplosioner, og ruderne blev knust.«

Thorkild Simonsen boede på et lejet værelse i Guldsmedgade 1 øverst oppe i det store kompleks, der strakte sig fra Klostertorvet gennem Guldsmedgade til Klostergade. En del af ruinerne blev fjernet, og Føtex-komplekset blev opført på stedet. Tilbage er kun den del, hvor Thorkild Simonsen boede, og hans vinduer vendte ud mod Klostertorvet. Han har tidligere fortalt:

»Da jeg lå på gulvet, havde jeg ingen anelse om, hvad der var sket. Jeg skyndte mig ind til Harald og Krista, der boede i lejligheden, men de var helt forvirrede. Jeg løb ned ad trappen, og det skulle jeg måske ikke have gjort uden at tage dem med. Jeg kom tilbage senere. Det var en trætrappe, og den lå op til nr. 3, hvor det brændte. Man kunne sagtens mærke varmen.«

På gaden var alt kaos og knust glas. Endnu så han ikke andre mennesker i gaden. Flammerne stod ud fra ejendomme, hvor der havde været placeret bomber, og der lød skrig.

På det lille taxakontor på Klostertorvet, spurgte han, om der ikke var sendt bud efter brandvæsenet og Falck.

Det var der, sagde de, men hjælpen blev holdt tilbage.

Der blev også straks sendt bud efter assistance, og i løbet af natten ankom mange brandfolk for at hjælpe.

Selv var Thorkild Simonsen i gang med få folk ud af lejlighederne. Mange turde ikke åbne døren, fordi de så flammer gennem vinduerne.

Han vendte tilbage til sit værelse, og nu var Harald og Krista faldet til ro og parate til at forlade lejligheden. Thorkild Simonsen bar sønnen John ned.

Thorkild Simonsen bistod til fire-femtiden om morgenen. Alligevel huskede han ikke, at han var bange den nat.

»Det lød mærkeligt. For der kunne jo også have ligget en bombe i nr. 1.«

Thorkild Simonsen sagde selv, at det ikke var verdens sikreste sted at opholde sig, men nok det varmeste.

Senere boede han hos en kammerat i Saltholmsgade. Han var stadig chokeret og turde ikke gå tilbage til Guldsmedgade.

Branden udviklede sig til den største i Aarhus nogensinde, og i flere døgn kæmpede hundredvis af brandfolk mod flammerne. Det lykkedes at begrænse branden, så den ikke raserede det nærliggende latinerkvarter. Syv mennesker omkom.

2. Ildsjæl bag kateteret

Thorkild Simonsen sled for at blive lærer. Han havde ikke selv mange års skolegang bag sig, da han blev malerlærling i faderens firma i Vendsyssel.

Men han ville mere, og efter Besættelsen tog han først på højskole i Haslev på Sjælland og siden til Ribe, hvor der lå et statsseminarium.

I 1953 blev han ansat ved Aarhus Kommunale Skolevæsen på N.J. Fjordsgade Skole.

Skolen havde et dårligt ry. Eleverne var uvorne, men den nye, unge lærer tog det ikke bare til efterretning. Han søgte en forklaring og besøgte elevernes hjem for at tale med forældrene.

I mange hjem var der store sociale problemer, erfarede den unge lærer, som fik styr på eleverne. Nogle af de værste rødder var umulige at nå i faget kristendom, så de fik lov at spille kort i timerne, hvis de til gengæld undlod at forstyrre undervisningen.

Et par år senere blev Thorkild Simonsen tilknyttet erhvervsvejledningen og fik kontakt til unge mennesker, som han rådede, inden de kom ud på arbejdsmarkedet.

Selv fik han også i 1961 nyt job som viceskoleinspektør på Brobjergskolen. Samme år kom han i menighedsrådet i Christians sogn.

I 1964 blev han skoleinspektør på Brobjergskolen og samtidig formand for Aarhus Lærerforening. Det var usædvanligt, men lærerne anså ham for den bedst egnede, og Thorkild Simonsen tog snart initiativ til at samle Aarhus Lærerforening og Aarhus Lærerindeforening. Det lykkedes, og Thorkild Simonsen var, indtil han blev medlem af byrådet, foreningens energiske formand.

Da han blev rådmand for skole og kultur, sad han overfor sine gamle bestyrelseskolleger og skulle begrunde, hvorfor de forslag, han selv havde fremsat som lærerformand, alligevel ikke kunne gennemføres.

3: Ung mand til tops

Thorkild Simonsen var heldig, da han i 1966 blev medlem af byrådet, at borgmesteren hed Bernhardt Jensen.

Den tidligere skolerådmand havde allerede bemærket Thorkild Simonsen, der kom i lære som politiker.

Nye medlemmer blev ellers normalt placeret bagerst med besked på at holde mund, lytte og lære. De første fire år, de var medlemmer af byrådet, skulle de helst ikke sige noget, men sådanne uskrevne regler passede ikke til Thorkild Simonsen. Hans lyst til at prøve grænser af var for stor.

»Bernhardt havde sympati for de yngste medlemmer,« har Thorkild Simonsen fortalt.

»Når han holdt møde i forstæderne forud for kommunalreformen i 1970, inviterede han somme tider mig med. Der var larm, for alle dem uden for Aarhus ønskede jo ikke at blive lagt sammen med Aarhus. Bernhardt veg ikke en tomme fra det, han mente, når han talte for disse sognerådsmedlemmer.«

Thorkild Simonsen var i 1970 med til at koordinere Socialdemokratiets første valgkamp i den nye storkommune.

Valget blev en triumf og sikrede Socialdemokratiet absolut flertal.

»Det bedste kort på liste A i 1970 var uden sammenligning borgmester Bernhardt Jensen. Han opnåede 20.035 personlige stemmer. Et uhørt højt tal, for i de år stemte vælgerne sjældent personligt,« erindrede Thorkild Simonsen.

Nogle i partiet mente, at det gik lige lovlig stærkt for det unge medlem, og de fik endnu mere at forarges over, da konstitueringen i Socialdemokratiets byrådsgruppe fandt sted.

At Thorkild Simonsen virkelig var en ”springer”, viste sig, da han sagde ja til at kandidere om en rådmandspost mod en siddende rådmand.

Det var en selvfølge, at Bernhardt Jensen skulle være borgmester. Orla Hyllested blev socialrådmand, og nu rørte de nye medlemmer fra forstæderne på sig, da posten som skole- og kulturrådmand skulle besættes. 4. afdeling var populær, og gnavpotten Rudolf Jensen havde beklædt rådmandsposten i 12 år uden ligefrem at imponere.

»Skal I have det hele herinde i Aarhus? I er kun syv, og vi udgør 10 medlemmer af gruppen,« spurgte de nye byrådsmedlemmer fra forstæderne.

Derpå bad Walter Lund, en arbejdsmand fra Viby, om ordet:

»Jeg synes, vi skal foreslå Thorkild Simonsen som rådmand!«

Resultatet var givet, og Thorkild Simonsen var glad for, at Rudolf Jensen aldrig bebrejdede ham udfaldet.

»Jeg skulle måske have været så fair og sagt til mig selv: ”Nej, det vil du ikke være, men sådan er man jo ikke i politik. Jeg ville godt være rådmand, men jeg havde ingen planer om at blive det.«

Den gamle fagforeningsmand Rudolf Jensen var svækket efter valget og stod godt for hug, som det hedder i sagaerne. Med blot 145 personlige stemmer ved valget i 1970 var han tæt på slet ikke at komme i byrådet.

4: Musikhusets store fortaler

Det var Thorkild Simonsens fortjeneste, at Aarhus fik sit musikhus. Som kulturrådmand 1970-1981 var han den store indpisker.

I årtier havde politikerne i Aarhus lovet, at byen ville etablere gode vilkår for musikken. Løftet blev aldrig opfyldt. Det ene fornemme projekt efter det andet blev arkiveret.

Lige indtil Thorkild Simonsen ved et møde på Scanticon kom til at sidde ved siden af professor Gustav Albeck, formand for byorkestret og tidligere frontfigur i Den Jyske Opera.

»Byen bør bygge et rigtigt musikhus, og det bør ligge på kasernearealet,« sagde professoren til rådmanden.

Frøet var sået, og på et senere velbesøgt borgermøde i Rådhushallen om den tidligere kaserne blev der talt varmt for et musikhus. Andre ønskede det ledige område udlagt som park og trafikken ført under Frederiks Allé. Endelig havde et hotel- og kongrescenter sine fortalere.

Byen fik næsten det hele foruden et kunstmuseum, men det holdt hårdt.

Debatten rasede i byen i 1970’erne, men det endte med, at byrådet lod rådmændene Thorkild Simonsen og Olaf P. Christensen udarbejde rammerne for en indbudt arkitektkonkurrence.

Kommunister, konservative, et flertal i Socialdemokratiet, det ene radikale medlem, Inger Lillelund, samt SF og VS gik ind for et musikhus, men da SF og VS opdagede, at der ikke var enighed i Socialdemokratiet, blev de to partier modstandere.

For at skabe enighed i den socialdemokratiske gruppe måtte Thorkild Simonsen bruge sine overtalelsesevner i forhold til formanden for den socialdemokratiske byrådsgruppe, Bernhardt Nielsen – kendt som ”Lille Bernhardt”.

Denne var hverken udtalt modstander eller varm tilhænger af projektet, men det ændrede et frokostmøde mellem gruppeformanden, rådmanden, den senere kommunaldirektør Poul Erik Jensen og Gerhardt Nielsen, der var chef for Danmarks Radios provinsafdeling. Gerhardt Nielsen kunne fortælle, at DR planlagde at sende fra huset, og Bernhardt Nielsen skiftede holdning.

Den 7. januar 1976 var musikhuset sag nr. 45 på byrådets dagsorden, og spændingen var intens.

Thorkild Simonsen holdt en varm anbefalingstale for et musikhus, Olaf P. Christensen bakkede op, og Bernhardt Nielsen kunne så meddele, at en enig socialdemokratisk byrådsgruppe gik ind for musikhuset.

Lettelsen var enorm i byrådssalen. 23 af 28 tilstedeværende stemte for, to var imod, og tre afstod fra at stemme.

»Ved byrådsmødet 2. december 1976 vedtog byrådet at gennemføre en lukket, indbudt arkitektkonkurrence,« fortalte Thorkild Simonsen siden.

Friis og Moltke, Kjær og Richter, C.F. Møllers tegnestue, Salling-Mortensens tegnestue og Erik Møller, København, blev indbudt.

Dommerkomiteen bestod af borgmester Orla Hyllested, rådmændene Thorkild Simonsen og Olaf P. Christensen, formanden for teknisk udvalg, Inger Lillelund, og formanden for det kulturelle udvalg, Aksel Rasmussen. Desuden var stadsarkitekt Sven Pedersen og tre arkitekter tilknyttet.

Ved det afgørende møde på Sct. Annagades Skole den 19. august 1977 var Orla Hyllested forsinket af et andet møde og træt, da han ankom.

Inger Lillelund førte borgmesteren til den model, som resten af dommerkomiteen var enig om.

Borgmesteren fik også at vide, at han burde gå ind for musikhuset, »for nu kører toget«.

Hyllested var med, og Kjær og Richters projekt blev enstemmigt udpeget som det bedste.

Thorkild Simonsen lagde aldrig skjul på den store andel, som Inger Lillelund, Aksel Rasmussen og Olaf P. Christensen havde i beslutningen.

5: Indenrigsminister

»De to år, fire måneder og tre dage helt præcist som minister var nogle af de mest spændende i min politiske karriere.«

Sådan karakteriserede Thorkild Simonsen sin ministertid. Som indenrigsminister med ansvar for flygtninge og indvandrere var han ofte i brændpunktet.

Men han mødte andre spændende mennesker, og Thorkild Simonsen huskede oplevelserne.

Hvem andre har haft Vladimir Putin som opvarter og personlig assistent i tre dage?

Det var under et besøg i venskabsbyen Skt. Petersborg i 1991, at Aarhus-borgmesteren fik hjælp af sin senere så berømte assistent.

Hjemme nikkede han siden til sin ven Putin, når denne i tv betrådte verdensscenen.

Thorkild Simonsen erfarede forskellen på lokal- og landspolitik, da han den 20. oktober 1997 blev indenrigsminister i Poul Nyrup Rasmussens regering. I kommunerne skulle der skaffes resultater. På Christiansborg blev der fokuseret på uenigheden.

Let var det ikke at forsøge at få ro om det besværlige udlændingespørgsmål, og den radikale regeringspartner gjorde det ikke ligefrem lettere.

Ministertiden sluttede den 23. februar 2000.

Thorkild Simonsen mødte mange spændende mennesker, han satte højt.

Sydafrikanske Nelson Mandela var favoritten:

»Ved et særligt arrangement sad jeg ved et bord og spiste frokost sammen med Nelson Mandela, Poul Schlüter, Uffe Ellemann-Jensen, Svend Auken, Lilli Gyldenkilde og Marianne Jelved. Man kunne se, at Mandela var ud over det almindelige. En mand, der kan gå ud efter så mange år i fængsel og tilgive sine bødler. Fantastisk,« forklarede Thorkild Simonsen.

Også pave Johannes Paul II hilste Thorkild Simonsen på i forbindelse med en kommunal kongres i Italien.