Man kan godt se, hvad myrernes konge er god til

Det var en stabel tømmer, som jeg meget længe havde haft kig på, som den stod stablet dér i vejkanten. Måske i over et år. Men så har jeg haft lidt for travlt med at komme på arbejde, eller også har jeg haft travlt med at komme hjem. Den anden dag havde jeg imidlertid rigeligt med tid, og bilen blev derfor parkeret i vejkanten, mens insektsuger, kamera og andet udstyr blev fundet frem. For i stabler af fyrretømmer kan der gemme sig en mængde spændende dyr. Og når man letter på barken, er det lidt ligesom at lette på låget på en skattekiste (og det har vi jo alle prøvet): Er der bid i dag? Det er akkurat lige så kildrende som en fisketur eller ved købet af en lottokupon. Man forventer måske ikke det store, men chancen for gevinst er trods alt til stede.

Jeg fik løsnet lidt bark, og det viste sig hurtigt, at der var en hel del at komme efter, nemlig intet mindre end myrernes konge. Herkulesmyren. Konge er måske så meget sagt, for der var nu godt nok tale om dronninger i vinterdvale. Adskillige af dem. Men det bliver de nu ikke mere imponerende af. Når man sammenligner med almindelige røde skovmyrer, er herkulesmyren nemlig enorm. Med en kropslængde på godt halvanden centimeter, en bagkrop med lange gule børster, et kæmpe hoved med nogle mindst lige så imponerende kindbarker er herkulesmyrens dronning ikke lige til at tage fejl af. Man kan godt se, hvad herkulesmyren er god til. Den æder sig gennem træ. Helst nåletræ, der godt må være af en vis alder.

Dette er den simple forklaring på, at herkulesmyren er enhver træhusejers skræk. Man opdager den ikke, før det er for sent. Som Skadedyrslaboratoriet skriver på deres hjemmeside om forebyggelse: Der er ingen. De dronninger, som i denne tid kan findes under barken, sværmede og parrede sig i efteråret med vingede hanner. Herefter smed de vingerne og satte sig stille og fredeligt til overvintring. Men til foråret vil de finde et velegnet stykke træ, f.eks. et ældre sommerhus, og så vil de etablere et bo dybt nede i træværket. Her opfostrer hun nu et lille kuld arbejdere, som hurtigt hjælper til med at opbygge et kæmpemæssigt samfund med måske 3.000 myrer.

Arbejderne findes i to forskellige størrelser. De små står for indsamling af føde og fodring af ungerne, mens de store naturligvis er soldaterne, der fungerer som vagtposter og forsvarer reden mod indtrængere. Herkulesmyren er dog generelt ikke særlig krigerisk, og et stort kobbel røde skovmyrer skulle således godt kunne få bugt med herkulesmyrerne. Men i de fleste tilfælde lever de nataktive herkulesmyrer ganske ubemærket, mens de langsomt underminerer træværket. For at det ikke skal være nok, kommer sortspætten ofte forbi myreinficeret tømmer for at tage for sig af retterne. En sortspætte på myrejagt splitter alt ad, og jeg har hørt rapporter om sommerhuse, der efter et myre- og sortspætteangreb er forvandlet til det rene pindebrænde.

Men så galt går det nu kun sjældent. Der er nemlig masser af nåletræ i vore skove, og det har nu nået en alder, hvor herkulesmyren sagtens kan arbejde i det. Så er der ingen grund til at kaste sig over sommerhuse. Arten findes i dag udbredt i det nordsjællandske, på Djursland samt især i Vendsyssel, men efter nogle års spredning virker den nu, som om den igen er i tilbagegang. Alligevel har jeg efterhånden truffet den rigtig mange steder i Molslandet, både ved Ebeltoft, i plantagerne samt i selve Mols Bjerge. Kig selv efter derude, men husk at lægge barken på plads igen.