Da blinde børn fandt en sjælden spætte
Også for blinde kan det være en stor oplevelse at komme ud i naturen.
Når man er i felten, er der mange ting, man tager for givet. Man kan kigge på fugle, planter, insekter og svampe, og hvis man ikke lige ved, hvilken art det drejer sig om, kan man tage et foto og få det identificeret, når man kommer hjem. Og blå anemoner er blå, myretuer er store og består af grannåle, viben har runde vinger og flakser af sted (og hurra for det – det begynder at lugte af forår), og bøgetræerne på vej ned mod Mølleåen er maleriske. Hvis man altså kan se.
Det er der nemlig nogle, der ikke kan. De er blinde, ikke bare sådan lidt, men for alvor, og den natur, der for mange af os primært opleves med synssansen, er for dem helt, helt anderledes.
Man kan stadig føle, smage, lugte og høre, men man kan ikke se misteldroslen og musvågen, man kan ikke se, hvor højt birketræet er, og de smukke landskaber er svære at begribe.
Da jeg kom hjem, blev jublen forvandlet til en sand ekstase, for på billederne kunne jeg se, at sortspætten var i færd med at udhakke et redehul.
Heldigvis er mennesket en benhård størrelse, der tilpasser sig til omstændighederne og får det allerbedste ud af tilværelsen. Det oplevede jeg for fire år siden, da jeg havde seks blinde børn på besøg på Molslaboratoriet. De havde ytret ønske om at komme med i felten sammen med deres synskonsulenter og en naturvejleder, og selv om vejret var koldt og ugæstfrit, kløede vi på og begav os ud i terrænet.
At naturvejlede blinde – eller ligefrem døvblinde, som jeg også har haft med i naturen – kræver, at man dropper alt det, man tager for givet.
Egetræets furede bark kan være en stor sanselig oplevelse, når man føler den, det samme kan mos og lav, og at stikke hænderne ind i en myretue er decideret spændende, når man ikke kan se krapylerne. Et muldvarpeskud kan også pirre følesansen, og at klatre i væltede træer og mærke på Mølleåens strømmende vand skal naturligvis også prøves.
Med andre ord var der rigeligt at opleve. Et af de forårstegn, som var fælles for alle, var fuglesangen, som i vintervejret var ganske begrænset. En spætmejse, lidt musvitter og sumpmejser og en forkølet gulspurv var det eneste lydlige udbytte af den første times tid.
På et tidspunkt spurgte en af deltagerne, hvad det var for en hakken, vi kunne høre. Var det en spætte? Jeg kunne ikke umiddelbart høre noget, man da jeg for alvor slog lyttelapperne til, afslørede tyngden i hakkene, at der måtte være tale om en sortspætte. Europas største spætte, næsten kragestor og med et næb, der kan lægge et træhus i ruiner i jagten på myrer og andre insekter, hvis bare den får tid til det.
Jeg spejdede efter dyret, hvilket nødvendigvis efterlod børnene lidt på sidelinjen, men da jeg endelig fik øje på den og fik taget en håndfuld fotos, kunne de let mærke på mig, at det var en fin fugl: Jeg jublede pænt højt.
Men da jeg kom hjem, blev jublen forvandlet til en sand ekstase, for på billederne kunne jeg se, at sortspætten var i færd med at udhakke et redehul. Og se, det var faktisk lidt af en sensation, for vi har aldrig før haft ynglende sortspætter på Molslaboratoriet.
Sortspætten er nemlig sjælden i Danmark med måske blot 200-300 ynglepar, og at et par ville slå sig ned på vore arealer, havde vi ikke turdet drømme om.
Men det giver selvfølgelig god nok mening, for der er masser af mad til spætterne – og masser af gamle træer, som de kan hakke huller i. At det så krævede et hold besøgende blinde børn at finde den, må jeg lære at leve med.