Vil du give 210 mio. kr. for at se, hvad klokken er?
Verdens højeste hammerslag på et armbåndsur faldt i november i Schweiz med et bud på 210 mio. kr.
Et sted i verden sidder lige nu en mand og ser – formentlig – på sit nye ur.
Han købte det på auktion i november sidste år i Geneve for 210 mio kr. og gjorde dermed sit ur til verdens dyreste. Det er fra den schweiziske urproducent Patek Philippe, som i forvejen er kendt for at producere de absolut dyreste ure.
Det hører med til historien, at det er et unikt Patek Philippe-ur i rustfrit stål, Grandmaster Chime ref. 6300, som er et ret kompliceret ur med to urskiver, 20 særlige funktioner og et ganske særligt, patenteret urværk. Den amerikanske rapper Jay-Z er blevet set med et lignende ur.
Paul Newmans eget ur
På auktionen i Geneve, Only Watch, var der tale om velgørenhed, så køberne var på forhånd indstillet på at give den en ekstra skalle, når de bød på urene fra – udover Patek Philipe – bl.a. Audemars Piguet, Hermès, Chanel og Louis Vuitton.
Hidtil har det dyreste ur, som er blevet solgt på en auktion, været den amerikanske skuespiller Paul Newmans eget ur, et Rolex Daytona, der i 2017 blev solgt på auktion for 17,8 mio. dollars – godt 120 mio. kr.
Her kan man tale om en meget kontant værdi af proveniens – et begreb, som man bruger i urbranchen, når man taler om ures oprindelse og den historie, de har med sig.
Samme begreb kommer nok på tale, hvis fodboldspilleren Cristiano Ronaldo engang sætter sit nye ur til salg. Da den portugisiske stjerne i december sidste år skulle modtage en pris som årets mandlige fodboldspiller ved Dubai Globe Soccer Awards i Dubai, var jakkeærmet ikke længere, end at man tydeligt kunne se en af hans seneste investeringer: et Rolex GMT-Master Ice-ur, der ifølge den britiske avis Daily Mail koster 3,3 mio. kr.
Det er i følge avisen det dyreste Rolex-ur, der nogensinde er lavet: Det er af 18 karat hvidguld og er samtidig belagt med hundredvis af små diamanter.