Fortsæt til indhold
Aarhus

Lagerrum og transport for hele familien Danmark

Uden Frode Laursens 740 røde lastbiler ville der være noget tomt på hylderne i butikkerne med dagligvarer herhjemme – og i de andre nordiske lande. Hinnerup-firmaet, der har haller i Hørning, startede for ca. 70 år siden med én mand og én lastbil. I dag beskæftiger Frode Laursen over 2.200 mennesker, primært med dagligvarelogistik og transport af byggematerialer i Norden.

En lille by bygget af chips. Sådan føles det nærmest. Her er ufatteligt mange poser chips stablet oven på hinanden. Poserne er samlet i store papkasser med måske 50 styk i hver? Kasserne er stablet højt oven på hinanden i den otte meter høje lagerhal – og stablerne, der varierer som husblokke, ses, lige så langt øjet rækker. Et kig ind i den næste lagerhal viser, at her også er chipsstabler fra gulv til loft.

»Her er til tre ugers forbrug – altså til Jylland og Fyn. Vi dækker Sjælland fra vores lager i Jyderup,« fortæller lagerchef Allan Thorup.

»Der bliver nok spist lidt ekstra franske kartofler og flæskesvær her op til jul,« mener lagerchefen.

Der bliver talt engelsk i pakkeriet, for her arbejder både danske og udenlandske medarbejdere som nu Sylwia Koziel her fra Polen. Én ting er dog sikkert, fastslår koncerndirektør Thomas Corneliussen: Det er altid på dansk overenskomst. Foto: Casper Dalhoff

Backstage for danskerne

Stedet er logistikfirmaet Frode Laursens kompleks af lagerhaller i Hørning.

Man kunne kalde det en slags backstage for hele familien Danmarks dagligvareindkøb, for her er altid mange tusinde paller med vekslende dagligvarer under tag.

Mange folk tror, at det er så nemt at være chauffør, men det skal altså være nogen, der kan deres kram.
Thomas Corneliussen, koncerndirektør, Frode Laursen

Det er ikke bare ubegribelige mængder af chips til at dække danskernes behov, når lysten til saltede snacks melder sig. Her er også gigantiske blokke af f.eks. færdigretter og ris, te, tandpasta, deodoranter, vaskemiddel eller afløbsrens for blot at nævne lidt forskelligt til hverdagen i de danske hjem.

Lageret udgør dog med sine 82.000 kvm og 110 medarbejdere kun en brøkdel af Frode Laursen-koncernen.

For Frode Laursen, der startede for ca. 70 år siden med en enkelt mand og hans lastbil i Vitten ved Hinnerup, er i dag et internationalt logistikforetagende med ca. 600.000 kvm lagerkapacitet i Tyskland, Danmark, Sverige og Finland, over 2.200 medarbejdere (heraf de omkring 500 i Østjylland) og 740 egne lastbiler samt et stort antal eksterne vognmænd. Omsætningen var sidste år ca. 2 mia. kr.

Hovedbeskæftigelsen er at flytte varer rundt i Nordeuropa, allermest dagligvarer fra store multinationale brands, men også byggematerialer.

Varerne bliver fragtet med lastbil fra virksomhedernes fabrikker til Frode Laursens logistikcentre, hvor de evt. bliver pakket om og sat på de displays, som møder kunderne. Til sidst kører chaufførerne varerne ud til butikkerne, typisk de større supermarkedskæder i hele Norden.

En hal dufter af te, en anden af vaskemiddel. Det er vigtigt, at forskellige varer bliver holdt adskilt, for ellers kan madvarer tage smag fra andre produkter, fortæller lagerchef Allan Thorup. Foto: Casper Dalhoff

De røde lastbiler

Sammen med lagerchef Allan Thorup viser koncerndirektør Thomas Corneliussen rundt:

»Vi er kendte for de røde lastbiler, fordi det er dem, folk møder ude på vejene, men der foregår så meget andet i virksomheden,« konstaterer Thomas Corneliussen.

Han fortæller, at den største medarbejdergruppe hos Frode Laursen er lagermedarbejdere, der udgør 4 af 10 ansatte – lige efter dem kommer chaufførerne.

En håndfuld lagermedarbejdere er i gang på pakkeriet, hvor de har åbnet masser af papkasser fra producenten tætpakket med tandpasta. I stedet er de nu ved at samle farvestrålende papdisplays, hvor tandpastakartonerne skal tage sig mere indbydende ud set fra en forbrugers perspektiv, bl.a. med mere luft omkring varerne.

At pakke varerne om på den måde er en meget væsentlig service at kunne tilbyde kunderne, når man som Frode Laursen har slået sig op på one stop-logistik, pointerer direktøren.

»Vi pakker varerne om så sent som muligt inden slutdestinationen, dvs. butikkerne, så der ikke skal sendes så meget luft rundt med lastbilerne. Det er en måde at minimere ressourceforbruget på,« fortæller han.

Frode Laursen er en arbejdsplads, hvor mange medarbejdere vælger at blive, når de først er kommet indenfor, f.eks. lagermedarbejder Janni Nielsen her, der nu har arbejdet i virksomheden gennem 18 år. Foto: Casper Dalhoff

»Jeg kører for Thorkil«

»Frode Laursen« står der på de røde sweatshirts, som mange af medarbejderne på lageret har på. Det er dog ikke alle, der ville svare med firmanavnet, hvis de blev spurgt, hvor de arbejder – især blandt chaufførerne ville en del formentlig sige: »Jeg kører for Thorkil,« mener Thomas Corneliussen.

Og hvem er det så?

Som studerende på Handelshøjskolen i Aarhus kom vognmandssønnen Thorkil Andersen i starten af 1980’erne ind som ferieafløser hos Frode Laursen, og da han stod som færdiguddannet cand.merc., blev han tilbudt en stilling inden for drift og økonomi. Efter nogle år andetsteds vendte han tilbage til Frode Laursen og overtog i 1989 hele virksomheden efter Frode Laursens søn, Niels Andersen, der havde svært ved at få økonomien i virksomheden til at hænge sammen.

»Thorkil får tit en snak, når han går rundt her blandt medarbejderne. Så lyder det: Kan du huske, da vi fik den og den kunde? Kan du huske, da vi fik de første modulvogntog? Eller noget helt tredje,« siger Thomas Corneliussen.

»Vi har en meget uformel omgangstone og en flad ledelsesstruktur i virksomheden. Det er vigtigt for os at have dialogen og give medarbejderne mulighed for nye udfordringer, f.eks. at en chauffør uddanner sig til speditør,« siger Thomas Corneliussen.

Måske er det en del af forklaringen på, at der er en høj anciennitet blandt medarbejderne – lige nu med et gennemsnit på 9,5 år. Hvert år fejrer Frode Laursen også samtlige femårsjubilarer i firmaet ved en stor fest med dans, musik og de bedre halvdele inviteret med, og 25-års- og 50-årsjubilarerne får også en sølv- eller en guldplakette op at hænge på virksomhedens ”wall of fame” på hovedkontoret i Hinnerup.

Thorkil Andersen, der har rundet de 60 år, er fortsat aktiv i virksomheden, men direktionen består i dag desuden af Thomas Corneliussen og økonomidirektør Dennis Rytter.

På en almindelig dag kommer der måske 100 lastbiler til lageret i Hørring, der skal tømmes for varer og have nye leverancer med, f.eks. ud til de danske dagligvarebutikker. Juletravlheden er ovre; det var i oktober. Foto: Casper Dalhoff

Grøn fremtid

Tidens helt store trend er bæredygtighed – og det er også på dagsordenen hos ledelsen af Frode Laursen.

»På den lange bane vil vi måske se el- eller brintdrevne lastbiler, men den teknologi er langtfra moden endnu, så i stedet har vi hos Frode Laursen eksperimenteret med biogas og såkaldt HVO-diesel, dvs. brændstof lavet af bl.a. husholdningsaffald. Erfaringerne viser, at det har kunnet nedbringe CO2-udslippet med op til 90 pct.,« fortæller Thomas Corneliussen.

Derudover har chaufførerne digitale målere i bilerne, der registrerer deres kørselsstil – og en intern konkurrence med alle kollegerne på Facebook animerer til at holde det mest optimale brændstofforbrug.

»Mange folk tror, at det er så nemt at være chauffør, men det skal altså være nogen, der kan deres kram,« fastslår Thomas Corneliussen.