I aften er deres mål at skrive et nyt kapitel i dansens historie
Når Ashli Williamson og Bjørn Bitsch lørdag aften træder op til dans i Portugal, er det sidste gang, de repræsenterer Danmark til et verdensmesterskab. Det har de gjort bedre end noget andet dansepar.
Det er dansens ABC, der lørdag læses op af i Portugal.
A står for Ashli, B for Bjørn og C for champions.
Mestre er de allerede, den 34-årige Ashli Williamson og den 35-årige Bjørn Bitsch – de er Aarhus’, Danmarks og verdens mest vindende dansepar i World DanceSport Federations (WDSF) mesterskabsturneringer.
Jeg er imponeret over deres præstationer og kan ikke lade være med at blive betaget af, hvor dygtige de er.Marianne Eihilt, medindehaver af Let’s Dance i Aarhus
Lørdag aften kan de føje et nyt kapitel til deres succesrige historie. De stiller op til verdensmesterskaberne i 10-dans i Portugal for at forsvare deres titel som verdensmestre i disciplinen, som beskrives som dansesportens svar på en ironman.
På én aften skal de danse fem latindanse og fem standarddanse til perfektion. Vinder de, er det deres 10. VM-guldmedalje. At det er målet, kan man se på Ashli Williamsons kjole: Den er hvid til finalen.
»Vi er regerende verdensmestre, og vi vil genvinde vores titel, så vi bruger hvid for at vise totalt overskud og overlegenhed. Sidste år var vi til VM i standarddans og var udfordrere. Da dansede jeg i rødt. Vi vandt,« siger hun.
Uanset om parret gentager triumfen lørdag, er det deres sidste professionelle turnering. De vil stoppe på toppen, stoppe, mens de stadig er i fuld vigør.
Et kongeeksempel
Parret, der har Just Dance Studios i Højbjerg, tog overskrifter allerede for en uge siden, da de vandt den første guldmedalje i professionel showdance til Danmark nogensinde.
»Vi er stolte af dem og deres sportslige præstationer. De er et kongeeksempel på den historik, hvor vi år efter år henter medaljer hjem. De er seneste skud på stammen, de to ildsjæle, og det gør noget for dansen, at vi har dem,« lyder det fra Mette Elkjær, der er sportschef i Danmarks Sportsdanserforbund.
Hun mener, at Bitsch og Williamson kan inspirere børn og unge til at gå i deres fodspor.
»De træder ind på en ny arena og skal fremover være med til at udvikle kommende stjerner i samarbejde med andre trænere,« siger hun.
Allerede inden Bjørn Bitsch og Ashli Williamson går på gulvet, har de fået et 10-tal af Marianne Eihilt, der selv har været professionel danser, er medindehaver af danseskolen Let’s Dance i Aarhus og i denne tid er en af dommerne i ”Vild med dans” på TV 2.
Deres præstationer sætter fokus på dansesporten, siger hun:
»Jeg har kendt Bjørn og Ashli i mange år, og jeg er imponeret over deres præstationer og kan ikke lade være med at blive betaget af, hvor dygtige de er.«