Fortsæt til indhold
Aarhus

Særligt tilskud koster aftenskoler livet

En stor del af Aarhus Kommunes pulje til folkeoplysning går til handicapundervisning, og det har medvirket til, at der er blevet færre aftenskoler.

I 2007 havde aarhusianerne 53 aftenskoler at vælge imellem. I dag er der 35.

Det skyldes i høj grad, at en stor del af kommunens folkeoplysningsmidler går til aftenskolernes handicapundervisning til f.eks. læsehæmmede, fysisk handicappede samt blinde og døve. Undervisningsformen udløser nemlig et forhøjet tilskud, hvilket er med til at udhule aftenskolernes samlede økonomi.

I 2018 gik omkring to tredjedele af folkeoplysningsmidlerne eksempelvis til deltagere med et handicap, selv om de kun udgjorde ca. 12 pct. af det samlede antal kursister på byens aftenskoler.

Når handicapundervisning fylder så meget, udhuler det grundlaget for tilbud til ikkehandicappede.
Per Paludan Hansen, formand for DFS, paraplyorganisation for 34 folkeoplysende organisationer

Det fremgår af en række notater fra Aarhus Kommune. Per Paludan Hansen, formand for DFS, der er paraplyorganisation for 34 folkeoplysende organisationer, kalder aftenskolesituationen i Aarhus en betydelig udfordring. Han mener, at skolerne løser opgaver, som burde høre hjemme i socialforvaltningen:

»Jeg er glad for, at mennesker med handicap får gode tilbud. Men når handicapundervisning fylder så meget, udhuler det grundlaget for tilbud til ikkehandicappede. Og vi står i en tid, hvor aftenskolerne skal være med til at løfte betydelige opgaver som arbejdet mod ensomhed, kurser til alle, der vil leve mere bæredygtigt, og idéer til at sætte verdensmålene ind i større perspektiver.«

Kommunens samlede pulje til folkeoplysende undervisning er i år 32,7 mio. kr. I et notat fra 2017, som JP Aarhus har fået aktindsigt i, skriver Sport og Fritid, Aarhus Kommune, at andelen af tilskud til handicapundervisning er »væsentlig højere [...] end i de fleste af landets øvrige kommuner«. Det øger presset på, hvor stor en del af de samlede omkostninger til undervisning aftenskolerne kan få dækket.

I 2013-2019 er andelen således faldet fra 92 til 76 pct. Det giver en øget brugerbetaling og »er særligt følsomt for de mindre aftenskoler, [og dem] der tilbyder ”traditionel” aftenskoleundervisning. Dette kan også aflæses af antallet af aftenskoler,« står der i notatet.

Samme vurdering har Winnie Rehné, leder af den mindre aftenskole Skolen for Kunst og Design og næstformand i Folkeoplysningssamvirket, en paraplyorganisation for aarhusianske aftenskoler.

»Dækningsgraden udfordrer de små skoler ved, at de ofte ikke har økonomi og tilstrækkelig polstring og kapital til at kunne klare en ukendt og usikker dækningsgrad,« siger hun, der er ærgerlig over faldet i antallet af aftenskoler, da det ifølge hende er vigtigt at bevare mangfoldighed for at sikre, at Aarhus forbliver en velfungerende og interessant kulturby.

Læs alle artikler om aftenskolerne i Aarhus her.