Meningsmåling: Aarhusianerne vil have mere grøn omstilling
Klimachef glæder sig over stor opbakning til mere klimaindsats. Hver tredje aarhusianer mener, at det primære ansvar for den grønne omstilling ligger hos borgerne selv.
Vi skal have mere grøn omstilling – ansvaret er primært vores eget – men vi gør alt for lidt.
Det er tre af konklusionerne i en ny klimaundersøgelse, som Megafon har lavet for Aarhus Kommune i maj i år, hvor 1.000 borgere i kommunen er blevet interviewet om deres syn på den grønne omstilling og eget bidrag.
Og – hvis man ønsker mere grøn omstilling, som Aarhus Kommune gør – er svarene særdeles opløftende, for et stort flertal af aarhusianerne ønsker netop mere grøn omstilling, og de er også selv parate til at gøre en indsats. 85 pct. af de adspurgte mener, at Aarhus Kommune skal være ”blandt de kommuner, der går forrest i omstillingen”.
Vores opgave som borgere i den grønne omstilling er jo at tænke på, hvor vores klimaaftryk ligger.Henrik D. Müller, klimachef i Aarhus Kommune
Den timing er ikke så ringe endda, for fredag nat vedtog et flertal i byrådet et budget, hvoraf det fremgår, at klimaet skal spille en vigtig rolle, og Aarhus netop skal gå foran som et eksempel for andre kommuner ved at sætte bindende klimamål.
Fantastisk resultat
Henrik D. Müller, klimachef i Aarhus Kommune, glæder sig over undersøgelsens resultater:
»Det er rigtig interessante resultater, men måske ikke så overraskende, når man tænker på, hvor utrolig hurtigt holdningerne til klima ændrer sig i øjeblikket. Det er fantastisk, at der er så stor opbakning til de ting, som byrådet har sat i gang, for det er vigtigt, at borgerne er med. Og med budgetforliget og 116 mio. kr. til en ny klimafond er der lagt op til et gearskifte i den grønne omstilling i Aarhus,« siger han og fortsætter:
»Rigtig mange er enige i, at Aarhus skal være en af de førende kommuner i Danmark på den grønne omstilling, og mange borgere er også indstillet på, at det må koste ekstra.«
Blandt de interessante resultater er også aarhusianernes svar på, hvem de mener der har det primære ansvar for den grønne omstilling. 4 pct. svarer kommunen, 15 pct. svarer staten, 29 pct. svarer folketingspolitikerne, og 35 pct. svarer borgerne selv.
Og det er også et svar, der glæder klimachefen:
»Det er meget interessant, at så mange borgere er indstillet på, at de selv har en stor del af ansvaret for den grønne omstilling. Det er enormt positivt, for en stor del af den grønne omstilling, der venter forude, er i høj grad opgaver, som borgerne og virksomhederne skal medvirke til. Det bliver fremover en langt større del af samfundet, vi skal have gang i, og det er der tilsyneladende opbakning til,« siger Henrik D. Müller.
Og skal han give nogle bud på, hvad det er for opgaver, borgerne har i den grønne omstilling, er det bl.a. følgende:
»Vores opgave som borgere i den grønne omstilling er jo at tænke på, hvor vores klimaaftryk ligger, f.eks. i forhold til hvad vi køber, hvad vi spiser, og hvordan vi transporterer os.«
Ser man på aarhusianernes indsats for den grønne omstilling, er der pil op på affaldssortering, hvor 52 pct. siger ja til, at de affaldssorterer, mens svaret var 33 pct. i 2017 ved en tilsvarende undersøgelse. 22 pct. siger, at de har ændret spisevaner mod 11 pct. i 2017, og 29 pct. siger, at de tager cyklen i stedet for bilen, mens tallet faktisk var højere i 2017 med 30 pct.
Ny klimahandlingsplan
Interessant er det også, at 33 pct. af de adspurgte mener, at de selv gør for lidt eller alt for lidt for den grønne omstilling, og på spørgsmål om, hvorfor det er tilfældet, svarer de primært manglende økonomi, manglende viden eller manglende tid.
Undersøgelsen om aarhusianernes syn på klimaet indgår i det videre arbejde med klimaindsatsen i Aarhus, hvor der næste år skal laves en ny klimahandlingsplan for perioden 2021-2015.
Men allerede fra nu og frem til februar skal der laves en plan for, hvordan kommunen kan nå sit mål om at være CO2-neutral i 2030, fremgår det af budgetforligsteksten:
»Borgmesterens Afdeling udarbejder sammen med Teknik og Miljø inden udgangen af februar 2020 en indstilling, som omsætter den generelle CO2-målsætning i årlige mål og fastlægger, hvordan der skal arbejdes med bindende klimamål i de årlige budgetprocesser.«