Her kunne man lave 10 kilometer pølser på en god dag

Der er sket meget, siden 76-årige Kurt Laustsen kom i lære som pølsemager i 1959 i flæskehallerne i Aarhus’ Sydhavn. Eller for den sags skyld siden lillebror Preben Laustsen på 72 tre år senere slog følge. Dengang blev tunge sække og endnu tungere flæskesider hevet frem og tilbage over torvet, mens rullepølser og skinker boblede i enorme kar. I dag er området præget af kunst, musik, arkitektur, iværksætteri, high fashion og andre fag, der er langt fra den kødproduktion, der foregik her i knap 40 år fra 1934 til 1972.

Begge brødre blev udlært pølsemagere fra fabrikken i henholdsvis 1963 og 1966, og i dag bruger de noget af deres tid som pensionister på at vise rundt i de gamle haller. Man kan opleve Tour de Flæskehal over tre dage til årets Aarhus Festuge. I dagens anledning har de sagt ja til at tage turen rundt sammen med JP Aarhus og Sarah Jarsbo fra Foreningen Sydhavnen, der er en af drivkræfterne bag bevaringen af det gamle fabriksområde.

Da brødrene for to år siden genså fabrikkerne for første gang i mere end 40 år, kom de gode minder flyvende tilbage. Og det, selvom det var benhårdt arbejde fra kl. 06 til 14.30 seks dage om ugen: Tunge løft, ensformige bevægelser og svende, der slog fra sig, ”hvis man var fræk”. Og fræk var man også, hvis man ikke arbejdede hurtigt nok.

For på trods af de hårde forhold er det en tid, de begge mindes som en af de bedste.

»Vi var 250 mennesker, der arbejdede her, men vi kendte sgu hinanden,« forklarer Kurt.

»Og lønnen var god,« tilføjer Preben om de 350 kr., man kunne være heldig at tjene om ugen.

Ikke at alle formåede at få den brune konvolut med ugelønnen med hjem.

»Dengang måtte man drikke øl,« fortæller Kurt, og lillebror Preben er enig.

»Ja for satan.«

Og så starter røverhistorierne. Som den om arbejdsmanden Alfred, der en dag trods alt var blevet så fuld, at chefen måtte fyre ham. Mandag morgen dukkede han imidlertid op igen, og da selvsamme chef spurgte ham, hvad han dog lavede, svarede han: ”Det må du aldrig gøre igen, konen blev pissesur”. Så blev han taget til nåde igen.

»Og det er sandfærdigt.« Sådan slutter Kurt de fleste af de historier, som ville få Arbejdstilsynet anno 2019 helt op i det røde felt.

Sandfærdigt var det ifølge brødrene også, at nogle af konerne stod udenfor og ventede fredag eftermiddag for at gøre sig forhåbninger om at få lidt af ugelønnen med hjem til husholdningen. Kurt og Preben slår fast, at det gjorde deres koner nu altså ikke. Men til gengæld var alle kollegaerne med på at låne lidt, så også de uheldige kunne få en øl og et stykke smørrebrød på Kohalen.

Rundturen starter ved det gamle lønningskontor, og Preben understreger flere gange, at slagteriarbejderne fik indført ligeløn i 1966, og at fagforeningen NNF dermed var en de allerførste, der gav kvinder og mænd samme lønforhold. Men så holder de svenske tilstande heller ikke længere.

»Hernede har vi så hønsehuset,« siger han på næste stop.

»Og så spørger du måske, om vi havde høns. Det havde vi nu ikke, men der sad alle damerne,« siger han, og de to brødre bryder ud i et af deres mange fælles grin.

Forestiller man sig snerpede sekretærer a la “Mad Men”, kan man dog godt tro om igen.

»De ku’ drikke!« konstaterer Preben, og så fortæller brødrene om, hvordan de holdt pause sammen oppe på loftet.

»Når man var med første gang, bad de én om at gå forrest, og når man så stod der på stigen, så nev de én et vist sted. Så det gjorde man kun én gang,« forklarer Preben.

»Eller nogen kunne jo lide det, så de gjorde det flere gange,« byder storebroren ind.

Rundturen fortsætter forbi det gamle pølsemageri og ind i de lokaler, hvor de store kogekar engang kunne indeholde hver 300 rullepølser. Her er en ung snedker i gang med at bygge et rundt spisebord. Han lader høretelefonerne dingle om nakken og lytter nysgerrigt med på sit eget værksteds historie, blandt andet om hvordan pølsemagerne plejede at hælde koldt vand i gummihandskerne for at holde en nogenlunde temperatur for hænderne, når de skulle rette på pølserne i kogekarret. Det fungerede helt fint, lige indtil vandet i handsken også nærmede sig de 78 grader.

I dag slæber Kurt og Preben ikke rundt på svinekød, men på nogle grå plancher, som Preben har lavet. De viser billeder fra dengang, arbejderne kunne producere 10 kilometer pølse om dagen. Sarah Jarsbo fra Foreningen Sydhavnen er især vild med et billede fra det gamle pølsemageri, hvor en række postkasserøde maskiner flankerer hver række af borde. Kødet og gulvet har samme lyserøde nuance.

»Hvis du så det på et kunstmuseum, ville du ikke undre dig. Prøv lige at se. Det ligner en collage,« siger hun.

Den unge snedker er enig.

»Det er det der designmæssige formsprog, der bare var så vildt æstetisk.«

For en gangs skyld har brødrene ikke noget at tilføje.

Det varer dog ikke længe, og snart vælter historierne ud igen. Historier om, hvordan lærlingene kastede til måls med knive i det, der i dag er en kunstmalers atelier, og hvordan de skiftedes til at sove bagved krydderihylderne.

»Så handlede det bare om ikke at være den sidste, for så var der jo ingen til at vække en,« som Preben siger.

Turen slutter i guitarbutikken Akustikken, som åbnede bare en uge tidligere. Mellem akustiske og halvakustiske guitarer kan man tydeligt fornemme, hvordan klinkerne på væggene og gulvet har dannet ramme om produktion.

Ole Thomsen, der arbejder i butikken, fortæller, hvordan de gerne ville genskabe den gamle fabriksånd og derfor har blotlagt den én gange én meter store vægt i gulvet og industrielevatoren, som ellers var muret til. Og det glæder Kurt, for hvem det ikke er en hvilken som helst elevator.

»Ja, her fik jeg jo et bette hak,« siger han og fremviser sin bjørnelab af en venstre hånd, hvor den midterste finger mangler fingerspidsen.

Og der lå den så i gummihandsken, da Preben kom ilende.

»Og så sagde jeg, “Du kunne da godt have renset negle, inden du gik hen og mistede fingeren”,« griner han, mens broren tilføjer, at det skam er sandfærdigt

.

Det er helt sikkert ikke første gang, de har fortalt den historie, men det gør den ikke ringere. Slet ikke, når man står der foran selv samme elevator, der i dag står stille, men hvor man til gengæld kan prøvespille en guitar til 70.000 kr. Sådan et par stykker lokker en af de ansatte i butikken, en fyr med halvlangt hår og en lyserød truckerkasket, de to brødre til at posere med foran den gamle elevator. Billedet skal på butikkens Instagram-profil.

I kælderen dvæler brødrene ved en arbejdsstation, der får nutidens hæve-sænke-borde og automatiserede hejsesystemer til at virke som noget fra en anden verden. I tre måneder ad gangen foregik arbejdet der i kælderen i otte og en halv time om dagen - kun afbrudt af to gange et kvarters pause. Pauser, hvor madpakken og måske en enkelt bajer blev indtaget på et par saltsække til lyden af generatorstøj. Og der stod de så, tre mand på en lille forhøjning, så de ikke fik alt for våde og fedtede fødder, og stak 25 cm lange nåle med nitritsalt ind i skinkerne igen og igen.

»Hvis man ramte sig i hånden, så blev man syg, det gjorde man,« forklarer Preben.

»Ja, men skinkerne skulle jo være rø’j,« tilføjer Kurt på sit drevne aarhusianske.

Når skinkerne var blevet fyldt med salt, skulle de i saltlage. Karrene står der endnu, men med plader over fungerer de som opbevaring for stabelvis af sorte guitarkasser.

At det skulle være specielt hårdt at arbejde på akkord hele dagen i en kælder, mens man konstant er i risiko for at hakke en lang nål med nitritsalt ind i hånden, giver de ikke meget for.

»Nej, det var sgu godt arbejde. En god tid,« siger de samstemmende.

Alligevel synes de begge to, at det er dejligt at se alt det, der sker i de gamle flæskehaller. De er glade for, at der bliver produceret noget, og at det ikke bare er indtaget af folk, der sidder foran hver sin computer. Og de er især glade for, at de gamle haller et langt stykke henad vejen ser ud, som de gjorde dengang.

»Oppe ovenpå sidder der en tatovør, og jeg sagde til hende, “Du sidder sgu på direktørens plads”,« som Preben siger.

Der er en sjæl i de gamle flæskehaller, som er værd at bevare. Preben udtrykker det sådan:

»Jeg var 26 år på en anden fabrik, men det er alligevel her, jeg vender tilbage til.«

Man kan opleve Tour de Flæskehal dwn 3.-5. september under Aarhus Festuge.