Østjyllands Politi ophæver forbud mod at komme i klublokaler
Fra torsdag den 9. maj kl. 11 var det igen tilladt at opholde sig på adressen Kappelvænget 8C i det vestlige Aarhus. Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Politiet lukkede den 11. april for adgang til lokalerne, da flere bandemedlemmer brugte det som tilholdssted, og politiet vurderede, at der var risiko for angreb mod stedet.
I løbet af den seneste tid har der dog været færre og færre episoder, der relaterer til konflikten mellem de to grupperinger i området, og Østjyllands Politi vurderer derfor, at der ikke længere er grundlag for at kræve lokalerne på Kappelvænget lukket.
»Vi holder selvfølgelig nøje øje med stedet, og hvis konfliktbilledet ændrer sig, så er vi klar til udstede et adgangsforbud igen,« siger chefpolitiinspektør Klaus Arboe Rasmussen.
Han oplyser, at der fortsat er en konflikt mellem bandegrupperinger i Aarhus, men der er færre voldelige sammenstød, og lige nu ser det ud til, at banderne holder sig mere i ro.
»Men vi fortsætter ufortrødent vores efterforskning af dem, og vi er helt klar til hurtigt at skrue op for vores indsats, hvis det bliver nødvendigt,« fastslår Klaus Arboe Rasmussen.
Østjyllands Politi vil fortsat have øget patruljering i det område, hvor der tidligere var visitationszone.