Brandskadet efterskole arbejder på hurtigt at få eleverne tilbage
Politiet har endnu ikke fastslået, hvad årsagen til branden på Rønde Efterskole fredag var.
Omkring 60 elever boede i den hovedbygning på Rønde Efterskole, som blev totalskadet ved en brand fredag aften. Skolens personale arbejder på en plan for at få skabt akut overnatning til de elever i midlertidige pavilloner. Det fortæller skolens bestyrelsesformand Bitter Rasmussen til JP Aarhus.
»De arbejder på en løsning, som gerne skulle falde på plads i løbet af i dag. Men der er nogle aftaler, som først skal på plads. Vi regner med at melde ud til forældrene i løbet af eftermiddagen,« siger hun.
Det var elever på skolen, der fredag aften kort inden kl. 20 opdagede, at der var brand i taget på den gamle hovedbygning. De slog alarm, og ingen mennesker kom lykkeligvis til skade i branden. Men hele 3. sal på den gamle bygning er udbrændt og står over for en større totalrenovering.
Udover elevværelser havde administrationen også til huse i hovedbygningen, ligesom der er enkelte klasseværelser. Førsteprioriteten er således ifølge Bitter Rasmussen at få skabt plads til, at eleverne kan overnatte og til, at administrationen kan arbejde.
Endnu ingen forklaring
Østjyllands Politi havde mandag formiddag endnu ikke fastslået, hvad årsagen til branden er. Ifølge Jacob Wammen, kriminalassistent og fagansvarlig for brandstedsundersøgelser, besigtiger han selv stedet i løbet af mandag, før kriminalteknisk afdeling gennemfører en større brandstedsundersøgelse.
»Men intet tyder på, at branden er påsat,« understreger han.
Stor forståelse
Alle elever, som var på Rønde Efterskole fredag, blev først evakueret til Rønde Idrætscenter og efterfølgende hentet af deres forældre. I løbet af weekenden fik forældrene så besked om, at deres børn ikke skulle afleveres på efterskolen søndag.
»Der er løbende kontakt via mail til forældrene, som selvfølgelig har mange spørgsmål. Men vi har mødt kæmpe stor forståelse for, at det er svært lynhurtigt at kunne svar på alt,« siger bestyrelsesformand Bitter Rasmussen.