Bedemandsparret går en travl tid i møde

Julekalender. 22. december:

Julen er en travl tid for bedemandsparret Riising i Holme, der har flere dødsfald end ellers i højtiden. Men det er også en ”god” tid at dø på, fordi de pårørende har bedre tid til at forholde sig til den svære tid.

Helle og Henrik Riising har været gift i 25 år, og har de sidste knap ti år drevet bedemandsforretning sammen, mens Henrik Riising har været i erhvervet siden år 2000. Hans far Jan grundlagde bedemandsforretningen i 1999, og allerede året efter gik den ellers ingeniøruddannede søn ind i erhvervet og fik altså siden sin hustru med. Telefonen i forretningen, der har afdelinger i Mårslet, Tranbjerg, Holme, Odder, Beder-Malling og Skanderborg, er døgnåben. Men havde journalisten troet, at en snak med bedemandsparret ville blive en trist og sorgfuld snak om, hvordan man dog holder humøret oppe, når ens liv er fyldt af så mange samtaler med folk i sorg, så sidder hun tilbage med en noget andet opfattelse kort inde i samtalen.

»Vi er altså ganske almindelige mennesker, der har to døtre, spiller golf, drikker rødvin og sejler til Tunø Festival,« siger Helle Riising og tilføjer at de har en golden retriever.

Der er en lun og afslappet stemning i bedemandsforretningen på Holme Byvej 22 - lige over for kirken.

Ikke psykologer

Selvfølgelig er det sorgfyldt at miste et andet menneske, forklarer Henrik Riising - men i langt hovedparten af tilfældene i Danmark, er de pårørende forberedte og kan sige: »det var godt, hun eller han fik fred”.

»Det er heldigvis sådan, at de mennesker der dør i Danmark, fortrinsvis og heldigvis er mennesker, som er færdige med at leve deres liv. Det er vigtigt at have sig for øje. Vi skal have proportionerne på plads,« siger han.

»Selvfølgelig er folk kede af at have mistet, men snakken er altså nemmere, når det er et ældre menneske. Den store sorg er der i de få situationer, hvor det er et ungt menneske, et pludseligt dødsfald eller en forælder, der dør,« siger Helle Riising og kalder deres fornemste opgave at træde stille og roligt ind ad døren hos de pårørende. 

»Vi kommer ikke som psykologer, vi kommer for at hjælpe med et praktisk problem. Ligesom andre mennesker med en lang livserfaring kan vi selvfølgelig lytte og forstå, og jo mere vi lytter og giver mulighed for at snakke, jo nemmere kan vi finde ud af, hvad der skal ske.«

Parrets erfaring er, at folk samler sig, når bedemanden kommer ind ad døren. Så er de til stede og fattede i den times tid, det typisk varer at få afklaret, hvilken kiste, begravelse eller bisættelse, borgerlig eller kirkelig højtidelighed osv., de vil have.

Minder lidt om bankjob

Helle Riising er bankuddannet og arbejdede indtil 2010 med formuerådgivning i en bank. Men der blev mere og mere travlt i bedemandsforretningen og efter en orlov fra arbejdet, besluttede hun at gå ind i sin mands forretning.

Opgaverne er faktisk ikke så meget anderledes.

»Det er behovsafdækning. Jeg er simpelthen skolet i at afklare hvem, hvad og hvor,« siger hun og siger lidt karikeret, at eneste forskel er, at folk er så tilfredse, når de har været hos bedemanden.

»Det handler om mennesketyper, og om at aflæse, hvad folk vil. Nogle mennesker gider ikke have at vide, at noget koster 575 kr. når de sidder i sorg, mens andre gerne vil have det overblik.«

Selvom det nemmeste selvfølgelig er at vælge en hvid kiste og gøre, som alle andre, er der kommet en tendens til at vælge det anderledes, vurderer parret.

»Salmer, præstens traditionelle gennemgang... Det er typisk de yngre generationer, som spørger, om ikke vi kan gøre noget ”andet”,« siger Henrik Riising og fortæller om en bisættelse på Odder Parkhotel med 160 gæster og kisten opstillet på hotellet.

Bisættelse i garage

For bedemandsparret handler det også om at afdække de ønsker, folk ikke er klar over, at de har. 

Helle Riising fortæller om en bisættelse, de arrangerede i en garage ved Knudsø.

»Det naturlige og normale er jo at holde det i et kapel, hvis afdøde ikke er medlem af folkekirken, men da vi sad og snakkede om det, kom vi frem til, at de syntes, det kunne være rigtig dejligt at holde det i garagen. Og det var fantastisk. På årets første sommerdag, hvor Knudsø var fuld af badende gæster. Familien havde dekoreret det så smukt, og der duftede af hjemmebagte boller.«

Langt de fleste - 85 pct. mener parret, vil bisættes i form af at blive brændt og begravet i urne. Bedemandsparret opfordrer til, at man får skrevet sin sidste vilje, så de pårørende ikke tvinges til svære beslutninger i en i forvejen svær situation. Selv er parret forskellige ifht. hvad de ønsker. Henrik Riising vil brændes og have asken spredt ud over havet, mens hustru Helle Riising er »lidt ligeglad«:

»Hvis jeg dør i morgen, vil jeg begraves, så mine børn har et gravsted at gå hen, men dør jeg gammel, vil jeg over på fællesplænen,« siger hun, men tilføjer, at hun jo ikke er der til den tid, så de pårørende egentlig kan gøre som de ønsker.