Bestil en betjent
Nyt tiltag skal give mere nærhed mellem borgerne og politiet i Østjylland.
Ifølge Østjyllands Politi selv, skal det nu blive både hurtigere og nemmere at få kontakt til en betjent i Østjylland, hvis du som borger har et forslag til en færdselskontrol eller en bestemt politiindsats i dit nærområde.
Østjyllands Politi indfører nemlig ordningen Bestil en Betjent, hvor du via hjemmesiden politi.dk/oestjylland let kan tippe en færdselsbetjent eller få kontakt med en betjent fra forebyggelsesafdelingen. Det kan f.eks. være, at du mener, der bliver kørt alt for stærkt på din vej, eller du synes, der har været mange indbrud i kvarteret og gerne vil høre, hvad du og dine naboer kan gøre.
Vores fornemmeste opgave er at sikre borgerens tryghed.Helle Kyndesen, politidirektør
Inden for en uge vil du så blive ringet op af en betjent, som vil vurdere, hvad politiet eventuelt kan hjælpe med. Måske bliver der sendt en fotovogn forbi din vej, måske kan du få en betjent til at holde et oplæg for nabolaget om sikring af indbrud, eller måske bliver patruljerne sat til at holde ekstra øje med dit kvarter.
Det lover politiet i en pressemeddelelse.
Politidirektør Helle Kyndesen glæder sig over det nye tiltag.
»Vores fornemmeste opgave er at sikre borgerens tryghed, og det håber vi, at det nye tiltag vil hjælpe os med. Vi vil gerne være endnu bedre til at tale med borgerne om de problemer, de oplever, og nu får de større mulighed for at få indflydelse på vores indsatser,« siger politidirektøren.
Hun mener, at ordningen gør det tydeligere for borgerne, at de er velkomne til at kontakte politiet, selvom de ikke vil anmelde en konkret episode.
»Vi kan ikke garantere, at vi straks rykker ud, når en borger henvender sig. Men vi kontakter vedkommende og får en dialog om, hvordan vi eventuelt kan hjælpe. Vi er her for borgernes skyld, så derfor er det også naturligt, at vi gør det nemmere for dem at komme i dialog med os,« siger Helle Kyndesen.
Skal man anmelde indbrud, færdselsuheld eller lignende, skal man stadig ringe 114. Hvis man har akut brug for udrykning, er det stadig og altid 112.