Fortsæt til indhold
Aarhus

Nu bliver det sværere at løbe fra regningen i Aarhus

Aarhus Kommune har haft succes med en forsøgsordning, der indtil videre har indkrævet 25 mio. kr. fra dårlige betalere. Nu fordobles indsatsen mod borgere og virksomheder, der skylder kommunen penge.

Aarhus Kommune har næsten en halv mia. kr. til gode fra borgere og virksomheder, der ikke betaler, hvad de skylder kommunen. Ved udgangen af august måned i år var det nøjagtige beløb 432.110.802 kr.

Kommunen har haft stor succes med en forsøgsordning, der indtil videre har resulteret i, at 25 mio. kr. fra dårlige betalere er havnet i kommunekassen.

Det er en bombe under vores velfærdssystem, når nogle forsøger at løbe fra regningen. Vi er nødt til at gøre, hvad vi kan, for at inddrive pengene, mens vi venter på, at Skat endelig bliver i stand til selv at løse deres opgave.
Rabih Azad-Ahmad (R), rådmand for Kultur og Borgerservice

Rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad (R) opfordrede i sidste uge til, at der i de netop afsluttede budgetforhandlinger skulle findes penge til, at man kunne fortsætte arbejdet.

Det lykkedes, og nu udvider kommunen ordningen med at ringe til de borgere og virksomheder, der skylder kommunen penge. Hidtil har kommunen haft en enkelt medarbejder til at ringe penge ind. Men fremover skal to medarbejdere foretage opkaldene til de mange, der ikke har betalt, hvad de skylder.

»Det er en utrolig vigtig indsats. Vi kan som kommune ikke leve med, at vi har stadig flere penge til gode. Jeg er derfor meget glad for, at forligspartierne har bakket op om mit forslag, så vi nu med endnu større effekt kan få pengene i kommunekassen. Det er her, de hører til, og det er her, de gør gavn for fællesskabet,« siger Rabih Azad-Ahmad.

Indsatsen fordobles

Indsatsen startede, efter at Skats automatiske opkrævningssystem EFI brød sammen tilbage i 2015. Frem for at vente på, at Skat igen fik styr på opkrævningen, søsatte Aarhus Kommune i januar 2016 forsøgsordningen.

Forsøgsordningen skulle efter planen være stoppet i marts 2019. Men med det indgåede forlig fortsætter den nu med fordoblet styrke.

»Det er en bombe under vores velfærdssystem, når nogle forsøger at løbe fra regningen. Vi er nødt til at gøre, hvad vi kan, for at inddrive pengene, mens vi venter på, at Skat endelig bliver i stand til selv at løse sin opgave,« siger Rabih Azad-Ahmad.

Kravene, som kommunen ringer om, er parkeringsafgifter, byggesagsgebyrer, kontrolafgifter og diverse regningskrav. Det er også planen, at bøder fra Folkeregistreret snart vil indgå i ordningen.

Særlig stor succes har der været med at inddrive p-afgifter, hvor den samlede sum på nuværende tidspunkt beløber sig på næsten 200.000 kr. fra mere end 250 unikke indbetalere.

Initiativ bydes velkommen

I marts måned 2017 kunne JP Aarhus berette, at Aarhus Kommune manglede 71,7 mio. kr. alene i ubetalte busbøder, og at kommunen havde en liste med 14 skyldnere, der alle havde over 100 ubetalte bøder, som tilsammen løb op i 1,4 mio. kr.

Øverst på listen figurerede på daværende tidspunkt en 26-årig aarhusianer med 221 bøder og en samlet gæld på 183.100 kr.

Selvom visse borgere altså har store udeståender med kommunen, glæder rådmanden sig over, at langt de fleste borgere og virksomheder, som får et opkald, indtil videre har taget godt imod initiativet. Det er heldigt, da flere nu kan se frem til at modtage et sådant opkald.

»Vores initiativ bliver generelt rigtig godt modtaget af borgerne og virksomhederne, der typisk ser det som en ekstra god service. Ofte handler det nemlig ikke om manglende vilje til at betale, men om manglende viden eller evne til at betale, og så kan vi f.eks. tilbyde en afdragsordning, så det bliver overskueligt,« sagde Rabih Azad-Ahmad i forbindelse med sit ønske om at udbygge ordningen.