Fortsæt til indhold
Aarhus

Et flertal af aarhusianerne er imod kommunens højhuspolitik

Et flertal af aarhusianerne er imod kommunens strategi om at bygge højere og tættere i Aarhus. I stedet foretrækker næsten tre af fire at udvikle områderne uden for midtbyen. Det viser en analyse, som analyseinstituttet Wilke har lavet for JP Aarhus. 54 pct. af de adspurgte er således uenige i Aarhus Kommunes højhuspolitik, mens 32 pct. erklærer sig enige. Omvendt mener 71 pct., at kommunen i højere grad burde fokusere på at udvikle områderne uden for midtbyen.

Den store forskel på byrådets og befolkningens holdning kommer ikke bag på stadsarkitekt Stephen Willacy, Aarhus Kommune.

Ofte til debat

»Det overrasker mig egentlig ikke, for de strategier, der bruges, er baseret på evidens og forskning omkring, hvordan man arbejder med bæredygtig byudvikling, og det er ikke altid i overensstemmelse med, hvad der er populært i befolkningen,« siger stadsdirektøren, der også ofte er blevet konfronteret med kritikken af højhuspolitikken.

Borgerne giver et klart signal om, at man ikke alene skal satse på at bygge højere og tættere i midtbyen.
Bünyamin Simsek rådmand for teknik og miljø

»Der er to ting, der virkelig kan sætte sindene i kog. Den ene er trafik og parkering, og den anden er fortætningsgrader og bebyggelsesprocent. Jeg diskuterer det, hver gang jeg er med på et borgermøde om et udviklingsprojekt,« fortæller Stephen Willacy.

Arkitekt Anders Bove Christensen har ofte på møder og i læserbreve beskrevet negative konsekvenser af højhuse og fortætning. Han tror, at modstanden skyldes, at folk nu kan se de første eksempler på højhusbyggeri og konsekvenserne af fortætning.

Se på Aarhus Ø

»Det er ved at gå op for folk, hvad det handler om. Når man ser husene på Aarhus Ø, kan folk tænke, om det er sådan, politikerne vil have Aarhus til at se ud,« siger han.

Rådmand for teknik og miljø Bünyamin Simsek (V) glæder sig over, at borgerne har så klar en mening om byens udvikling, og han mener, at politikerne må tage borgernes holdning alvorligt.

»Borgerne giver et klart signal om, at man ikke alene skal satse på at bygge højere og tættere i midtbyen,« siger han.

»Jeg tror, at det har noget at gøre med de konsekvenser, det har i forhold til fremkommelighed, og at vi ikke skal fylde alle huller ud med boliger, skoler og dagtilbud, men værne om de grønne arealer.«