Fortsæt til indhold
Aarhus

»Vi har nået vores mål og mere end det, så 2017 har været alle pengene værd«

Med pæne ord i Rådhushallen gav Aarhus og regionen fredag kulturhovedstadsstafetten videre til to nye byer, Leeuwarden og Valletta.

Nok kunne de smile bredt, men det var også med en smule vemodighed, at direktør Rebecca Matthews, 2017-fonden, og borgmester Jacob Bundsgaard (S) fredag kunne erklære kulturhovedstadsåret for nærmest overstået.

Det skete ved en stort opsat reception på Aarhus Rådhus, hvor nogle af dem, der har haft lod og del i afviklingen kom for at høre taler og se film om året, der gik, og om dem, der kommer, ikke mindst i de to nye kulturhovedstæder, Leeuwarden i Holland og Valletta i Malta.

»Jeg er glad, men også en lille smule sørgmodig over, at det nu er ved at være slut, men jeg ser med stor glæde tilbage på et år, hvor vi er lykkedes med at lave et år med begivenheder for alle over hele regionen,« sagde Rebecca Matthews, inden hun kunne overrække de to repræsentanter fra de kommende kulturhovedstæder hver sit kunstværk af glas, kreeret af glaskunstnerne Steffen Dam og Micha Karlslund fra Ebeltoft.

Borgmesteren delte hendes følelser, men slog også fast, at det er bevist med hårde fakta, at Aarhus er nået i mål med kulturhovedstadsåret.

»Vi har nået vores mål og mere end det, så 2017 har været alle pengene værd,« mente han om året, der har haft et samlet budget på lidt over 450 mio. kr.

På kongressers top 100

»Vi har oplevet en meget stor interesse, hundredtusindvis har besøgt byen, og vi har haft over 2,6 mio. gæster til de forskellige arrangementer. Det er et foreløbigt tal, der er lavt sat, så det kommer til at stige. Vi har haft 11 mio. turister i hele Region Midtjylland, og i Aarhus har vi haft rekord i antal krydstogtskibe, overnatninger og kongresser. Aarhus er kommet ind på top 100 over kongresbyer i hele verden. Det tilskriver jeg helt entydigt kulturhovedstadsåret,« sagde Jacob Bundsgaard.

»Nu skal vi have sikret, at dem, der har fået en god oplevelse i Aarhus, har lyst til at komme tilbage hertil. Der skal stadig været et kulturelt udbud, der kan trække folk til byen. Det er også derfor, at vi har valgt at basere en del af året på de store, stærke kulturinstitutioner. Vækstlaget er vigtigt, men vi har også brug for det stærke og blivende fundament at bygge videre på.«

The legacy, arven efter 2017 og vigtigheden af at bære det videre, var i det hele taget et ord, der gik igen hos alle, der havde noget at sige om kulturhovedstadsåret, som kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad (R) syntes, gik alt for stærkt. Til gengæld var han ikke i tvivl om, at det har sat sig sine spor i borgernes selvforståelse, og at det fremadrettet vil kunne mærkes.

Lørdag er der en officiel ceremoni i Hvide Sande, hvor borgmestrene fra de 19 deltagende kommuner og regionsrådsformand Bent Hansen (S) bliver en del af en kunstinstallation, og hvor bl.a. 50 perkussionister og et kor på omkring 65 sangere sætter liv i gaderne, mens lokale fiskerbåde danser en rustik ballet i havnen.

Alt det kan man se live-streamet lørdag kl. 17 med DLG-siloen som storskærm på Mellemarmen i Aarhus Havn. Meget tyder endog på, at vejret efter decemberstandard er i sit milde lune, når festen, der med borgmesterens ord markerer en afslutning, men også en ny begyndelse, går løs på havnen kl. 17 og derefter i byen hele natten.