Fiskerestaurant kaster anker i Nordhavnen
Området omkring Træskibshavnen og Aarhus Lystbådehavn er på få år gået fra at være en blindtarm i byen til at være en del af dens centrum.
Vejnavnene fortæller områdets historie. Fiskerivej, Pakkerivej og Bag Beddingen vidner om en fortid, hvor erhvervsfiskerne dominerede området ved Aarhus Lystbådehavn, men nu er området langsomt ved at skifte karakter.
Erhvervsfiskerne er væk, lystsejlerne har indtaget havnen, og på molen er flyttet en helt ny type beboere ind. Brødrene Kochs gourmetrestaurant, vinbaren VinDanmark, Timm Vladimirs Køkkenskole, ølrestauranten og mikrobryggeriet Hantwerk har gjort Aarhus Lystbådehavn til et populært sted – også for landkrabber uden saltvand i årerne.
Vi vil lave et uformelt miljø, der passer ind i havnen. Alle kan komme her og nyde mad uden at skulle være iført en lyserød poloshirt og strittende lillefinger.Martin Schultz, Smag & Slægt, som står bag Restaurant Anker
Søren Clausen er fuldmægtig hos Sport og Fritid, Aarhus Kommune, der administrerer området ved Aarhus Lystbådehavn, og han er glad for udviklingen.
»For 10 år siden lå området som en blindtarm i byen. Nu er Aarhus Ø bygget ude på containerhavnen, og i løbet af en relativt kort årrække er hele området gået fra at være lidt skummelt til at være en del af byens centrum. Det betyder, at borgerne benytter havnen i meget højere grad, end de gjorde for bare fem-otte år siden. Der er virkelig sket en markant udvikling dernede,« siger Søren Clausen.
I begyndelsen af 2018 åbner den franske fiskerestaurant Anker på Fiskerivej 12-14.
Bag den står kokken Martin Schultz og virksomheden Smag & Slægt, som er ejet af Schultz-familien. Smag & Slægt ejer i forvejen Restaurant Martino på Marselisborg Lystbådehavn og Den Lille Kro i Nørre Allé.
150 kvm ude og inde
»Fiskerivej er den perfekte lokation for os,« siger Martin Schultz.
»Grunden ligger helt ned til vandkanten ved siden af byens to store fiskehandlere og med udsigt over vandet og Aarhus Ø. Og de fleste aarhusianere kan gå herned.«
Restaurant Anker bliver på 150 kvm med en lige så stor terrasse. Her bliver åbent fra kl. 12, og køkkenet vil først lukke kl. 21.30. Foruden a la carte-restaurant vil her også blive holdt selskaber, events og minikoncerter. Maden er fransk inspireret.
»Der vil blive serveret alt fra snegle og flamberede bøffer til crepes suzette – og selvfølgelig masser af frisk fisk,« siger Martin Schultz.
Nikolaj Nielsen skal være køkkenchef, og Michael Hornbæk restaurantchef – begge kommer fra Den Lille Kro.
Bygningen er ejet af den aarhusianske ejendomsinvestor Niels Albertsen og tegnet af Luplau & Poulsen Arkitekter i maritim stil med inspiration fra pakhusene i Skagen og røgerierne på Bornholm.
»Vi vil lave et uformelt miljø, der passer ind i havnen. Alle kan komme her og nyde mad uden at skulle være iført en lyserød poloshirt og strittende lillefinger,« understreger Martin Schultz.
Han tror på en blomstrende fremtid for området.
Et nyt byrum
»Aarhus er ved at lave et helt nyt offentligt byrum. Man binder havnen, som ingen ud over sejlerne rigtigt har benyttet før, og byen sammen, så man får en større mangfoldighed her. Området bliver for hele byen,« påpeger Martin Schultz.
Han er ikke bange for, at området vil miste sin autenticitet.
»Selve Træskibshavnen rører man jo ikke ved. Grundstenen i miljøet hernede bevares, og man tilføjer så nye faciliteter og ekstra liv, som løfter det hele. Det kan da godt være, at enkelte hernede synes, det er træls, men sådan vil det altid være, når der er ændringer,« siger Martin Schultz.
Kommunen som ejer
Kommunen ejer størstedelen af grundene i Nordhavnen, som området også kaldes, dog købte nogle virksomheder deres bygning og grund, da Træskibs- og Lystbådehavnen blev overdraget fra Aarhus Havn til Aarhus Kommune i 2007.
Den store bygning på Fiskerivej 2 ejes af Olav de Linde, der har lejekontrakt med kommunen indtil 2034, men ellers har lejekontrakterne med kommunen forskelligt udløb, og der er ikke umiddelbart udsigt til opsigelser af lejekontrakter omkring den gamle fiskerihavn.
Søren Clausen er da heller ikke bange for, at området vil miste sit særpræg.
Det autentiske bevares
»Den sidste fuldtidserhvervsfisker forsvandt herfra i 2009, og vi kan jo ikke genskabe erhvervsfiskeriet, men her er stadig enkelte bierhvervs- og fritidsfiskere, der er afsat areal til, og vi prøver at skabe gode rammer for dem. De gamle træskure ved siden af Restaurant Anker, hvor der bl.a. bor en dykkerklub, skal heller ikke fjernes. Så vi har reminiscenser af den gamle fiskerihavn, og vi gør meget for at bevare det autentiske liv hernede,« siger Søren Clausen og tilføjer:
»Det er så altid en smagssag, hvilket miljø man synes er bevaringsværdigt, nogle vil da nok synes, at miljøet er ved at blive ødelagt.«
På Fiskerivej 8 ligger Fiskerihavnens Varmestue, der har ligget her i over 80 år, og som er den eneste tilbageværende af tre på havnen. Den var oprindeligt kantine for erhvervsfiskerne på havnen, nu er den for alle.
»Mange synes, at varmestuen er en vigtig del af den gamle kultur, og den har det jo fint. Kommunens lejemål løber et par år endnu, og vi vil gerne forlænge kontrakten,« siger Søren Clausen.
Han peger også på det liv, der er i Nordhavnens mange fritidsklubber.
»Vi har omkring 17 foreninger, der udbyder sejlsport, dykning, roning med mere, og de har mange aktive medlemmer, og det er en kæmpe gevinst for miljøet hernede. Det er lige præcis det, Sport og Fritid gerne vil understøtte med gode rammebetingelser,« siger Søren Clausen.