Status quo: Favrskov vil atter blive ledet af Borrings snævre flertal
I indeværende valgperiode har de røde haft 13 mandater, de blå 12. Det kommende byråd kommer til at arbejde med samme mandatfordeling, viser valgresultatet, der også peger på, at Nils Borring er en ganske populær politiker.
Det kommende byråd i Favrskov Kommune bliver rødt, men med en stærk nuance af blå.
Det står klart, efter listestemmerne blev talt op natten til onsdag.
Socialdemokratiet har modtaget 11.638 stemmer, hvilket udmønter sig i 11 mandater. Enhedslisten og SF, der er i valgforbund sammen, peger på Nils Borring (S) som borgmester, og det betyder, at den røde blok kan samle 13 af kommunens 25 mandater.
Dermed er mandatfordelingen identisk med valget i 2013. Faktisk er det kun Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti, der oplever en mandatændring. De Konservative går ét mandat frem, DF går ét tilbage.
Kongevalg til Borring
Ser man på de personlige stemmer er der også en række sammentræf med sidste valg.
I 2013 indkasserede Nils Borring næsten en fjerdel af alle stemmer, og det samme gør sig gældende ved dette valg.
6.666 modtog Borring ud af de i alt 27.010 stemmer. Det betyder, at han har fået 24,7 pct. af alle gyldige stemmer, og 57 pct. af sit partis 11.638.
»Jeg er særdeles glad for, at vi bliver honoreret for at have samlet et bredt byråd. Vi får et rødt samarbejde og et rødt flertal i Favrskov Kommune. Vi fastholder vores mandatfordeling, og jeg ønsker, ligesom ved de to foregående valg, at lave en bred og grundig konstituering,« siger Nils Borring og tilføjer:
»Venstre gik til valg på fornyelse og frisk blod. Men det er ikke det, som vælgerne har sagt. De har stemt på stabilitet, ro og orden, og jeg tror på, at borgerne ønsker, at vi træffer konstruktive beslutninger i fællesskab. Vi har sat mange anlæg i gang og haft et bredt samarbejde med relativt få afstemninger,« siger han.
Tæt med De Konservative
Havde du håbet på mere?
»Nej. Socialdemokratiet har på landsplan fået 32 pct. af stemmerne, og vi har 43 pct. i Favrskov Kommune, så det er rigtig godt,« siger Nils Borring, der er godt tilfreds med, at Det Konservative Folkeparti går ét mandat frem, og at Dansk Folkeparti går ét tilbage, selv om Socialdemokratiet og DF har flirtet om et samarbejde på landsplan.
Ambivalent V-spids
»Jeg tror, det handler meget om sociale relationer i kommunalpolitik. Det er ikke, fordi vi står med ideologiske lærebøger eller dogmer og slår hinanden i hovedet med dem. Lars Storgaard (spidskandidat for De Konservative) og jeg har kendt hinanden i rigtig, rigtig mange år og har arbejdet tæt sammen. Ved de to sidste valg har De Konservative været med i vores valggruppe, og det har betydet, at der har været noget til os begge. Lars har været min viceborgmester i otte år, og det er simpelthen, fordi vi har en god relation,« siger han.
Venstres spidskandidat Flemming Nørgaard kan bryste sig af den største personlige fremgang fra 638 i 2013 til 2.007 stemmer. Her har det formentlig en effekt, at han denne gang stod øverst på Venstres liste.
Flemming Nørgaard var splittet, da JP Østjylland fangede ham efter valget.
Politik frem for egen succes
»Jeg havde et håb om, at vi i Venstre kunne nappe ni mandater, og at vi i blå blok kunne stjæle ét mandat fra de røde, sådan at magtbalancen ville tippe. Desværre lykkedes det ikke. Men hvis jeg isoleret set ser på Venstre i Favrskov, er jeg glad for, personligt og på holdets vegne, at vores arbejde de sidste fire år bærer en vis form for frugt,« siger han.
Både Nils Borring og Nørgaard har talt positivt om byrådet i Favrskov Kommune, der gennem indeværende valgperiode har indgået en række brede forlig. Dét tror Venstre-manden har haft væsentlig betydning for valgresultatet.
»Der er ingen tvivl om, at det går godt i Favrskov, og når det er tilfældet, så er det borgmesteren (Nils Borring red.), der får meget af æren eller risen. Spørgsmålet er dog, hvem der har leveret resultaterne. Vi har stillet en række gode forslag, der også er kommet igennem, og det er nok prisen for vores samarbejde. Men jeg vil hellere have, at det går godt i Favrskov, end at jeg får en borgmesterpost, og at det går dårligt,« vurderer Flemming Nørgaard.