Fortsæt til indhold
USA

Kan dette blive Obamas Katrina-øjeblik?

Obama kritiseres for en Texas-visit, som ikke omfatter et besøg til "ground zero" for en højaktuel krise.

Los Angeles

Selvom George W. Bush blev genvalgt som præsident i 2004, blev han og Det Republikanske Parti stedse mere upopulære i befolkningen, og ved midtvejsvalget i 2006 led partiet et stort nederlag.

Særlig skadeligt for George W. Bushs omdømme var de offentlige myndigheders yderst kritisable håndtering af følgerne efter orkanen Katrinas hærgen i august 2005.

Bush reagerede for sent og var på ferie, da orkanen ramte. Den daværende præsident, som ellers var advaret om konsekvenserne, fløj i første omgang fra Texas til Washington over New Orleans i sit privatfly - uden at lande.

Et fotografi af Bush, der kiggede ud af flyets vindue, endte senere med at blive billedet på en af hans helt store bommerter.

"Han burde kommer herned"

Det er ikke kun de politiske modstandere, der langer ud efter Obama. Nu siger flere partifæller det samme: Obama risikerer at begå samme fejltagelse i forbindelse med en aktuel krise.

Det drejer sig om et besøg til ground zero for USA’s aktuelle indvandringskrise.

”Jeg er sikker på, at præsident Bush tænkte det samme; at han bare kunne kigge ned på det hele fra skyerne, men det kom til at forfølge ham lang tid efter. Så jeg håber ikke, at dette bliver Katrina-øjeblikket for præsident Obama, hvor han siger, at han ikke behøver at komme ned til grænsen. Han burde komme herned,” siger Henry Cuellar, demokratisk medlem af Texas' lovgivende forsamling, til CNN.

De uledsagede børn, der som oftest krydser grænsen uden identifikationsoplysninger, deles op efter køn og anslået alder, når de skal huses i faciliteter tilhørende U.S. Customs and Border Protection. Regeringen anslår, at op mod 150.000 børn fra Mellemamerika vil ankomme til USA i indeværende år.

Barack Obama besøger i øjeblikket staten Texas, hvor han blandt andet skal deltage i tre fundraising-arrangementer efter et kort besøg i Denver, Colorado.

I Denver nåede han onsdag blandt andet at besøge en bar, hvor han blev tilbudt marihuana, spillede et slag billard og nød en kold fadøl. Men alt tyder på, at han må skuffe Henry Cuellar med flere.

Han kommer ikke "derned".

En humanitær krise

Sagen drejer sig om, at det i disse måneder vælter ind med titusinder af uledsagede børn, der krydser grænsen mellem Mexico og USA og hobes op i Texas i det, som myndighederne kalder en aktuel humanitær krise.

Der er ikke tale om mexicanske indvandrere, som ifølge lovgivningen kan sendes retur samme dag, som de ankommer.

Siden oktober sidste år har 52.000 uledsagede børn fra Guatemala, El Salvador og Honduras sneget sig ind i USA.

De sendes af sted af forældre og kyniske menneskesmuglere og målet er at slippe ud af fattigdom og entre De Forenede Stater for at komme i betragtning, når en udlændingereform – måske - giver USA’s 11 mio. illegale indvandrere en chance for at blive statsborgere.

Må ikke deporteres øjeblikkeligt

Regeringen anslår, at op mod 150.000 børn på den måde vil nå til USA i indeværende finansår.

Når der er tale om indvandrere og flygtninge fra lande, der ikke grænser op til USA, må myndighederne ikke deportere eller sende de nyankomne retur med det samme. De skal igennem en større registreringsproces, hvor de enten tvinges eller løslades og opfordres til at lade sig registrere hos immigrationsmyndighederne inden en måned.

Men der ankommer i øjeblikket så mange nye illegale indvandrere hver dag til Texas, at statens opholdsfaciliteter for længst er fyldt til bristepunktet.

Vrede demonstranter

Af samme grund fragtes mange indvandrere allerede nu med fly eller bus til immigrationsfaciliteter og krisecentre i andre stater.

Men også her har man fået nok, fordi man tilsyneladende ikke har kapacitet og resurser til at håndtere situationen.

Forleden blokerede vrede borgere i en sydcalifornisk by for busser med illegale indvandrere, som skulle huses i området. Demonstranterne var udstyret med amerikanske flag og skilte med budskaber som "Stop illegal immigration."

Der blev blandt andet råbt "Go back home!" og "USA, USA!", og demonstranterne fik held med at få busserne til at forlade byen og i stedet søge mod San Diego.

Adskillige opfordringer

Og nu er Obama så i Texas for at samle penge ind, men ifølge en talsmand for Det Hvide Hus har han ingen planer om at ændre på sit oprindelige program.

Den republikanske guvernør Rick Perry har ellers sammen med flere demokrater i den politiske forsamling indtrængende bedt ham om at komme ned for at se nærmere på problemerne med de overfyldte opholdscentre.

Op mod en tredjedel af pigerne rapporterer ifølge grænsemyndighederne, at de er blevet voldtaget på vej til USA, og der er ligeledes meldinger om, at flere af børnene er blevet dræbt af menneskesmuglerne på den farefulde rejse.

FEMA: Vi kan ikke følge med

Topembedsmænd i Obama-regeringen erkender åbent, at man i øjeblikket har særdeles svært ved at håndtere den store tilstrømning af børn.

”Selvom vi har gjort fremskridt, så bliver vi ofte sat tilbage, når vi pludselig oplever en stor tilstrømning af børn, som ankommer i et tempo, hvor vi ikke kan følge med,” sagde Craig Fugate chef hos nødhjælps- og beredskabsstyrelsen FEMA ved en tv-transmitteret høring i Senatet i Washington.

Fra højrefløjen kritiseres Obama især for ikke at gøre nok for at sikre grænsen.

Kritikere mener endvidere, at tilstrømningen skyldes Obama-regeringens planer om at give USA’s 11 mio. illegale indvandrere en chance for at blive statsborgere samt rygter i Mellemamerika om, at hvis man først krydser grænsen til USA, så får man lov til at blive.

Ekstrabevilling til ministerium

Josh Earnest, talsmand for Obama i Det Hvide Hus, siger, at præsidenten skam forholder sig til krisen, som han også forsøger at løse.

Obama vil blandt andet bede den amerikanske kongres om en ekstrabevilling på 3,7 mia. dollars (godt 20 milliarder kroner) for at stoppe strømmen af de mindreårige børn, der forsøger at komme ind i USA.

Lidt over halvdelen af bevillingen skal gå til socialt arbejde for de uledsagede børn.

Resten af beløbet skal gå til ministeriet for intern sikkerhed og toldmyndighederne for at sikre, at en stor del af børnene sendes tilbage.

Kongressen er splittet

Men det bliver ikke nemt.

Honduras kvitterede nemlig forleden med en melding om, at man slet ikke ønsker de uledsagede børn hjem igen.

Mireya Agüero Corrales, landets udenrigsminister, mener i stedet, at børnene skal genforenes med deres forældre i USA.

I Washington er Kongressen samtidig splittet om, hvordan krisen løses, og der er ingen garanti for en gennemgribende udlændingereform i år.