Trump: Terrorist kom til USA ved green card-lotteri
Efter terrorangrebet i New York vil Donald Trump sætte en stopper for USA's green card-lotteri.
Da den mistænkte gerningsmand for terrorangrebet i New York, Sayfullo Saipov, i 2010 kom til USA fra Usbekistan, havde han bogstavelig talt vundet i lotteriet.
Det siger den amerikanske præsident, Donald Trump, på Twitter.
»Terroristen kom ind i vores land gennem det, som kaldes "Diversity Visa Lottery Program," en Chuck Schumer-skønhed. Jeg vil have det meritbaseret,« lyder det.
Oplysningen er ikke ellers blevet bekræftet af de amerikanske myndigheder, men programmet, som Trump henviser til, er det såkaldte green card-lotteri, som indebærer, at der hvert år frigives 55.000 permanente opholdstilladelser til udlændinge fra lande, som er underrepræsenterede i USA.
Personer fra disse lande, som skal have en gymnasial uddannelse eller have arbejdet inden for en række udvalgte professioner, kan således ansøge om at få tildelt en af disse opholdstilladelser, som der bliver trukket lod om.
Arkitekten bag ordningen er ifølge Trump den demokratiske senator Charles E. Schumer, som præsidenten henviser til i sit tweet.
»Vi kæmper hårdt for meritbaseret immigration, ikke flere demokratiske lotterisystemer. Vi skal være meget hårdere (og klogere),« skriver han endvidere.
Schumer har svaret igen i en udtalelse:
»Jeg har altid troet på og tror fortsat på, at immigration er godt for USA. I stedet for at politisere og splitte USA, som han altid synes at gøre i forbindelse med under nationale tragedier, burde præsident Trump fokusere på de virkelige løsninger - antiterror-støtte - som han foreslog at skære i i sit seneste budget.«
Ifølge Washington Post var Schumer manden, som i 1990 foreslog en ny lov, hvorunder man hvert år ville frigive et antal opholdstilladelser til såkaldte »diversitetsmigranter« fra underrepræsenterede lande. Det blev siden inkorporeret i en større migrationspakke, og i 1995 kunne man sætte lotteriet i gang.
Om den 29-årige Sayfullo Saipov vitterligt vandt et af lodderne er ikke bekræftet, men oplysningen begyndte at florere blandt indvandringskritiske røster på Twitter efter angrebet tirsdag.
Saipov, som blev skudt og såret af politiet, er mistænkt for at have sat sig bag rattet på en varevogn og bevidst kørt imod trafikken på en cykelsti på Manhattan i New York for til sidst at ramle ind i en skolebus. 8 blev dræbt og 11 såret.