Trump varsler hårdere kurs mod Merkel og EU: »USA er blevet behandlet meget, meget unfair«
Præsidenten søger retfærdighed, når nye handelsaftaler skal forhandles.
Fredag aften lagde Det Hvide Hus ramme til et meget forudset pressemøde mellem Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, og USA’s præsident, Donald Trump.
Spørgsmålet om frihandelsaftaler viste sig at blive et af de centrale på pressemødet.
Donald Trump har tidligere været stærkt kritisk over for en række handelsaftaler, herunder NAFTA, der er en nordamerikansk handelsaftale mellem Canada, USA og Mexico. Det var også en kritik, der blev luftet på pressemødet.
»Først og fremmest tror jeg ikke på isolationisme. Men jeg mener, at frihandel skal være fair for alle,« lød det fra Donald Trump.
»USA er blevet behandlet meget, meget unfair gennem årene af mange lande - og det kommer til at stoppe. Vores frihandelsaftaler har ført til en masse dårlige ting,« sagde Trump og henviste til NAFTA som eksempel.
»Hvis man ser på forfærdelige NAFTA, vil man se, at det har været en katastrofe for arbejdsstyrken og firmaer i landet,« fortsatte præsidenten, der understregede, at han ikke kun har øje for amerikanske interesser, men hele verdenens.
I den forbindelse varslede Trump en hårdere kurs mod Tyskland og andre nationer, der i den kommende periode skal genforhandle handelsaftaler med USA.
»De tyske forhandlere har indtil videre gjort det meget bedre end de amerikanske. De (tyskerne red.) skal have ros, men vi vil snart udligne det,« sagde Trump.
Angela Merkels syn på spørgsmålet om frihandel var dog anderledes.
»Vores handelsaftaler har vist, at begge sider kan profitere på dem. Det er den mentalitet, vi skal bruge i forhandlingerne med USA,« sagde kansleren.
Mens de to statsleders holdninger om frihandel var forskellige, så har de i det mindste én ting tilfælles ifølge Trump.
Adspurgt om det var en fejl, at Sean Spicer, Trumps talsmand, beskyldte Storbritannien for at havde aflyttet Donald Trump på foranledning af Barack Obama, lød svaret fra præsidenten:
»Hvad angår snakken om aflytning fra den tidligere administration, så har vi i det mindste måske noget tilfælles,« sagde Trump, mens han pegede på Angela Merkel og antageligvist hentydede til en række afsløringer fra den tyske avis Der Spiegel, der i 2013 viste, at den amerikanske efterretningsenhed NSA i en lang årrække aflyttede kanslerens telefon.