Fortsæt til indhold
USA

Trumps talsmand gentager beskyldninger: Briterne hjalp Obama med at spionere

»Vrøvl, fuldstændig latterligt og bør ignoreres,« lyder det fra den britiske efterretningstjeneste, GCHQ.

Mandag måtte talsmanden for Det Hvide Hus Sean Spicer forsvare præsident Donald Trumps Twitter-beskyldninger om, at Barack Obama skulle have aflyttet Trump under valgkampen i 2016.

»Præsidenten brugte ordet "aflytning" i anførselstegn, hvilket betyder overvågning i bred forstand og andre aktiviteter,« sagde han bl.a. til pressen.

Og torsdag lød det fra samme Spicer, at Trump fastholder sin påstand om, at Obama skulle have beordret Trumps New York-hovedkvarter,Trump Tower, aflyttet.

»Der er ingen tvivl om, at der er blevet brugt overvågningsteknikker,« sagde Spicer.

Samtidig gentog han en påstand, som den juridiske kommentator på Fox news Andrew Napolitano kom med tirsdag på tv-kanalen.

»Dommer Andrew Napolitano kom med følgende udtalelse, jeg citerer: "Tre efterretningskilder har informeret Fox News om, at præsident Obama gik uden for kommandovejen. Han brugte ikke NSA, han brugte ikke CIA, han brugte ikke FBI, og han brugte ikke justitsministeriet, han brugte GCHQ (UK Government Communications Headquarters, red.)",« lød det.

Formanden for Senatets efterretningsudvalg, den republikanske Richard Burr, og næstformanden, demokraten Mark Warner, har i en fælles udtalelse understreget, at de ikke mener, at der er tegn på, at Trump Tower skulle være blevet aflyttet.

Også en talsmand for Barack Obama har afvist påstanden.

Og selv den britiske efterretningstjeneste GCHQ har helt usædvanligt valgt at tage bladet fra munden.

»Nylige beskyldninger fra mediekommentatoren dommer Andrew Napolitano om, at GCHQ blev bedt om at foretage "aflytning" af den daværende nyvalgte præsident er noget vrøvl,« siger en talsmand for tjenesten ifølge BBC.

»Det er fuldstændig latterligt og bør ignoreres.«