Trump har fyldt meget i medierne i det seneste år, og han er ikke engang præsident endnu
Se et udvalg af Trump-illustrationer, der har været bragt i Jyllands-Posten i det forgangne år.
Donald Trump overtager først officielt præsidentembedet i USA fredag.
Men han har været dækket intensivt af os journalister længe.
Men også Jyllands-Postens tegnere Rasmus Sand Høyer og Niels Bo Bojesen har benyttet Trump i flere illustrationer og tegninger i avisens debatsektion.
I løbet af det seneste år har de begge udformet tegninger, hvor Donald Trump har ageret ufrivillig karakter i nogle skæve og humoristiske udgaver.
Vi bringer her et uddrag af tegningerne.
Vi starter med en tegning fra februar sidste år, hvor det republikanske parti stod foran de afgørende primærvalg og håbede på, at en anden kandidat kunne true den fremadstormende Trump.
Trump pustede sig dog op og endte med at tryne alle modstandere i det republikanske parti, hvilket den næste tegning fra marts illustrerer.
I maj blev vejen så endegyldigt banet for Trumps kandidatur, da de resterende republikanske kandidater måtte kapitulere.
Undervejs i primærvalgene havde Trump af medier og modkandidater fået kritik for at underkende fakta. Den kritik underkendte Trump også.
Trumps kone, Melania Trump, gjorde sig også bemærket hos Jyllands-Postens tegnere. Ved det republikanske partikonvent i juli blev hun beskyldt for at have genbrugt dele af Michelle Obamas tale fra det demokratiske partikonvent i 2008.
Det medførte en del drillerier.
Da præsidentvalgkampen mod Hillary Clinton begyndte i efteråret, var luften i mellem de to præsidentkandidater tyk med beskyldninger den ene og den anden vej. Hvilket i september gav anledning til denne tegning.
Undervejs blev Trumps kvindesyn pludselig et varmt emne, og han blev af flere kvinder beskyldt for seksuelle overgreb. I kølvandet på de beskyldninger meldte Trump ud, at han muligvis ikke ville anerkende valgresultatet, da »der kunne være fusket med stemmerne«.
Den udmelding kom på et tidspunkt, hvor Hillary Clinton førte stort i samtlige meningsmålinger, og hvor det derfor lignede et stort nederlag til Trump.
Valget den 8. november endte som bekendt anderledes, end meningsmålingerne prædikede, og ret hurtigt herefter begyndte Trump at lufte flere konkrete idéer for sin præsidentperiode. Blandt andet vil han ændre USA's Kina-politik.
I hele processen har Trump været særdeles aktiv på de sociale medier. Blandt andet har den kommende præsidents Twitter-profil været rødglødende.
Her er få blevet hyldet, mens flere har modtaget verbale tæsk. Trump lægger op til at fortsætte med at bruge Twitter i sin præsidentperiode, hvilket gav anledning til denne JP-tegning.
Og selvom omtalen af Donald Trump og det amerikanske valg har været intens, så er det altså først fredag den 20. januar, at Donald John Trump officielt overtager embedet, når han siger den berømte remse, der ender på ordene "So help me God".