Indsættelsen: Sådan bliver Trump præsident
Fredag d. 20. januar retter verden blikket mod Washington D.C., hvor Donald J. Trump indsættes som USA's næste præsident. Se hele programmet for den 58. præsidentindsættelse i USA's historie her.
Fredag d. 20. januar
Barack Obama vågner for sidste gang som præsident i Det Hvide Hus.
Trump, Pence og deres familier begynder dagen med en gudstjeneste i St. John's Episcopal Church.
Derefter møder Donald Trump og hans kone, Melania Trump, det afgående præsidentpar Barack og Michelle Obama til te i Det Hvide Hus.
Edsaflæggelse
Ved middagstid sværges Donald Trump ind som USA’s 45. præsident. Kort tid forinden bliver den kommende vicepræsident Mike Pence taget i ed.
Eden aflægges på en platform foran parlamentsbygningen, officielt kaldet United States Capitol. Højesteretspræsidenten John Roberts styrer edsaflæggelsen.
Efter at Trump er taget i ed, holder han sin tiltrædelsestale. Obamas tale i 2013 varede omtrent 20 minutter. Gense JP's indslag om talen forneden.
Obama: Nationen skal stå sammen
Ceremonien overværes bl.a. af repræsentanter fra Kongressen og landets religiøse samfund. Også de tidligere præsidenter Jimmy Carter, Bill Clinton, George W. Bush og Barack Obama samt deres koner forventes at deltage. Den tidligere præsident George H. W. Bush har meldt afbud af helbredsmæssige årsager.
USA's nationalsang The Star Spangled Banner synges af den 16-årige sangerinde Jackie Evancho. Evancho blev kendt, da hun i 2010 som tiårig landede på en andenplads i det amerikanske TV-program ”America’s Got Talent”.
Efter ceremonien deltager Donald Trump og Mike Pence i en frokost med Kongressen.
Parade langs Pennsylvania Avenue
Som led i en farverig parade køres den nye præsident Trump ned ad Pennsylvania Avenue, der forbinder parlamentsbygningen og Det Hvide Hus.
Flere end 8.000 mennesker deltager i paraden, herunder veteraner, marchorkestre og repræsentanter fra alle landets bevæbnede styrker.
Langs vejene forventes flere hundrede tusind tilskuere at hylde - eller protestere imod - den nye præsident. Ifølge New York Times kan hele indsættelsesceremonien komme til at koste donorer og skatteyderne op mod 200 mio. dollars. Den klart dyreste post er de omfattende sikkerhedsforanstaltninger.
Indsættelsesballer
Dagen rundes af med talrige indsættelsesballer fordelt over hele byen Washington. Præsident Trump og vicepræsident Pence gæster de tre officielle baller i Walter E. Washington Convention Center og National Building Museum.
Lørdag d. 21. januar
Gudstjeneste og national bøn
Trump og Pence deltager i en gudstjeneste i Washington National Cathedral.