Fortsæt til indhold
USA

Trump-sejr spreder frygt i Mexico

Vil han rejse den mur? Skal vi betale for den? Mexicanerne frygter det værste oven på det amerikanske valg.

Valget af Donald Trump som USA’s præsident har spredt frygt og usikkerhed i nabolandet Mexico.

Her venter man i angst på, at Trump gør alvor af sine valgløfter. Det gælder ikke mindst truslen om at bygge en mur langs grænsen mellem de to lande for at bremse den illegale indvandring.

Hvis han forsøger at bygge en mur, vil han (Trump, red.) finde ud af, at vi er mexicanere. Vi er små, men vi er pikante.
Vincente Fox, , præsident i Mexico fra 2000 til 2006

Muren vil han have Mexico til at betale for. Indtil det sker, vil Trump beskatte de pengeoverførsler, som mexicanere i USA sender til hjemlandet. Ifølge den mexicanske net-avis Sin Embargo betyder amerikanernes valg, at »de værste år af vores liv ligger foran os«.

Men ifølge Vincente Fox, der var præsident i Mexico fra 2000 til 2006, punger det spansktalende land ikke op med penge til muren.

»Mexico vil selvfølgelig ikke betalte for den forbandede mur,« sagde Fox ifølge hjemmesiden Infobae.

»Hvis han forsøger at bygge en mur, vil han (Trump, red.) finde ud af, at vi er mexicanere. Vi er små, men vi er pikante.«

Den nyvalgte præsident har også truet med at smide 11 mio. illegale mexicanske indvandrere ud af USA.

Pesoen styrtdykker

Og så har Trump ikke mindst sagt, at han vil afbryde NAFTA, dvs. den frihandelsaftale der findes mellem Mexico, USA og Canada. Ifølge Trump er aftalen for fordelagtig for Mexico, og derfor skal den enten ændres – eller skrottes.

Det vil være katastrofalt for mexicansk økonomi, som er stærkt afhængig af handlen med USA. Trumps sejr fik da også straks konsekvenser for den mexicanske valuta, som styrtdykkede.

En udvikling som chefen for den mexicanske centralbank, Agustín Carstens, havde forudset. Den forgangne uge kaldte han nemlig Trump for en »orkan« for Mexicos økonomi, skriver avisen El Financiero.

Også den tidligere udenrigsminister i Mexico, Andres Rozental, varsler hårde tider for det mexicanske land.

»Vi står over for måneder med ustabilitet og usikkerhed, indtil den nye regering kommer på plads i Washington, og vi finder ud af, om hr. Trump er i stand til at indfri sine uheldige kampagneløfter,« sagde han ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Samtidig rejser flere politikere kritik af landets præsident, Enrique Peña Nieto, der modtog Trump i Mexico for et par måneder siden.

»Når man tænker på, at Enrique Peña Nieto tog imod ham og gav ham en platform at tale fra. Sikken fejl at begå, Sikken måde at røvrende vores land på,« lyder det på Twitter fra José Guadalupe Acosta Naranjo, parlamentsmedlem for venstreorienterede Partido de la Revolución Democrática.