Fortsæt til indhold
USA

Trump-løs republikansk debat var alligevel fuld af Trump

Den amerikanske indvandrerpolitik blev diskuteret voldsomt under nattens debat i Iowa.

Los Angeles

Selvom den kontroversielle rigmand Donald Trump havde valgt at droppe nattens tv-debat mellem de republikanske præsidentkandidater, så var det alligevel ikke sådan helt at komme af med ham.

Både på direkte og indirekte vis var den 69-årige præsidentkandidat alligevel til stede i Iowa Events Center i statens største by Des Moines. Faktisk lige fra starten.

»Jeg er sindssyg. De andre er grimme, dumme og fede, og Ben Carson er en dårlig kirurg. Nu har vi så fået overstået Donald Trumps vanlige indlæg,« lød det fra Texas-senatoren Ted Cruz som noget af det første under nattens debat.

Trumps indflydelse på dette valg kan ikke underdrives. Det blev understreget af, at to af de republikanske kandidater, der ikke havde nok opbakning i meningsmålingerne til at være med under nattens hoveddebat, havde valgt at lægge vejen forbi det arrangement, som Trump samtidig holdt ikke langt fra, hvor tv-debatten fandt sted.

Og i Iowa-sammenhæng var det bestemt ikke hvem som helst, der valgte at give en slags indirekte støtte til Donald Trump. Det var såmænd de to seneste vindere af staten, hvis vælgere som de første i USA mandag skal tage stilling til, hvem der skal være den republikanske præsidentkandidat, i 2008 og 2012, Mike Huckabee og Rick Santorum.

Kandidatkollegaerne Mike Huckabee (tv.) og Rick Santorum (th.) valgte at støtte Donald Trumps støttearrangement til fordel for hjemvendte krigsveteraner, der blev afholdt samtidig med tv-debatten på Fox News.

Blandt kandidaterne til stede ved nattens debat, var Ted Cruz så afgjort Donald Trumps nærmeste rival i Iowa.

Det kunne man da også fornemme, da Cruz tit stod i centrum for de øvrige kandidaters angreb. Særligt fra Florida-senatoren Marco Rubio, der ligner det bedste bud på en andenudfordrer til Donald Trump.

»Det er jo en løgn, som hans kampagne er bygget på. Han har ændret sine holdninger,« lød det anklagende fra Rubio, da emnet var indvandring.

Dette emne var så afgjort der, hvor bølgerne gik højest under debatten, og her var så det mere indirekte tegn på, at Trump alligevel var til stede under nattens debat.

Angrebene føg således om ørerne blandt kandidaterne. Primært gik angrebene på hvem, der før i tiden havde været for blødsøden i sin politik på området.

Rubio og Cruz blev presset af udspørgerne fra Fox News, der lagde sendeflade til debatten, med klip fra tidligere optrædener, hvor de støttede en vej til lovligt ophold for de millioner af illegale immigranter i USA.

Det er holdninger, som Donald Trump har gjort til det nærmeste, man kommer på et politisk selvmord i kampen om at blive republikansk præsidentkandidat i 2016, og det var tydeligt under debatten.

Flere af kandidaterne var således på vild flugt fra tidligere synspunkter på området og forsøgte at fortælle, at de nu hele tiden havde haft en holdning om, at det skulle være stort set umuligt for illegale indvandrere at opnå lovligt ophold i USA. Det hele havde nemlig været meget værre, hvis ikke de via kompromisets vej havde stoppet endnu mere liberale forslag.

En bitter og langstrakt strid med Fox-værten Megyn Kelly (i midten) var årsagen til Donald Trumps fravær. Kelly styrede sammen med kollegaerne Chris Wallace (tv.) og Bert Baier (th.) debatten mellem præsidentkandidaterne.

Trumps fravær fra nattens debat kunne også være en god mulighed for den pensionerede kirurg Ben Carson til at genoplive sin valgkamp efter flere nærmest søvndyssende optrædener.

Men nattens debat bliver formentlig heller ikke vendepunktet for Ben Carson, der på et tidspunkt havde ligeså gode og i enkelte tilfælde endda bedre meningsmålinger end Donald Trump. Carson virkede som en 17-årig fodboldspiller, der fik debut lidt for tidligt, og som aldrig rigtig kom i nærheden af bolden.

To gange i løbet af de første 40 minutter sagde Carson noget.

»Vi må stoppe med at lade den politiske korrekthed styre politikken i dette land. Ellers kommer det til at slå os ihjel,« sagde han i debattens 40. minut som sin blot anden bemærkning.

Bemærkningen faldt, da emnet var kampen mod global terrorisme. Og her kom man i hvert fald ikke til at savne Donald Trumps bombastiske stærkmandsudmeldinger.

»Hvis der er et eller andet sted, hvor radikale islamister samler sig, mens jeg er præsident, så vil vi gå efter dem med alt, hvad vi har og sende dem til Guantanamo,« lød det fra Marco Rubio, der vil lukke moskeer eller sågar cafeer, hvis myndighederne mistænker stederne for at være samlingssteder for radikale islamister.

Jeg kommer til at jagte dem, hvorend de er og helt og aldeles ødelægge IS
Ted Cruz, præsidentkandidater, Republikanerne

Også Ted Cruz, der tidligere har foreslået at tæppebombe terrororganisationen Islamisk Stat (IS) i Syrien, forsvarede sine synspunkter.

»Jeg kommer til at jagte dem, hvorend de er og helt og aldeles ødelægge IS. Det er ikke bare tomme, hårde ord. Det er en reel og bedre strategi end den, Barack Obama har nu,« lød det fra Cruz.

Marco Rubio fortalte, at han ville genopbygge det amerikanske militær, som han mener, er ved at falde fra hinanden.

»For verden er mest sikker, når USA er stærkest,« sagde han og kaldte blandt andet IS for en »apokalyptisk« organisation.

Med få dage til de første valgsteder i Iowa åbner, viser et gennemsnit af de syv seneste meningsmålinger udregnet af hjemmesiden realclearpolitics.com, at Donald Trump lige nu har et forspring på 6,8 procentpoint til Ted Cruz, mens Marco Rubio med 19 procentpoint op til ejendomsmilliardæren er et stykke væk på tredjepladsen.