Genstridig embedsmand fra Kentucky er røget i fængsel
Kim Davis har nægtet at udstede vielsesattester til homoseksuelle siden historisk højesteretsdom.
Los Angeles
Normalt tiltrækker amtet Rowan County i den amerikanske sydstat Kentucky sig ikke den store opmærksomhed. Det må i hvert fald betegnes som højst tvivlsomt, hvorvidt amtet med omkring 20.000 indbyggere nogensinde har haft besøg af så mange amerikanske medier, som tilfældet er lige nu.
Årsagen hedder Kim Davis. Hun er, i hvert fald stadig lidt endnu, embedsmand i amtet, hvor hun blandt andet tager sig af at udstede vielsesattester til amtets borgere.
Den praksis stoppede hun dog med, da den amerikanske højesteret i juni afgjorde, at homoseksuelle har en forfatningssikret ret til ægteskab. Davis har hele tiden fastholdt, at hun ikke ville følge dommen, da den stred imod hendes religiøse overbevisning.
Et synspunkt, som hun torsdag aften dansk tid holdt fast i, da hun stod over for distriktets dommer David Bunning.
"Guds moral står i vejen for pligterne på mit arbejde. Man kan ikke adskille sig fra sit hjerte og sin sjæl," lød det fra Kim Davis under torsdagens møde i retssalen, ifølge nyhedsbureauet AP.
Her stod hun tiltalt for at tilsidesætte de afgørelser, som det amerikanske retssystem i flere instanser har afsagt, der har pålagt hende at udstede vielsesattester til de homoseksuelle par, der mødte op på hendes kontor.
Hendes tro er ganske simpelt ikke et gyldigt forsvarDavid Bunning, dommer
De afgørelser bakkede David Bunning op om og valgte at sende Kim Davis i fængsel for hendes tilsidesættelse af rettens ord.
"Hendes tro er ganske simpelt ikke et gyldigt forsvar," sagde Bunning og fortsatte:
"Personligt er jeg også en troende mand, men jeg har aflagt en ed. En ed, som også fru Davis har aflagt," lød det fra dommeren.
David Bunning fortalte, at han ikke havde andet valg end at fængsle Kim Davis, indtil hun vil acceptere at følge domstolenes afgørelser.
Kim Davis har modtaget støtte fra flere republikanske præsidentkandidater, ligesom der forrige weekend blev afholdt en demonstration til fordel for hende i Rowan County.
Men den genstridige embedsmand har også mødt massiv kritik for sin ageren. Særligt efter at det i amerikanske medier kom frem, at hun nu er på sit fjerde ægteskab selv, hvilket ifølge hendes kritikere harmonerer dårligt med hendes tilsyneladende grundfaste, religiøse overbevisning.
Det er dog tvivlsomt, hvor længe Kim Davis rent faktisk bliver bag lås og slå. Til stede ved torsdagens retssag var således også hendes fem assistenter, der også har bemyndigelse til at udstede vielsesattester i hendes fravær.
De blev hver især stillet over for muligheden at ryge samme vej som Kim Davis eller at efterkomme rettens afgørelser.
"Jeg har egentlig ikke lyst, men jeg vil følge loven. Jeg er præstedatter, og dette er det sværeste, som jeg nogensinde har skullet gøre. Jeg hader ikke nogen. Det er der ingen af os, der gør," sagde en af assistenterne, Melissa Thompson, da dommeren spurgte, hvad hun ville gøre fremover.
Kim Davis' arbejde er ikke, som det ville være i Danmark, noget hun er formelt ansat til. Hun er således valgt af vælgerne til at varetage arbejdet i Rowan County. Det er mindre end et år siden, at hun blev valgt som repræsentant for det demokratiske parti.
Netop dette forhold gør, at hun ikke bare kan fyres uden videre. Som folkevalgt kan hun således kun fjernes fra sin post, hvis den lovgivende magt i staten Kentucky vælger at rejse en sag mod hende for embedsmisbrug.
Det er der dog, ifølge amerikanske medier, lange udsigter til, at statens folkevalgte vil gøre. Staten er således kendt som en af mest konservative i USA, hvorfor statens kongres også er under tung, republikansk kontrol.