Fortsæt til indhold
USA

USA er nu næststørste spansktalende nation i verden

Gruppen af spansktalende amerikanere ventes også at blive en afgørende faktor ved præsidentvalget i 2016.

Los Angeles

Man skal ikke have bevæget sig meget rundt i den sydlige del af den amerikanske stat Californien for at opleve, at spansk efterhånden er ved at være et endog meget fremherskende sprog i denne del af USA.

Busreklamer, skilte i supermarkederne og meddelelserne i de offentlige transportmidler er enten kun på spansk eller på både spansk og engelsk.

Tendensen er dog ikke kun gældende i den vestlige del af USA. En ny undersøgelse har således vist, at USA nu huser den næststørste spansktalende befolkningsgruppe i verden, skriver den britiske avis The Guardian.

Undersøgelsen kommer fra det anerkendte Instituto Cervantes, der i 1991 blev dannet af den spanske regering for at udbrede kendskabet til det spanske sprog og den spanske kultur.

Ifølge undersøgelsen fra Instituto Cervantes huser USA således flere end 41,3 mio. mennesker, hvis modersmål er spansk. Udover dem bor der flere end 11,3 mio. mennesker i USA, der er tosprogede og for det meste er efterkommere af latinamerikanske immigranter.

Det betyder, at USA er gået forbi Colombia på listen over største spansktalende befolkningsgrupper og på verdensplan kun overgås af naboen mod syd, Mexico.

Der er dog et stykke vej til, at USA overhaler mexicanerne, der har flere end 121 mio. spansktalende indbyggere. Colombia har lige over 48 mio. spansktalende indbyggere på tredjepladsen, mens Spanien indtager fjerdepladsen med lige knap 46,8 mio. indbyggere.

Men ifølge US Census Office, der er en amerikansk pendant til Danmarks Statistik, vil USA inden for en overskuelig årrække formelt blive den nation i verden med flest spansktalende indbyggere, hvis udviklingen fortsætter på samme måde, som den er nu.

Instituttet forventer således, ifølge The Guardian, at USA i 2050 vil have 138 millioner spansktalende indbyggere, hvilket vil være mere end Mexico til den tid.

Udviklingen har da også været eksplosiv siden 1980.

I 1980 var der således blot 10 mio. spansktalende indbyggere i USA, ifølge en undersøgelse fra tænketanken Pew Research Center fra 2013. Dermed var antallet af spansktalende indbyggere steget med 233 pct.

Udviklingen har især gjort, at staterne ved den mexicanske grænse har fået en stor andel af spansktalende indbyggere. New Mexico er den amerikanske stat, hvor den største andel af befolkningen er spansktalende. 47 pct. af indbyggerne i New Mexico var således spansktalende, fremgik det af en undersøgelse fra Pew Research Center i 2014.

Udviklingen er for det meste drevet af store grupper af latinamerikanske immigranter til USA, hvilket også har gjort grænsespørgsmålet til en politisk varm kartoffel i USA.

I lang tid forsøgte præsident Barack Obama at få vedtaget en reform af immigrationsystemet i USA med støtte fra begge partier i Kongressen. Reformen strandede imidlertid i Repræsentanternes Hus, og i november 2014 ville Obama ikke vente længere. Her fremlagde han flere tiltag, som han gennem præsidentielle forordninger ville gennemføre uden om den lovgivende forsamling.

Her gav Obama omkring fem millioner illegale immigranter mulighed for at opnå lovligt ophold i USA, hvis de opfyldte visse betingelser, hvilket blev hårdt kritiseret af konservative politikere.

Emnet ventes også at kunne blive en stopklods for den republikanske præsidentkandidat Jeb Bushs ambitioner om at blive den tredje Bush i Det Hvide Hus på lige godt 30 år. Han har således tidligere talt varmt for en lignende model, hvilket ikke er den konservative del af partiets kop te.

Ingen tvivl er der dog om, at de spansktalende vælgere i den amerikanske befolkning bliver helt afgørende for, hvem der i januar 2017 kan sætte sig i Det Hvide Hus, når Barack Obamas anden og sidste embedsperiode er slut.

Det kunne blandt andet ses ganske tydeligt, da den mexicansk gifte Jeb Bush lancerede sin kampagne tidligere i juni med en tale i Florida, hvor han tidligere har været guvernør, og hvor 23,2 pct af indbyggerne i 2014 var spansktalende.

Formentlig for første gang i amerikansk, politisk historie brugte en så profileret kandidat en del af sin taletid på at tale et andet sprog end engelsk. Jeb Bush slog således over i spansk, da han talte direkte til den spansktalende del af den amerikanske befolkning.

Havde Bush-lejren håbet, at diskussionerne om immigrationsreform ville være et stykke nede på listen over centrale emner under de republikanske primærvalg, der skal bestemme partiets endelige kandidat, smed den kontroversielle forretningsmand Donald Trump en veritabel bombe ind i debatten, da han bekendtgjorde sit præsidentkandidatur.

Her forklarede han, hvordan han ville bygge en høj mur langs den amerikanske grænse mod syd, der skulle forhindre tilstrømningen i at blive for stor, og hvordan han i øvrigt ville få mexicanerne til selv at betale for den.

Trump er dog kommet i ganske store problemer efter udtalelserne, da han også sagde, at de fleste af de mexicanere, som kommer til USA, bringer en masse problemer med sig.

"Når Mexico sender sine folk, så sender de ikke de bedste. De sender mennesker, som har masser af problemer, og dem tager de med sig. De medbringer stoffer. De medbringer kriminalitet. De er voldtægtsforbrydere," lød det i talen fra Donald Trump, der dog også tilføjede:

"Og nogle, går jeg ud fra, er gode mennesker," sagde han.

Udtalelserne om de latinamerikanske immigranter har blandt andet fået tv-distributøren Univision, der er den største distributør til det spansktalende publikum, til at sige, at den ikke vil sende fra skønhedskonkurrencen Miss USA, som Trump ejer, ligesom tv-stationen NBC, hvor den 69-årige rigmand har haft et meget populært realityshow, også har afbrudt alle sine forbindelser til ham.

De første republikanske primærvalg løber af stablen i starten af 2016, men allerede i august skal de mest profilerede kandidater, herunder formentlig Donald Trump, mødes til en debat på tv-stationen Fox News.