Falsk spækhugger kæntret
Et forsøg på at skræmme søløver væk fra amerikansk havn endte med bugen op for enorm falsk hval.
Havnen i Astoria i Oregon på USA’s vestkyst har et problem. Tusindvis af søløver har valgt havnen som tilholdssted og blokerer for sejlere og fiskeres adgang til både og det åbne hav.
Torsdag ankom det, som man troede kunne løse problemet så på en lastbil. En båd formet som en spækhugger, der skulle skræmme de irriterende men fredede søløver væk fra havneområdet.
Omkring 100 mennesker jublede, da den falske hval blev sat i vandet med sin menneskelige styrmand fredag, og søløverne blev ifølge havnedirektøren Jim Knight ”dødstille. Det skriver AP.
Jublen varede dog ikke længe, for kort efter ramte den menneskeskabte spækhugger kølvandet fra et lastskib, der sejlede forbi, og pludselig vendte hvalen den forkerte vej.
Styrmanden blev reddet ud af den kæntrede hval, og den blev bragt ind i havnen for at fortsætte sin mission med at skræmme søløverne til at finde et andet sted at gå på land.
I stedet kæntrede hvalen endnu en gang, og endte med bugen i vejret foran de uimponerede søløver.
Og hvad tror Jim Knight, at de tænker om forsøget på at skræmme dem med en glasfiberkopi af deres naturlige fjende?
”De tror nok, at den er død nu, hvor den ligger med bugen i vejret,” siger han ifølge Ap og tilføjer ”You can’t make this stuff up”.
Antallet af søløver langs den amerikanske vestkyst er vokset voldsomt, siden de blev beskyttet af en lov I 1972. Samtidig har den globale opvarmning betydet, at de er rykket nordpå for at finde koldere vand, og derfor er de nu havnet på blandt andet kajene i Astoria.
Byen har før forsøgt sig med alt fra strømførende måtter til badebolde i skrigende farver for at holde søløverne væk, men ingenting har virket.
”Vi har simpelthen ikke de økonomiske ressourcer til at bygge barrierer, så vi har ikke andre muligheder end at lede efter kreative og billige løsninger,” siger Jim Knight i et andet interview i Time.
Han tilføjer, at kampen ikke er ovre endnu, og lover, at den falske spækhugger vil vende tilbage til Astoria.