Ebola-sygeplejerske: Skal vi føle os som kriminelle?
Indførelsen af obligatorisk isolation for sundhedspersonale i USA, der vender hjem fra ebolaramte områder, møder hård kritik.
En sygeplejerske, der behandlede Ebola patienter i Sierra Leone har kritiseret den behandling, der ventede hende, da hun kom tilbage til USA.
Kritikken sker på grund af en politik om 21-dages obligatorisk karantæne, der føres af tre amerikanske stater, og har medført, at den amerikanske sygeplejerske skal forblive i isolation på et hospital i New Jersey, på trods af at hun testede negativ for den frygtede virus sidste lørdag.
Det skriver The Guardian.
Sygeplejersken Kaci Hickox blev anbragt i karantæne, efter New Jerseys guvernør, Chris Christie, og New Yorks guvernør, Andrew Cuomo, har krævet, at alle, som kommer ind i de pågældende stater efter at have haft kontakt med Ebolasyge mennesker i Vestafrika, skal være genstand for obligatorisk isolation i 21 dage, hvilket menes at være den tid, det tager, før sygdommen giver symptomer.
Men Hickox retter en skarp kritik af de yderligere restriktioner.
”Dette er ikke en situation, jeg ville ønske for nogen, og jeg er bange for dem, der vil følge mig,” skriver hun fra sin isolation.
Restriktionerne for sundhedspersonale, der vender tilbage fra Afrika, er et stort dilemma for de amerikanske myndigheder, der både er ivrige for at få amerikanske eksperter til at hjælpe med at bekæmpe sygdommen i Afrika, men samtidig er opmærksomme på befolkningens stigende bekymring over for sygdommen derhjemme.
Kaci Hickox, der havde været frivillig sygeplejerske for Læger Uden Grænser i Sierra Leone, blev stoppet på Newark lufthavn i New Jersey. Her blev hun tilbageholdt i adskillige timer og skulle svare på spørgsmål fra embedsmænd, der alle var iført beskyttelsesdragter, handsker, masker og ansigtsskjolde.
”Fire timer efter jeg landede i lufthavnen, nærmede en embedsmand sig med en pandescanner. Mine kinder blussede, og jeg blev forvirret over at blive holdt tilbage uden nogen forklaring. Scanneren målte min temperatur til 101F (38,3 C red.), ” skriver hun.
Herefter blev hun efterladt alene i yderligere tre timer, før hun blev kørt til hospitalet.
”Jeg sad alene i et isolationstelt og tænkte på de mange kolleger, der vil vende hjem fra Amerika og skal gennemgå de samme prøvelser,” skriver hun og tilføjer:
”Skal vi føle sig som kriminelle og fanger?”
Ifølge The Guardian har flere borgerrettighedsaktivister rejst bekymringen om de juridiske aspekter af de nye regler og advarer om, at de kan være med til at afskrække sundhedspersonale fra frivilligt til Afrika for at bekæmpe Ebola.
”Vi forstår vigtigheden af at beskytte offentligheden mod en ebola udbrud,” udtaler American Civil Liberties Union til New York Times og tilføjer, at de obligatoriske ordrer for isolation ”rejser alvorlige forfatningsmæssige bekymringer for, om staten misbruger sine politimæssige beføjelser ved at tilbageholde folk, der ikke udviser nogen Ebola symptomer”.
Også Læger Uden Grænser har advaret mod en obligatorisk karantæne for læger og andet sundhedspersonale, der vender tilbage fra Ebola-ramte lande, da det vil være en ”overdreven foranstaltning.” I stedet skal hjemvendt personale holde sig inden for en radius af fire timer til det nærmeste hospital med isolationsfaciliteter, men skal ikke undgå andre mennesker, så længe den pågældende ikke udviser symptomer.
”Så længe et hjemvendt medlem personalet ikke oplever nogen symptomer, kan et normalt liv fortsætte,” siger organisationen og tilføjer: ”Familie, venner og naboer kan være forvisset om, at en hjemvendt person, der ikke udviser ebola-lignende symptomer, ikke er smitsom og ikke bringer dem i fare.”
Ifølge tal fra WHO er flere end 10.000 mennesker smittet med Ebola, og næsten 5.000 mennesker i hovedsageligt landene Guinea, Liberia og Sie
rra Leone er døde.