Fortsæt til indhold
USA

Rystet McCain kørt over af folkets vrede

Republikansk senators forsøg på at få befolkningen med på en krig mod Syrien faldt ikke heldigt ud.

"Er du virkelig den statsmand, vi har brug for," råber en mand vredt, men dog behersket.

En anden mand vil vide, hvor "meget en amerikansk soldats liv er værd", mens andre læser nøje forberedte personlige anklager op.

De dårlige vibrationer bølger gennem mødelokalet i Phoenix i Arizona, hvor den republikanske senator John McCain går rundt med et forpint udtryk i ansigtet.

63 pct. siger Syrien-nej

Den 77-årige veteran var i sidste uge taget til sin hjemstat for at forklare, hvorfor han er republikanernes mest indædte fortaler for et militært angreb på Syrien - og helst et angreb, der kan mærkes. Men det gik ikke helt efter planen...

For langt størstedelen af de fremmødte vælgere - hans egne republikanske vælgere - viste sig at være meget kritiske over for planerne om at involvere USA i endnu en militær konflikt i Mellemøsten.

Faktisk har meningsmåling efter meningsmåling vist, at et støt stigende flertal af amerikanerne afviser en Syrien-krig. Senest har en måling foretaget mellem den 5. og den 9. september af Reuters/Ipsos vist, at 63 procent af amerikanerne er imod en Syrien-intervention. En uge tidligere havde tallet ligget på 53 procent.

Kemiske våben forandrer ikke meget

Tilsvarende færre støtter en Syrien-intervention - kun 16 procent mod 20 procent en uge tidligere. Og selv ikke, hvis FN's våbeninspektører skulle fastslå, at præsident Bashar al-Assads tropper benyttede kemiske våben mod sin egen befolkning, ville det forandre ret meget.

I så fald vil kun 26 pct. af USA's befolkning støtte et angreb, mens 52 pct. siger, at selv brug af kemiske våben ikke ville få dem til at gå ind for et angreb mod Syrien.

En helt frisk meningsmåling fra i går fra nyhedsbureauet AP viser samtidig, at 53 procent af amerikanerne tror, at blot et begrænset angreb vil føre til et længerevarende militært engagement i Syrien.

"Ikke med bomber, senator McCain"

Albert Moussa fra Tucson i Arizona forklarer senator John McCain, der er valgt i Arizona, hvorfor han burde være imod amerikanske militær tilstedeværelse i Syrien.

Tallene fra meningsmålinger er denne aften i Burton Barr Central Library i Phoenix materialiseret i vrede amerikanere, som i et veritabelt stafetløb ved mikrofonen hudfletter deres senator.

En kvinde, som hævder at have familie i Syrien, hæver stemmen og anklager i et følelsesladet indlæg USA for ikke at have gjort brug af alle diplomatiske muligheder.

"Når jeg lytter til dig og hører, at du siger, at der ikke er flere muligheder tilbage i Syrien, så nægter jeg at tro det. Den rigtige mulighed er lige nu er at tvinge Saudi-Arabien og Iran til at stoppe deres støtte til de to parter i Syrien. Det kan du gøre. Og du kan gør det med diplomati, ikke med bomber, senator McCain. Vi har ikke råd til at udgyde mere syrisk blod," buldrer kvinden på en video, der kan ses på LiveLeak.com.

Støtte til Al Qaeda

Stadig mere ophidset forklarer kvinden den tavse McCain, at "Syrien er oversvømmet med Al Qaeda-grupper, som kommer fra hele verden," og at den amerikanske krigsveteran fra Vietnamkrigen "må lytte til flertallet af den amerikanske befolkning, som ikke har lyst til at tage derned."

Den rigtige mulighed er lige nu er at tvinge Saudi-Arabien og Iran til at stoppe deres støtte til de to parter i Syrien. Det kan du gøre. Og du kan gør det med diplomati, ikke med bomber, senator McCain.
Amerikansk-syrisk kvinde i debat med John McCain

"Nok er nok, vi vil ikke have, at Al Qaeda overtager Syrien," siger kvinden med en pointe, som går igen i en del offentlige debatter: Angsten for indirekte at styrke Al Qaeda-grupperne i Syrien med et militært indgreb.

Rystet over en "mand af ære"

Samme argument kommer fra en soldaterveteran, da John McCain har taget hul på et andet offentligt møde i byrådssalen i Tucson i Arizaona.

Bryan Bates inddrager sine erfaringer i et længere indlæg, hvor han dæmpet advarer senatoren mod at tage part i Syrien-borgerkrigen.

"Jeg tror ikke, at vi kan kende forskel på de gode og de onde. De kulturelle, religiøse og ideologiske forskelle til vi amerikanere er simpelthen for store til, at vi forstår hvad der foregår i Syrien," advarer den tidligere marineinfanterist, som afslutter med at sige, at han skammer sig over John McCain.

Du repræsenterer ikke mig eller mit folk, og jeg er rystet over, at en mand af ære, som har ofret så meget for sit land, ikke forstår faren ved at støtte de syriske oprørere
Bryan Bates, tidl. marineinfanterist og veteran fra Irak og Afghanistan

"Du repræsenterer ikke mig eller mit folk, og jeg er rystet over, at en mand af ære, som har ofret så meget for sit land, ikke forstår faren ved at støtte de syriske oprørere," slutter Bryan Bates, inden han forlader lokalet uden at vente på svar.

LINK: Flere indlæg kan ses her

LINK: "Jeg burde få dig anholdt for forræderi"

Den amerikanske kongres ventes at skulle stemme om grønt lys til et amerikansk engagement i Syrien, når præsident Barack Obama har talt til nationen i aften eller nat.

Kongresflertal er imod

Og her ser det faktisk ud som om, at senator John McCain er medlem af et mindretal, som går imod et flertal i den amerikanske befolkning.

I en måling, som nyhedsbureauet AP gennemførte mellem den 6. og den 8. september, var der et klart flertal blandt politikerne i Kongressen mod en militær aktion mod Syrien: 53 pct. af demokraterne, 59 pct. af de uafhængige og 73 pct. af republikanerne vil stemme imod i en afstemning om krig mod Syrien, viser målingen.

I samme måling svarer 61 pct. af amerikanerne, at de ønsker, at Kongressen går imod en beslutning omkring med Syrien. 26 pct. støtter stadig forslaget, mens resten ikke har taget stilling.

Kun 16 pct. siger, at de har en fornemmelse af, at et angreb ikke vil føre USA ud i en længerevarende krig.