Bush skuffet over tonen i Washington
Det er en noget skuffet præsident, der om få dage rejser tilbage til Texas, fortalte George W. Bush i dag pressen på sit sidste pressemøde som præsident.
På næste tirsdag siger han farvel som amerikansk præsident.
Og onsdag vil han vågne op i Texas, lave en kop te til hustruen, slappe af og læse en tung bog.
Det fortalte den afgående præsident George W. Bush på sit sidste pressemøde som præsident nogensinde.
Bush rejser tilbage til sin gård i landsbyen Crawford som en mand, der er yderst stolt af sit arbejde i de otte år som præsident, men som også har lidt mange nederlag.
Selv nævnte præsidenten på pressemødet de forkerte oplysninger om masseødelæggelsesvåben i Irak og sejrserklæringen på et hangarskib blot måneder efter krigen i Irak begyndte.
Men præsidenten vil ikke tage hele ansvaret.
”Jeg er skuffet over tonen j Washington. Jeg har prøvet at gøre mit til at stoppe den ubrugelige kritik og dårlige tone. Jeg har prøvet at være respektfuld overfor mine modstandere… Men retorikken er gået helt ud af kontrol,” sagde Bush.
Ønsker Obama alt godt
Hans opfordring til den kommende præsident, Barack Obama, er at forblive tro mod sine egne idealer. Han bør gøre, "hvad han synes er rigtigt”.
”Ellers tror jeg ikke, at man leve med sig selv”.
Han forudser, at også Obama vil komme under kritik.
”Men selvom folk er uenige med Obama, så skal han behandles med respekt. Jeg ønsker ham alt det bedste”.
Bush afsluttede pressemødet med at takke pressen.
”Det har været en ære at arbejde med jer. Det mener jeg. Jeg ønsker jer og jeres familier alt det bedst. Gud bevarer Amerika”.
Og så gik han ud af døren til spredte klapsalver.
Vil tale til nationen
Torsdag aften holder George W. Bush sin sidste offentlige optræden, når han taler til nationen i 10-15 minutter, oplyser præsidentens talskvinde, Dana Perino.
- Han vil reflektere over sin tid i embedet og de måder, vort land har forandret sig gennem disse otte år, siger hun.