De værste og de bedste præsidenter i USA
<p>Avisen The Times har bedt et panel placere de 43 amerikanske præsidenter på en rangliste. Se for eksempel, hvorfor Bill Clinton må nøjes med en 23. plads.</p>
Ekspertpanelet bestående af otte forfattere, journalister og politiske kommentatorer blev bedt om at rangere de 43 amerikanske præsidenter.
Det var en opgave, som panelet ikke fandt helt let at løse.
”Det ville være svært at lave en hvilken som helst rangering af 43 objekter. Forestil dig, at du fik til opgave at rangere 43 universelt anerkendte stykker musik efter kvalitet,” siger Gerard Baker, der er The Times politiske chefredaktør, om opgaven.
Ikke desto mindre lykkedes det panelet at udfærdige listen.
Den dårligste præsident igennem den amerikanske historie og indehaveren af 42. pladsen er:
42. James Buchanan 1857-61 (Demokrat)
I en rundspørge blandt amerikanske historikere blev Buchanans manglende evne til at forhindre den amerikanske borgerkrig, valgt som den værste præstation nogensinde. Det var The Times’ panel enige i, og af samme årsag placerede de James Buchanan på sidstepladsen.
“Formåede ikke at forhindre nær-ødelæggelsen af nationen.” Gerard Baker.
41. Franklin Pierce 1853-57 (Demokrat)
Præsidenten var en af de få, der oplevede at blive opgivet af sit eget parti efter en enkelt valgperiode. Hans beslutning om at underskrive Kansas-Nebraska-traktaten lægges som hovedårsagen til hans dårlige placering. Traktaten var ment som et forlig mellem nord- og sydstaterne, men blev set som en leflen for Sydstaterne.
40. Martin Van Buren 1837-41 (Demokrat)
Van Buren tjente som Andrew Jacksons vicepræsident og gjorde det klart, at han ønskede at videreføre mange af sin forgængers politiske synspunkter, herunder fordrivelsen af indfødte amerikanere fra deres hjemland.
"De præsidenter, der sanktionerede nedslagtningen af indfødte amerikanerne, havde jeg svært ved at placere højt på listen.” Tom Baldwin, politisk ekspert.
39. William Harrison 1841
Harrison var kun præsident i 32 dage, og panelet kunne ikke placere ham højere. Da han blev udnævnt til præsident, var han 68 år, hvilket gjorde ham til den ældste amerikanske leder helt frem til, da Ronald Reagan blev præsident som 70-årig i 1981.
37. Richard Nixon 1969-74 (Republikaner)
Nixons eskalering og afslutning af Vietnam-krigen, og hans succesfulde diplomatiske missioner i Kina og Sovjet sikrede ham en jordskredssejr efter hans første periode. Bare to år senere blev han tvunget til at forlade Det Hvide Hus som følge af Watergate-skandalen.
37. George W. Bush 2001-2009 (Republikaner)
Nixon og Bush Junior må finde sig i at dele 37. pladsen.
Angrebene den 11. september, som fandt sted otte måneder inde i Bush’ første periode, dannede fokus for Bush' regering langt ind i hans anden periode. Bush’ svar på angrebene var at erklære terroren krig, og han indlod invasionerne af Irak og Afghanistan.
Derudover ledte han USA ud i finanskrisen.
"Bush Junior baserede beslutningen om at invadere Irak på fejlagtige informationer, og forvaltede begge krige så horribelt, at USA’s navn er blevet trukket igennem sølet.” Chris Ayres, politisk korrespondent.
36. Herbert Hoover 1929-33 (Republikaner)
Herbert Hoover tiltrådte i Det Hvide Hus i en tid, hvor økonomien blomstrede. Blot få måneder senere krakkede Wall Street.
"Fik uforvarende forvandlet krakket i 1929 til en global depression, som svækkede demokratiet og banede vejen for 2. Verdenskrig." Camilla Cavendish, klummeskribent.
34= Warren Harding 1921-23 (Republikaner)
Da Harding døde efter kun to år som præsident, var han populær. Til dels på grund af, at økonomien igen trivedes oven på Første Verdenskrig.
Efter hans død kom det imidlertid frem, at han havde viden om, at de venner, han havde placeret i regeringen, var korrupte. Retssager, selvmord, bestikkelser, svindel og lange fængselsdomme overskyggede hans omdømme i årene efter hans død.
"Stod i spidsen for en af de mest korrupte regeringer.” Gerard Baker.
34= James Garfield 1881 (Republican)
Selvom Garfield kun nåede at være præsident i tre måneder foretrak panelet ham alligevel frem for f.eks. Nixon. Garfield blev udsat for et attentat og skudt.
33. Millard Fillmore 1850-53
Fillmore er at finde i bunden af listen, da han ikke formåede at løse konflikten omkring slaverne.
”Forestod et kompromis om en forlængelse af slaveriet, som lagde grunden til den amerikanske borgerkrig." Camilla Cavendish, klummeskribent.
32. Jimmy Carter 1977-81 (Demokrat)
Carters administration blev domineret af en lang række udenrigspolitiske skuffelser.
Derudover led den amerikanske økonomi under Jimmy Carter, og han fik kun fire år i Washington.
31. John Tyler 1841-45
Tyler blev præsident efter William Harrisons pludselige død, men Tyler fremstod aldrig som en naturlig leder. I stedet for at omtale hans regeringsperiode som ”Tyler’s presidency” blev den tit omtalt som ”Tyler’s accidency”.
29= William H. Taft 1909-13 (Republikaner)
Taft blev utroligt upopulær blandt politikere både på højrefløjen og venstrefløjen. Hans forsøg på at blive genvalgt, blev også det mindst succesfulde nogensinde.
29= Benjamin Harrison 1889-93 (Republikaner)
Harrison indførte den meget upopulære og høje beskatning af import, hvilket hævede priserne i en periode, hvor økonomien var svag.
28. Zachary Taylor 1849-50
Også Zachary Taylor lider under kun at have haft meget kort tid i Det Hvide Hus. Han døde efter bare 16 måneder som præsident.
27. Rutherford B. Hayes 1877-81 (Republikaner)
Forestod den meget pludselige tilbagetrækning af de føderale tropper fra sydstaterne og efterlod dem med en form for selvstyre.
26. Calvin Coolidge 1923-29 (Republikaner)
Coolidge blev præsident efter Warren Hardings død, men opnåede en rimelig popularitet for hans økonomiske tankegang.
Han blev således genvalgt med 54 procent af stemmerne, men faldt i unåde, da han undlod at gribe ind på vegne af et nødlidende landbrug.
25. Gerald Ford 1974-77 (Republikaner)
Ford blev præsident efter Nixon, og han er mest kendt for at have benådet Nixon efter Watergate-skandalen.
Hans regeringstid sammenfaldt med en recession, og han imponerede ikke The Times’ panel.
24. Andrew Johnson 1865-69 (Demokrat)
Johnsons blide fremturen overfor sydstaterne efter Borgerkrigen gjorde ham umådeligt upopulær.
23. Bill Clinton 1993-2001 (Demokrat)
Clinton er ifølge The Times’ panel en af de mest kontroversielle figurer på listen. Mens han lå højt placeret blandt nogle i panelet, gav andre ham dumpekarakterer.
Clinton blev den første demokrat siden Franklin Roosevelt, der efter sin første periode, blev genvalgt. Han indførte blandt andet barselsorlov og en stigning i mindstelønnen.
Selvom Monica Lewinsky-skandalen rullede i løbet af hans anden periode, var Clinton stadig umådeligt populær hos befolkningen.
”Lovede så meget, leverede så lidt og gjorde alle flove.” Ben Macintyre, forfatter.
22. Chester Arthur 1881-85 (Republikaner)
Arthur var illoyal overfor partiet, og det førte til, at han ikke blev nomineret som republikanernes præsidentkandidat igen. Han fik kun en periode som præsident.
21. James Monroe 1817-25 (Demokrat-Republikaner)
Indlemmede staterne Mississippi, Illinois, Alabama, Maine og Missouri i de Forenede Stater.
20. George H.W. Bush 1989-93 (Republikaner)
Ronald Reagans økonomiske rod, betød at George H.W. Bush måtte kæmpe med en enorm national gæld. Da USA samtidig var i recession, blev han presset af demokraterne til at hæve skatterne, hvilket gjorde ham mindre populær. Succesen i Irak, Sovjets kollaps og Berlin-murens fald kunne ikke genskabe hans popularitet.
19. Grover Cleveland 1885-89 and 1893-97 (Demokrat)
Clevelands pragmatiske tilgang til tingene blev set som ærlig, men hans anden periode som præsident blev domineret af økonomiske problemer og strejker.
18. Ulysses S. Grant 1869-77 (Republikaner)
Grant var ifølge panelet en kontroversiel præsident. Som general førte Grant nordstaterne til sejr i borgerkrigen, hvorefter han blev valgt til præsident. Det lykkedes ham blandt andet at begrænse Ku Kluks Klans voldelige opførsel og etablere et offentligt skolesystem.
Hans ry blev imidlertid ødelagt, da hans administration ikke kunne vende en langvarig økonomisk depression.
17. William McKinley 1897-1901 (Republikaner)
McKinleys præsidentperiode sammenfaldt med et økonomisk opsving, og det tillod, at McKinley kunne kaste sig over udenrigspolitikken, hvilket han gjorde med stor iver. Efter en 100 dage lang krig med Spanien vandt McKinley Filippinerne, Guam, Hawaii og Puerto Rico.
Et år efter hans genvalg blev McKinley den tredje præsident, der blev skudt og dræbt.
16. John Quincy Adams 1825-29 (Demokrat-Republikaner)
Mange af Adams gode intentioner blev aldrig ført ud i livet. Han forsøgte sig blandt andet med at modernisere vejnettet, men Kongressen var ikke samarbejdsvillig.
15. James Madison 1809-17 (Demokrat-Republikaner)
James Madison skrev vigtige dele af Forfatningen, men som præsident var han noget mere kontroversiel. Det var under hans lederskab, at USA gik i krig med Storbritannien i 1812. Det blev en blodig krig, der varede tre år og ikke førte til de store landmæssige erobringer.
"Han skal have ros for den nyttige militære katastrofe, som mange mener forenede USA.” Chris Ayres, politisk korrespondent.
14. Andrew Jackson 1829-37 (Demokrat)
Andrew Jackson blev en krigshelt under krigen mod Storbritannien i 1812, og som præsident forstærkede han ifølge panelet folkets tro på demokratiet.
13. John Adams 1797-1801
Det lykkedes John Adams at styre landet fredeligt igennem krigen mellem Frankrig og Storbritannien.
12. Lyndon Johnson 1963-69 (Demokrat)
Johnson samlede folket omkring sig efter mordet på John F. Kennedy. Han fik således ført mange af Kennedys ideer ud i livet, blandt andet ulovliggjorde han raceadskillelse.
11. John F. Kennedy 1961-63 (Demokrat)
Selvom John F. Kennedy var umådeligt populær og dygtig på indenrigspolitik, så led han ifølge panelet under store udenrigsmæssige problemer heriblandt Cuba-krisen og eskaleringen af Vietnam-krigen.
10. Woodrow Wilson 1913-21 (Demokrat)
Wilson sneg sig lige akkurat ind på panelets top10, og det på trods af, at nogle mente, at flere af hans ideer aldrig blev realiseret.
9. James Polk 1845-49 (Demokrat)
Førte en succesfuld krig mod Mexico, hvorefter det lykkedes ham at overtage Californien, Nevada, dele af New Mexico, Arizona, Utah, Colorado og Wyoming.
"Nedkæmpede mexicanerne og øgede størrelsen af Unionen dramatisk. Alt sammen i løbet af en periode." Chris Ayres, Los Angeles-korrespondent.
8. Ronald Reagan 1981-89 (Republikaner)
Ifølge panelet satte Reagans radikale økonomiske politik skub i USA’s økonomi.
7. Harry Truman 1945-53 (Demokrat)
Under Truman tilsluttede USA sig FN og Nato, men flere skandaler betød, at hans popularitet dalede.
“Forhindrede en mulig 3. verdenskrig ved at bremse Sovjet.” Camilla Cavendish, klummist.
6. Dwight Eisenhower 1953-61 (Republikaner)
Dwight Eisenhower fortsatte kampen mod raceadskillelsen og skabte det mellemstatslige vejsystem.
5. Theodore Roosevelt 1901-09 (Republikaner)
Theodore Roosevelt blev den yngste præsident nogensinde, da han i en alder af 42 år vandt valget. Han sørgede blandt andet for bedre forbrugerrettigheder og kæmpede for at bevare den amerikanske natur. Desuden udbyggede han den amerikanske flåde, og for sin rolle som mægler i krigen mellem Rusland og Japan, der begyndte i 1904, modtog han Nobels fredspris.
4. Thomas Jefferson 1801-09 (Demokrat-Republikaner)
Jefferson var en politisk filosof, og han var hovedforfatteren bag USA’s uafhængighedserklæring. Thomas Jefferson havde succes med at mindske den nationale gæld, samt hærens og flådens størrelse. Han fordoblede imidlertid størrelsen af USA efter Louisiana-købet i 1803, hvor han for 15 millioner dollar købte et areal svarende til Frankrigs størrelse.
”Den klogeste mand, der nogensinde har bestredet stillingen som USA’s præsident.” Ben Macintyre, forfatter.
3. Franklin D. Roosevelt 1933-45 (Demokrat)
Som den eneste var Franklin D. Roosevelt præsident i mere end to perioder. Roosevelt blev således i embedet i mere end ti år indtil hans død. Han blev genvalgt fire gange i løbet af en af de mest tumulte perioder af det 20. århundrede.
Hans radikale omlægning af de offentlige udgifter kick-startede den amerikanske økonomi, og han førte desuden USA til sejr i Anden Verdenskrig.
"FDR er toppen for mig, fordi han navigerede Amerika ud af depressionen og gennem Anden Verdenskrig." Tom Baldwin.
2. George Washington 1789-97 (Intet parti)
Washington stod i spidsen for hæren, da den besejrede Storbritannien, og siden forestod han udarbejdelsen af den amerikanske forfatning. Da det blev tid til, at USA’s første præsident skulle vælges, blev han enstemmigt valgt af repræsentanterne fra de 11 stater.
1. Abraham Lincoln 1861-65 (Republikaner, National Union)
Som den bedste præsident nogensinde valgte panelet Abraham Lincoln. Abraham Lincoln holdt nationen i live, da den kunne have kollapset. Under hans ledelse blev Sydstaterne besejret, og han befriede fire millioner slaver. Den formelle ulovliggørelse af slaveriet blev vedtaget kort efter hans død.
Det lykkedes ham desuden at forene nationens militær, samt at fastlægge nationens moralske rute i Gettysburg-talen.
”Kæmpede og sejrede i en retfærdig krig, holdt USA forenet og skabte grobund for et land, der kunne leve op til sin forfatning." Camilla Cavendish.