Fortsæt til indhold
USA

Trump kom til at stave sin kones navn forkert i et tweet

Den amerikanske præsident var måske lidt for hurtig på tasterne, da han ville ønske sin kone velkommen hjem fra hospitalet.

USA's førstedame, Melania Trump, gennemgik mandag en vellykket behandling for en godartet nyresygdom.

Lørdag blev hun udskrevet fra hospitalet. Det ønskede den amerikanske præsident, Donald Trump, at fejre med et tweet, men måske var han lidt for hurtig på tasterne.

»Fantastisk at have vores fantastiske førstedame hjemme i Det Hvide Hus. Melanie føler sig godt tilpas. Tak for alle jeres bønner og tanker!,« skrev han.

Men den amerikanske førstedames navn staves altså ”Melania” med et ”a” og ikke et ”e” til sidst.

Der gik heller ikke lang tid, før tweetet blev slettet og erstattet med et nyt, hvor navnet var stavet korrekt.

Melania Trump er nu ved at komme til hægterne igen, efter at hun har gennemgået en såkaldt emboliseringsprocedure. Ifølge Kræftens Bekæmpelse er embolisering blokering af en arterie.

Behandlingen kan eksempelvis benyttes som behandling af kræft ved at blokere blodtilførslen til en kræftknude, som dermed ikke kan vokse sig større.

Det Hvide Hus har ikke oplyst yderligere detaljer om indgrebet.

To læger har over for AP vurderet, at den mest sandsynlige forklaring på indgrebet er en godartet tumor - et såkaldt angiomyolipom. De har dog ikke noget personligt kendskab til førstedamens tilstand.