Fortsæt til indhold
USA

Melania Trump er nu den mest populære person i Det Hvide Hus

Målingen kommer netop, som USA's førstedame lancerer en kampagne imod mobning af børn.

SAN FRANCISCO – Melania Trump er en af de mest berømte kvinder i verden. Og mens hendes mand, præsident Donald Trump, splitter vælgerne og udløser stærke følelser, samler førstedamens mere tilbagetrukne stil amerikanerne langt mere.

Det har nu gjort hende til den mest populære person i Det Hvide Hus, viser en målingen fra CNN.

Mere end 57 pct. af amerikanerne har en positiv holdning til Melania Trump; en forbedring på 10 procentpoint siden januar. Kun 27 pct. ser hende i et negativt lys.

Dermed er hun mere populær end sin mand. Melania Trump klarer sig dog knap så godt som tidligere førstedamer. Et år inde i jobbet så 62 pct. af amerikanerne Michelle Obama i et positivt lys, mens det tilsvarende tal for Laura Bush var 67 pct.

Målingen kommer netop, som rollerne mandag blev byttet om i Det Hvide Hus.

For en gang skyld var det præsident Trump, som sad på tilskuerrækkerne, mens Melania holdt tale i rosenhaven.

Fru Trump havde taget den ledende rolle for formelt at lancere hendes længe ventede kampagne mod mobning af børn.

Dette er ingen overraskelse. Antimobning og børns velbefindende har længe været hendes prioriterede tema, og nu iværksætter hun en decideret kampagne under navnet ”Be Best,” hvor det underforståede budskab er: vær din bedste udgave af dig selv.

Lanceringen blev kombineret med, at præsidenten underskrev en erklæring, der officielt gør 7. maj til ”Be Best-dagen.”

Dette udløste en rørende scene, hvor Melania kaldte sin mand op for tilskuerrækkerne for at underskrive erklæringen.

»Hr. præsident,« sagde hun med hovedet lidt på skrå og en lille latter, hvorefter Trump – der allerede stod op for at klappe af sin hustru – trådte frem og gav hende tre kindkys.

Da han satte sig ned for at underskrive erklæringen, placerede hun kærligt sin hånd på hans skulder, hvilket fik Trump til at se op og smile op mod hende.

»Mange tak, Melania,« sagde han: »Det en sandhed en smuk og dybfølt tale. Det er sådan, at hun føler det.«