Trump bakker op om politisk comeback til Mitt Romney
De to mænd har tidligere ført en hård tone over for hinanden.
Den tidligere republikanske præsidentkandidat Mitt Romney er klar til at spille en politisk hovedrolle i mormonstaten Utah.
Her har han netop annonceret, at han stiller op til senatet. Og det sker med opbakning fra den amerikanske præsident, Donald Trump.
»Han vil blive en god senator og værdig efterfølger til Orrin Hatch (Utahs aldrende senator, red.) og har min fulde støtte og opbakning,« skrev præsidenten natten til tirsdag dansk tid.
Og Romney kvitterede med et tak for støtten.
Opbakningen kan måske overraske nogle, eftersom Trump angiveligt har opfordret den 83-årige Hatch, der er det længst siddende medlem af senatet, til at stille op til endnu en periode.
Desuden har det politiske venskab mellem de to tidligere været til at overse. Trump støttede ganske vist Romney, da Massachusetts-guvernøren stillede op til præsidentvalget i 2012, hvor han tabte til Barack Obama.
Men efterfølgende har Romney været ude med riven efter præsidenten og vice versa.
Den verbale fejde gik hedt for sig i 2016 under Trumps egen valgkamp, hvor Romney kritiserede den daværende præsidentkandidat i en tale og kaldte ham »falsk« og en »bedrager«. Han udtalte bl.a., at Trumps løfter var »lige så værdiløse som en uddannelse fra Trump-universitetet«, skriver Fox News.
Samme år omtalte præsidenten Romney som »en af de dummeste og værste kandidater i republikanernes historie« og som en »katastrofekandidat« på et af sine foretrukne sociale medier Twitter.
Efter Trump vandt valget, lod de to mænd imidlertid til at slutte fred, og tonen har været anderledes venskabelig. I november flød der endog rygter om, at præsidenten overvejede Romney til posten som udenrigsminister.
Den nyhed efterlod dog præsidentens støtter stærkt kritiske. Flere af dem advarede om, at Romney manglede loyalitet.
En række internationale medier - heriblandt CNN - har desuden tolket en video, Romney uploadede fredag, da han annoncerede sit kandidatur, som en skjult kritik af præsidenten.
»Utah byder lovlige migranter fra hele verden velkommen - Washington sender migranter en besked om udelukkelse,« sagde Romney i videoen, hvor præsidentens navn dog ikke blev nævnt.