Fortsæt til indhold
USA

Far til ofre forsøgte at angribe skandaleramt OL-læge i retten

Den tidligere sportslæge er idømt op til 175 års fængsel for overgreb.

Den tidligere sportslæge Larry Nassar, der er blevet beskyldt for seksuelle overgreb på over 200 unge piger, blev fredag forsøgt angrebet under en høring i retten i Michigan.

Angrebsmanden var Randall Margraves, en far til tre af den tidligere gymnastiklæges ofre, skriver nyhedsbureauet AP.

To af Margraves døtre havde netop havde været på talerstolen, da faderen bad dommeren om lov til at få fem minutter alene med Larry Nassar. Et ønske, dommeren ikke ville efterkomme.

Margraves nedjusterede og bad om bare ét minut med den skandaleramte læge, men dette afviste dommeren også, skriver AP. Umiddelbart derefter for faderen op og forsøge at få fat i Nassar, der sad i nærheden.

Faderen blev dog hurtigt kastet til gulvet af sikkerhedsvagter, der bagefter eskorterede ham ud af rummet, mens dommeren bad de tilbageværende om at »bruge deres ord« frem for vold.

»Vi kan ikke opføre os sådan. Jeg forstår, at dette er en særlig situation. Men du kan ikke gøre dette. Det hjælper ikke dine børn. Det hjælper ikke dit samfund. Det hjælper ikke os,« sagde hun ifølge nyhedsbureauet.

Episoden fandt steder under Larry Nassars tredje og sidste høring i retten. Margraves har undskyldt, og dommeren siger ifølge AP, at hun under ingen omstændigheder vil straffe ham for hans ageren.

Den tidligere sportslæge blev den 24. januar i år idømt en straf på mellem 40 og 175 års fængsel for indtil videre 22 seksuelle overgreb. Han var i forvejen idømt 60 års fængsel for besiddelse af børneporno. Før skandalen arbejde han for Michigan State University og det amerikanske gymnastikforbund, som træner OL-gymnaster.

Universitetet er blevet anklaget for at fejlhåndtere tidligere klager over sportslægen, og sagen har fået rektoren til at sige op, ligesom hele bestyrelsen for det amerikanske gymnastikforbund er trådt tilbage.

Larry Nassar bliver anklaget for overgreb på 265 identificerede piger og kvinder. Bl.a. OL-stjerner som Simone Biles, Aly Raisman, Gabby Douglas og McKayla Maroney har fortalt, at Nassar forgreb sig på dem, mens de var i behandling hos ham.

Artiklens emner
MeToo