Fortsæt til indhold
Mellemøsten

Netanyahu bebrejder palæstinenser for Holocaust

Den israelske premierminister har modtaget hård kritik fra både venner og fjender for Holocaust-kommentar.

Los Angeles

Det er almindelig kendt, at den israelske premierminister, Benjamin Natanyahu, kan være særdeles skarp i sin retorik, når han skal understrege sine pointer.

Noget kunne dog tyde på, at han tirsdag gik for langt i en tale til jødiske ledere under World Zioist Congress i Jerusalem.

Her fortalte den israelske premierminister således, at det var den palæstinensiske stormufti Haj Amin al-Husseini, der i 1941 overbeviste Adolf Hitler om at dræbe jøderne under Anden Verdenskrig.

»Hilter ønskede ikke at udrydde jøderne på dette tidspunkt, han ønskede at udvise jøderne. Haj Amin al-Husseini drog til Hitler og sagde: "Hvis du udviser dem, så kommer de bare alle sammen herned." "Hvad skal jeg så gøre med dem?" spurgte han.

Han svarede:

"Brænd dem",« sagde Benjamin Netanyahu under talen til World Zionist Congress

Beskyldningen mod den daværende, palæstinensiske stormufti af Jerusalem kommer på et tidspunkt for nogle af de værste uroligheder i Israel i et år.

Stormufti Haj Amin al-Husseini her fotograferet i Libanon i 1947, hvor han også døde i 1974.

Flere israelere er de seneste uger blevet stukket ned af unge palæstinensere, ligesom at israelsk militær og politi har slået hårdt tilbage, hvilket har medført, at omkring 50 personer har mistet livet heraf langt de fleste af dem palæstinensere.

Omkring seks millioner jøder blev dræbt under Anden Verdenskrig, men at stormuftien, som var allieret med aksemagterne under krigen, ligefrem skulle have givet Adolf Hitler ideen til Holocaust, er ikke kun en grov beskyldning, den er også decideret forkert.

»Et hvert forsøg på at skubbe skylden fra Hitler og over på andre er en form for Holocaust-benægtelse. Det nedtoner Holocaust,« siger Moshe Zimmermann en fremtrædende Holocaust-forsker ved det hebraiske universitet i Jerusalem til nyhedsbureauet AP.

For hvor der ikke er tvivl om, at Haj Amin al-Husseini i 1941 rent faktisk besøgte Hitler, så er der heller ikke tvivl om, at drabene på jøderne allerede var i gang på tidspunktet for al-Husseinis besøg.

»Man kan ikke sige, at det var stormuftien, der gav Hitler ideen til at dræbe eller brænde jøder. Det passer ikke,« sagde Dina Porat, der er professor og chefhistoriker ved museet Jad Vashem, der det officielle israelske mindesmærke for Holocaust, tidligere onsdag til den israelske avis Yedioth Ahronoth.

Premierministerens kommentarer er ikke kun faldet på et meget uheldigt tidspunkt i forhold til urolighederne i Israel. De faldt således dagen inden, at Netanyahu onsdag rejste til Tyskland for at mødes med kansler Angela Merkel.

Selv har kansleren ikke personligt kommenteret Netanyahus beskyldninger. Uden at forholde sig direkte til den israelske premierministers kommentarer, forklarede Merkels talsmand, Steffen Seibert, at tyskerne kun ville placere ansvaret for Holocaust ét sted.

»Denne forbrydelse mod menneskeheden var Tysklands ansvar ene og alene. Det må aldrig glemmes, og jeg ser ingen grund til, at vi skulle ændre på historien på nogen måde,« sagde Seibert til flere internationale medier.

Den israelske oppositionsleder, Isaac Herzog, har også skarpt kritiseret Netanyahus udtalelser.

Heller ikke på hjemmefronten har Benjamin Netanyahu kunnet hente megen politisk opbakning. End ikke fra sin egen forsvarsminister, Moshe Yaalon.

»Hitler startede det, Haj Amin al-Husseini sluttede sig til ham, og uheldigvis promoverer jihad-bevægelser antisemitisme den dag i dag,« sagde Yaalon til en israelsk militærradiostation tidligere onsdag, ifølge AP.

Heller ikke lederen af den politiske opposition i Israel, centrum-venstre-lederen Isaac Herzog, har meget til overs for Benjamin Netanyahus forståelse for historie.

»Han nedtoner Holocaust, nazismen og Adolf Hitlers rolle i den store tragedie, der ramte vores folk,« skrev Herzog tidligere i dag på Facebook.

Benjamin Netanyahu fik selv muligheden for at forholde sig til den voldsomme kritik på vej fra Israel til Berlin, hvor han skulle mødes med Angela Merkel.

»Jeg havde absolut ikke til hensigt at fritage Hitler for hans diabolske ansvar for udryddelsen af de europæiske jøder,« sagde Benjamin Netanyahu.

Haj Amin al-Husseini blev anholdt 5. maj 1945 i Tyskland af franske styrker og blev umiddelbart efter sendt i husarrest i Paris. På trods af udleveringsbegæringer fra både Storbritannien og Jugoslavien for at få retsforfulgt stormuftien for krigsforbrydelser valgte franskmændene at beholde ham.

Det lykkedes et år senere i 1946 for Haj Amin al-Husseini at flygte fra Frankrig ved hjælp af et falsk, syrisk pas til den egyptiske hovedstad, Kairo.

Benjamin Netanyahu skal i løbet af ugen også mødes med den amerikanske udenrigsminister, John Kerry i Berlin, i et håb om at stoppe de aktuelle voldshandlinger i Israel.