Fortsæt til indhold
Mellemøsten

Briter undgik fængsel efter strandsex

En appeldomstol i Dubai i De Forenede Arabiske Emirater omstødte i dag en dom på tre måneders fængsel til to briter, der havde dyrket sex på en lokal strand. Det oplyser briternes advokat.

Ritzau

Den 37-årige Michelle Palmer og den 34-årige Vince Acors kan nu frit forlade landet, siger advokaten, Hassan Matar.

Palmer og Acors har haft forbud mod at forlade Dubai, efter at de i oktober ved en lokal domstol blev dømt for at have haft samleje på en offentlig strand i Dubai den 5. juli.

Michelle Palmer arbejdede i Dubai, men blev i forbindelse med sagen fyret fra sit job, mens Vince Acors blot var på besøg i Dubai, da de to besluttede sig for at dyrke sex på stranden.

Forinden havde de to kigget dybt i flasken, og ved den oprindelige dom fik de i øvrigt også hver en bøde på 1000 dirham - omkring 1500 kroner - for at være berusede.